Dorthe fra 'Gift ved første blik': Jeg havde for travlt og fik stress-symptomer

Børnenes stemmer er forstummet, og computeren er lukket ned.

Natten har efterhånden lagt sig som en dyne over lejligheden i Kastrup, men inde i Dorthe larmer det stadig.

Hun vender og drejer sig i sengen, mens hendes indre tjekliste bliver rullet ud.

Har hun husket at give gulvmanden besked om, at han ikke skal komme i morgen? Fik hun svaret den vigtige mail? Og så hun overhovedet tegningen, som hendes søn viste hende?

En følelse af dårlig samvittighed skyller ind over hende, og hun har lyst til at kravle ud af sengen, gå ind på børneværelset og sige, at hun elsker dem.

I stedet lover hun sig selv, at det bliver bedre i morgen.

– Det var først, når der var stille, at jeg begyndte at reflektere over mit manglende nærvær. Nogle gange listede jeg mig ind om natten og gav dem et kys på panden, mens de sov. For det var jo ikke deres skyld, at jeg havde for meget om ørerne, fortæller 42-årige Dorthe Brown, der medvirker i DR-programmet ’Gift ved første blik’.

Lykkelig barndom

Dorthe voksede op med fødderne placeret i det landlige liv på Als i Sønderjylland.

Omgivet af vand, marker og dyr levede hun et roligt børneliv med sammenhold i lokalsamfundet og med et familieliv, hvor der altid var nærværende voksne i nærheden.

Allerede som barn havde hun en stor interesse for at indrette.

Hun elskede at finde nye placeringer til sine ting, og jævnligt flyttede hun alle møblerne ud i køkkenet, mens hun visuelt forestillede sig, hvordan de ville tage sig bedst ud på værelset.

Hun elskede følelsen, når hun havde optimeret og skabt hygge i rummet, for det føltes som et nyt værelse, hun trådte ind i.

Hun tænkte flere gange på, om hun mon kunne leve af at indrette.

Men når hun kiggede på sin mor, der var pædagog, opbyggede hun også en kærlighed til at arbejde med børn.

Hun valgte senere at starte på pædagogseminariet, men i 2012 skiftede hun spor, da hun fik mulighed for at uddanne sig som indretningsarkitekt i London.

Dorthe elskede sit arbejde, men da hun blev mor til sit ældste barn, stod det hurtigt klart, at livet i London var bygget op omkring arbejde – ikke familieliv.

Mange i omgangskredsen fik en barnepige tilknyttet, hvis arbejdet trak ud, og i flere institutioner kunne børnene spise aftensmad.

– Det var ikke den måde, jeg havde lyst til at have et familieliv på. Jeg var vokset op med nærvær og et familieliv, hvor vi var meget sammen. Det var netop det, som jeg gerne selv ville give mine børn, forklarer Dorthe, der efter syv år i London valgte at flytte tilbage til Danmark.

Håbet var at få mere ro på hverdagen og give mere plads til at være sammen som familie.

Men som tiden gik, begyndte arbejdet at fylde.

Arbejdede for meget

Sideløbende med sin egen virksomhed, blev hun ansat som dekoratør.

Hun var hovedansvarlig for at koordinere håndværkere, samtidig med at hun skulle stå for indretningen, og jævnligt fløj hun til London i weekenderne, hvor der ventede indretningsopgaver.

Når Dorthe stod op om morgenen, var hun klar til at tage fat.

Hun jonglerede madpakker, indkøb, arbejde og aflevering, mens hun koordinerede arbejdsopgaver og besvarede henvendelser.

– I starten følte jeg egentlig bare, at jeg havde travlt. Jeg elskede jo mit arbejde. Jeg tænkte flere gange, at når denne her opgave er overstået, så kommer der mere ro på. Men det gjorde der jo ikke, forklarer Dorthe.

Når hun kom hjem fra arbejde og havde hentet børnene, havde hun svært ved at slippe telefonen af syne. Gav den en lyd, greb hendes hånd automatisk ud efter den.

Hun husker, hvordan hendes søn en dag lagde hånden over telefonen, og hvordan irritationen blussede op i hende.

Der blev efterhånden længere og længere mellem det velkendte smil på Dorthes læber.

Det var en lettelse for hende, når børnene kunne underholde sig selv.

