
Sådan laver dine egne dekorationer, der forlænger følelsen af sensommer

Sæt brombærranker i en gammel syltekrukke som basis for den store, skødesløse sensommerbuket. Fyld derpå rosa høstanemoner, kæmpemargeritter, pink rævehaleamarant og sølvbynke i krukken, så buketten bliver høj og bred.
Foto: Tia Bogsmidt
Oktober byder på gyldne farver og sensommerens sidste blomster – perfekte ingredienser til efterårets smukkeste buketter og kranse. Naturen står i flammeskrud, og både have, grøftekant og skov byder på masser af materialer, du frit kan plukke med hjem.
Fyld kurven med bærgrene, visne blomster, krydderurter og farverige blade, og lav dine egne dekorationer, der forlænger følelsen af sensommer og bringer efterårets varme ind i stuen. I denne guide viser vi, hvordan du gør.
TIP
Giv alle stilke et skråt snit, så de har en større flade at suge vand fra. Og skær dem gerne i forskellige længder, så du har noget, der giver højde til buketten, og noget andet, der kan fylde helt nede ved vasens kant.

Grene med sæsonens bær og blomster fra staudebedet kan give både farve og fyldighed til dine kranse og buketter. Vi har brugt hvide og pink solhat, grene fra hyld, kvalkved og gedeblad foruden hyben og ranker med brombær for at fejre septembers frodighed.

Små buketter med hyben på en krans bøjet af hegnstråd ligger til pynt i skålen. I minibuketterne har vi også brugt rosa hindebæger ’Pink Emille’, salvieblade, bordeaux kæmpeevighedsblomster og vild gulerod. Bind buketterne på med myrtetråd, som er tynd ståltråd, der ikke knækker materialerne så let.

Bind små buketter af bl.a. hyldebær, hindebæger, rævehale-amarant, sankthansurt, morgenfrue-frøstande, mynte, merian og citronmelisse på en halmkrans med myrtetråd. Tilføj evt. lidt blade i de små buketter, de fylder og gør kransen levende at se på. Lad buketterne vende i samme retning, så stilkenes ender bliver skjult efterhånden.

Du kan bruge alt, der er smukt og grønt, til dine sensommerbuketter og -kranse. Om det så er ukrudt, visne frøstande, krydderurter eller brombærranker.

Du skal en tur i køkkenhaven efter materialer til buketten her. Kig efter bl.a. hjulkrone, blade fra squash, salvie, mynte og oregano. Vi har også bundet brombærranker, hyldebærgrene, vild gulerod, og akshindebæger med. Stik stilkene i krukken en efter en. Start med det, der skal falde ud over vasens kant, og byg derefter buketten op.
Læs mere om: