Kan man tillade sig at sige noget, når nogen fører en højlydt telefonsamtale i offentlig transport?

Kære brevkasse

Jeg bliver bims, når folk taler i telefon i metroen. Eller i bussen. Eller hvor som helst i offentlig transport, hvor vi andre ikke kan slippe væk.

Jeg gider ikke høre om fremmedes byture i weekenden eller om folks familietraumer. Nogen fyrer den endda af på højttaler, mens andre decideret råber ind i deres AirPods.

Men hvad gør man?

Kan man tillade sig at sige noget, når nogen fører en højlydt telefonsamtale midt i det offentlige rum? Eller skal man bare acceptere, at det er en del af "charmen".

Kh den bims

Svar 1

Kære du, der bliver bims af telefonsamtaler i metroen

Jeg forstår din frustration 100 procent. Ideelt set kan transporttid bruges til at komme ned i gear og sidde i sine egne tanker. Eller endnu bedre: til at lytte til feminas EJ EJ EJ!-podcast om ‘Gift ved første blik’ og snart også ‘Bachelor’.

Men begge dele bliver ganske umuligt ved andre menneskers himmelhøje telefonsamtaler - især hvis de er på højttaler. Af en eller anden grund er det langt mere forstyrrende, end når to mennesker sidder ved siden af hinanden og taler.

Jeg synes absolut, at det er i orden med et venligt prik på skulderen og en rolig påmindelse om, at støjniveauet er lige i overkanten til dem, der bruger metroen og andre offentlige områder som deres private telefonboks.

På den anden side er vores adfærd i det offentlige rum hele tiden til forhandling, og vi skal alle sammen være her. Så den overvejelse prøver jeg også at gøre mig.

Jeg tror heller ikke, at jeg nogensinde selv har bedt nogen om at skrue ned for volumen, fordi det føles så grænseoverskridende. Så min løsning er ofte at flytte mig til en roligere del af metro- eller togvognen om muligt.

Problemet er, at jeg også forsøger at undgå grædende børn, folk der hører meget høj musik i hovedtelefoner og sandwich- og burgerspisende medpassagerer.

Som du næsten kan gætte, vælger jeg derfor til hver en tid cyklen over offentlig transport, når jeg kan. Det råd er hermed givet videre.

Svar 2

Kære bimse

Jeg tror, de fleste kender til dit dilemma, og har prøvet at sidde i toget overfor en, der er lige lovlig engageret i sin samtale, imens folk omkring vedkommende ruller med øjnene på skift. Og ja, det kan da være møgirriterende efter en lang arbejdsdag, hvor man godt kunne tænke sig at få lidt ro til hjernen, der har kørt på højtryk i timevis, i de 20 minutters tid man skal bruge på offentlig transport for at komme hjem.

Men jeg må skuffe dig: Det hedder offentlig transport af en grund. Det er et offentligt sted, og hvis vi først begynder at diktere, hvor højt hinanden må tale, hvor går grænsen så? Folk gør jo alverdens provokerende ting i det offentlige rum: springer køen over, stopper brat op midt på et propfyldt fortov, cykler ikke, når der bliver grønt, fordi de har hovedet ned i telefonen.

Men hvor kan vi også bare blive grå! Jeg synes, at vi danskere nogle gange har en tendens til at dyrke negativiteten i lidt for høj grad - jeg er desværre selv skyldig. Hvorfor ikke grine af det, i stedet for at sidde og blive knotten? Meget er, hvad man gør det til, og verden ville godt nok være et kedeligt sted, hvis alle altid klappede i som en østers, bare fordi der var andre mennesker til stede.

Jeg synes det er sørgeligt nok i forvejen, at vi alle sidder med hovederne begravede i vores telefoner uden at kigge op og smile til hinanden. Selvfølgelig er jeg med på, at det kan være svært at finde det morsomme i det, hvis det sker hele tiden, eller hvis man har en dunkende hovedpine, men så kan man jo gå ind i en anden kupé.

Nu er jeg en person, der tænker ekstremt meget - nok lidt for meget - over, at jeg ikke “forstyrrer” eller er “til gene” for nogen i det offentlige rum, så det er nok ikke mig, du har vendt øjne af, men nøj, hvor ville jeg blive pinlig berørt og aldrig turde at fylde igen, hvis en fremmed bad mig om at skrue ned. Lad os fejre dem, der tør fylde og bidrager med høj og god energi, engagerer sig og går op i noget.

Jeg er også indehaver af den unpopular opinion, at hvis man bor i en lejlighed inde i byen, og man råber vredt ud af vinduet til unge mennesker, der på en sommeraften hygger sig kl. 22.15, så skal man nok ikke bo i indre by - for det følger med, og man kan ikke få det hele. Selvfølgelig skal vi altid behandle hinanden med respekt, men lad det ikke gå ud over den livlige gnist og charme, som er en del af byrummet.

Naturligvis er det en helt anden sag, hvis den højlydte larmer i stillekupéen! Så skal du bare give den gas!

Desuden: Er det bare mig, der er en gossip girl, eller er det ikke ret spændende og underholdende at høre om fremmede menneskers dramatiske familie- eller kærlighedsliv?

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.