For så kunne hun få ro til at krydse flere ting af på sin mentale tjekliste.

– Jeg følte, at hverdagens praktiske gøremål bare skulle overståes. Der var ingen nydelse i det. Jeg var jo netop flyttet til Danmark for at have mere tid med mine børn. Men i den periode levede jeg ikke op til det, fortæller Dorthe, der efterhånden begyndte at kunne mærke symptomer på stress.

Når mørket havde lagt sig, kørte tankerne som en tsunami gennem hendes hoved, og hun slog sig selv i hovedet med sin mentale hammer.

Ofte vågnede hun tidligt, og når hun åbnede øjnene, blev tankemylderet aktiveret på ny.

Hun kunne flere gange mærke sit hjerte banke ukontrolleret under blusen, og mens hun fysisk var til stede, var hun det ikke mentalt.

Følte sig som fiasko

Efterhånden begyndte hukommelsen at svigte, og hun begyndte at skrive selv de mindste ting ned.

Hun blev frustreret over, at hun havde svært ved at jonglere alle opgaver.

For når hun kiggede sig omkring, virkede det, som om alle andre kunne gøre det gnidningsfrit.

– Jeg vidste egentlig godt, hvad min krop prøvede at fortælle mig. Jeg har gennem tiden set nok eksempler på, hvad stress kan gøre ved et menneske. Derfor vidste jeg også, at jeg blev nødt til at handle på det, så det ikke gik helt galt, forklarer Dorthe, der en dag traf en afgørende beslutning.

Da hun var færdig med et stort projekt, valgte hun at sige op og lukke sit firma.

Lettelsen kom med det samme. Alligevel sad hun tilbage med en følelse af at have fejlet.

Men når hun luftede sine tanker for sin familie, blev de ikke bakket op, og som dagene gik, begyndte følelsen af fiasko at fortage sig.

Hun kunne hurtigt mærke, at søvnen blev bedre, og hun valgte efterfølgende at prioritere de ting, der gjorde hende glad.

Hun gav sig tid til at gå ture, og hun begyndte på hold i det lokale fitnesscenter, hvor hun blev del af et fællesskab.

De før så hektiske morgener blev mere rolige, og det gav hende en følelse af glæde, når hun kunne hente sine børn tidligt og tage en tur til stranden i stedet for at skynde sig hjem.

– Jeg havde på en måde behov for at komme tilbage til mig selv, og det jeg oprindeligt havde syntes var vigtigt. Derfor vidste jeg med det samme, at jeg skulle arbejde med noget helt andet. Jeg har altid elsket børn og deres umiddelbarhed. Så det var nærliggende, at det skulle være noget i den retning, fortæller Dorthe, der for halvandet år siden fik et job som pædagogisk assistent i en børnehave.

I dag fylder smil og glæde en stor del af Dorthes hverdag.

Hun elsker at hilse på både børn og deres forældre, når hun møder dem i det lokale supermarked i Kastrup, der har en snert af barndommens landsbyhygge over sig.

Dorthe pointerer, at dagligdagen stadig kan rumme manglende overskud, irritation og frustration, lige som i alle andre familier.

Men forskellen kan mærkes, når hun lægger hovedet på puden om aftenen. For nu er der ro.

Nærværet er vigtigst

Hun håber, at hendes historie kan være med til at vise vigtigheden af at tage sin krops signaler seriøst, og hun opfordrer andre til en gang imellem at stoppe op og huske sig selv på, hvad der er vigtigst – og handle på det.

– Jeg tror, de fleste forældre kan blive enige om, at deres børn er vigtigere end arbejde. Begge dele skal jo kunne rummes i en hverdag. Men når arbejdet overtager din glæde og dit nærvær, så er der noget galt, siger Dorthe.

I dag elsker hun den hverdag, som hun har fået skabt med faste mødetider og fri i weekenderne.

Hun har stadig en drøm om at genoptage jobbet som indretningsarkitekt på et tidspunkt.

Men lige nu er der fokus på det, der er vigtigst.

– Jeg elsker, at vi alle kan tage et spil frem efter skole, eller at vi kan tage ned og bade, uden at mit hoved er et andet sted. Så lige nu er jeg præcis dér, hvor jeg skal være.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.