Hvis min løbetur ikke er perfekt, er det som om, den "ikke tæller". Og årsagen føltes helt absurd

Jeg har lige løbet et halvmarathon. Eller som det åbenbart hedder nu til dags: en søndagsløbetur. For ti år siden ville det have fået folk til at klappe af. Nu spørger folk bare: “Hvad blev din tid?” - som om alt over 5:30 i pace er en fiasko.

Interessen for løb er eksploderet. Til CPH Half 2025 var der over 30.000 tilmeldte, billetterne blev udsolgt på rekordtid, og næsten alle gennemførte. Folk taler om pace, restitution og gels, som om vi alle er elitesportsudøvere. Og selvom det er fedt, at så mange løber, så er der også noget lidt trist i, at alt handler om performance.

Under mit løb græd jeg ikke. Jeg smilede - faktisk det meste af vejen. 21,1 kilometer i mit eget tempo, og jeg nød det. Da jeg krydsede målstregen, var jeg lykkelig, stolt og en lille smule overvældet. Jeg havde gjort det, jeg i måneder havde tænkt var uoverskueligt.

På vej mod målstregen hørte jeg pludselig nogen råbe: “Pas på, der skal en ambulance forbi!” Lidt længere fremme lå en løber pakket ind i et sølvtæppe med frivillige ved siden af. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der var sket - måske var det noget uforudsigeligt. Men synet fik mig til at sætte pris på, at jeg bare kunne gennemføre. At jeg ikke havde presset mig selv mere, end kroppen kunne bære.

Selvfølgelig spørger folk: “Hvad blev din tid?” Det er ikke ondt ment, sådan taler vi bare om løb i dag. Alligevel føltes min oplevelse som noget, der skulle måles. Mod et ur. Mod andres pace. Mod en forventning, jeg ikke selv havde sat.

Da jeg taler med performance-psykolog Melissa Elveberg, forklarer hun, at vi ofte starter med at løbe af lyst, men hurtigt skubber kulturen os i en præstationsretning. Vi bliver overbevist om, at vi skal sætte mål, og derfor bliver løb noget, vi måler på: tid, pace, kilometer. Det er blevet en del af vores kultur.

Ifølge Melissa Elveberg går grænsen, når løb ikke længere handler om at have det godt, men om at leve op til noget. Når presset overskygger glæden. Det kan jeg genkende. Når jeg løber en helt almindelig 5 km., tager jeg ofte mig selv i at kigge på uret - ikke for at se, hvor langt jeg er nået, men for at tjekke, om jeg løber hurtigt nok. Pludselig handler løbet ikke længere om frisk luft og ro i hovedet, men om utilstrækkelighed og stress.

Min kæreste kan nogle gange mærke det, allerede når jeg træder ind ad døren. Han kan se på mig, om jeg har haft et “godt” løb eller ej. Hvis jeg har løbet i ét stræk og ramt den pace, jeg håbede på, er jeg høj og tilfreds. Men hvis jeg fx er stoppet halvvejs for at gå lidt, eller bare ikke har ramt flowet, bliver jeg ked af det. Som om turen pludselig ikke tæller, fordi den ikke var perfekt.

Det er jo egentlig absurd. For jeg burde bare være glad for, at jeg kom ud. For at jeg bevægede mig, trak vejret og mærkede kroppen. Det er jo dét, jeg løber for - ikke for at bevise, at jeg kan løbe uden pause.

Og så er der Strava. Sociale medier. Melissa Elveberg påpeger, at mange motionsløbere oplever, at Strava ikke kun handler om at løbe, men om at dokumentere. Det skaber et miljø, hvor vi føler, vi skal præstere, også selvom vi egentlig bare ville nyde turen. Jeg må indrømme, at jeg også selv spiller med. Jeg bliver glad for likes, når jeg deler et “godt løb”. Det føles som en lille bekræftelse - som om turen først tæller, når andre har set den.

Men måske er der alligevel en modbevægelse på vej. Løbere, der dropper uret, musikken og telefonen. Som løber for oplevelsen - ikke for statistikken. Melissa Elveberg siger, at det handler om at huske, hvorfor man løber. Er det for ro? For bevægelse? For frihed? Så skal man også tale pænt til sig selv og finde fællesskaber, hvor det ikke handler om pace.

Min tur handlede ikke om at slå nogen. Den handlede om at være i det. At mærke kroppen, stemningen, mig selv. Men i mødet med alles spørgsmål begyndte jeg alligevel at tænke: Var min tid “god nok”? Og det er jo dér, det stikker. Når en ærlig, lykkelig oplevelse pludselig bliver holdt op mod et usynligt målebånd.

Men det får ikke lov at tage glæden fra mig. Min tid var ikke rekordhurtig, men oplevelsen var det. Og det er dét, der tæller.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.