Netflix leverer Nordens flotteste periodekrimi med denne serie

I 1958 tog Klara-politidistriktet i Stockholm, landets mest kriminalitetsplagede område, en stor chance – ud af ren og skær nød. Efter problemer med bemandingen så man sig nødsaget til at gribe til desperate midler.

Derfor kunne politienheden noget modvilligt præsentere landets første gruppe kvindelige politibetjente som en form for midlertidigt eksperiment. Til stor interesse for både den kritiske presse og kvindernes dybt utilfredse mandlige kolleger.

Den virkelige historie har de svenske manuskriptforfattere Rojda Sekersöz (’Young Royals’) og Patrik Ehrnst (’Ambassadøren’) kastet sig over i samarbejde med Netflix, der – at dømme efter det blændende krimidramas udseende – har kastet kassen efter projektet.

Pionerer på prøve

Hustruvold, sexisme og retten til abort. Det er ikke så lidt, ’Skiftet’ går i clinch med, når seriens tre hovedpersoner gennem seks skarpskårne afsnit forsøger at klare sig som nyudklækkede politikvinder.

Den nysgerrige Carin (Josefin Asplund, ’Vikings’), den jødiske, småkiksede Ingrid (Malin Persson, ’The Sandhamn Murders’) og den tidligere skønhedsdronning Siv (Agnes Rase, ’Midsommar’) bor sammen.

Med oprejst pande, høje hæle og hofteholdere, der slider deres inderlår til blods hver dag, må trekløveren finde sig i, at der bliver råbt ”skørebetjentene” efter dem på gaden, mens deres mandlige kolleger mumler ”patruljekælling”, når de mødes over stationens sørgelige filterkaffe.

En uundgåelig fanfavorit

Selv om både Siv og Ingrid har fede baggrundshistorier og rigeligt med hverdagsproblemer at tackle, bliver den grænsesøgende Carin hurtigt en fanfavorit.

I første afsnit dumper hun på sin første skæbnesvangre patrulje direkte ned i en saftig drabssag. Mysteriet spidser hurtigt til og forvilder den ellers pæne pige ind i Stockholms dunkle underverden, hvor hun lægger sig ud med en magtfuld alfons, Jack, og hans prostituerede.

Tilfældigvis har alfonsen stærke bånd til netop den politienhed, som kører det (i deres øjne) velgørende ”kvindeeksperiment”, og som udadtil gør sit bedste for at fremstå som en pletfri enhed.

Moderne retro

Den svenske krimi får ærlig talt den vellykkede ’Carmen Curlers’’ imponerende rekvisitter og indlevende univers til at ligne en billig dansk omgang.

’Skiftet’ har kælet for enhver detalje i billedet, og derudover gør en imponerende lydside illusionen komplet. Med bimlen og bamlen drøner sporvogne gennem bybilledet, hvor et hav af statister springer af vejen, mens vakkelvorne cykler står lænet op ad slidte facader prydet af håndmalede butikskilte.

Alt sammen bare så Siv og hendes makker kan gå deres afslappede patrulje for til sidst anholde en snøvlende dranker på gaden.

For at give det i forvejen imponerende udtryk én over nakken er ’Skiftet’ gennemsyret af en vild 70’er-grindhouse-æstetik. Tænk ’Kill Bill’, men i 1950’erne.

Store gule bogstaver farer pludselig over skærmen, mens en eklektisk klippestil driver tempoet heftigt fremad. Gennem et hav af montager ser vi facetter af kvindernes møder med sexisme, som varierer i grovhed. Det er en elegant måde at portrættere, at den enkelte kvindes opfattelse af klamme kommentarer og berøringer er unik, at ingen oplever det samme, men at politistationens ansatte (og samfundet generelt) er gennemsyret af en rådden kultur.

Tilsæt dertil et vildt soundtrack fra primært rapkunstnere kendt for deres antipoliti-agendaer á la Ice Cube eller den argentinske Trueno, og man har ’Skiftets’ ekstremt umotiverede, men også ret fede, udtryk.

En rå bredside til ordensmagten

Selv om de moderne kampsange om politivold og looket ikke matcher perioden fra 50’erne, rammer budskabet i dem plet. For deri gemmer sig en fin kommentar om, hvor langt (eller kort …) folk med magt egentlig er nået i forhold til ikke længere at diskriminere.

For som samtlige kvinder i ”eksperimentet” snart finder ud af, er stort set alle betjente sexistiske, voldsparate svin, der misbruger deres beføjelser ved enhver given lejlighed. Værst går det nok ud over Ingrid, hvis makker er et usandsynligt dumt svin.

På deres patruljer tryner han små butiksejere til at give ham gratis ting ”til gengæld for politiets beskyttelse”, mens han forgriber sig på indsatte prostituerede og om natten driver en form for fight club, hvor politimænd kan banke løs på småkriminelle, der tilfældigvis altid er jøder eller indvandrere.

Naivitetens pris

Med en god sjat naivitet går skuespiller Malin Persson en flot balancegang gennem sæsonen, hvor Ingrids moralske kompas forvirres af en genkendelig lyst til at blive accepteret af sine kolleger.

Men det vil koste den ellers retskafne kvinde dyrt at råbe op, så det kan være lettere bare at lukke øjnene og synke med ned i den dybe afgrund, der lokker med det rush, som fysisk magtudøvelse kan give en kuet kvinde, hvis handlinger aldrig før har haft gennemslagskraft.

Generelt skal alle kvinder i ’Skiftet’ træde forsigtigt, for ”eksperimentet” er ikke besluttet til at vare længere end Carin, Siv og Ingrids årgang. Hovedpersonerne skal derfor både kæmpe deres egen – og en langt større – kamp for hele deres køns ret til at tjene, når de hver dag trækker i deres ekstremt upraktiske uniform.

Med en flot afslutningsepisode, der både binder en sløjfe på Carins alfons-mysterium og samtidig efterlader fremtiden for kvinderne dinglende i luften, har ’Skiftets’ første sæson sat flot gang i en saga, der uundgåeligt vil stryge til tops på Netflix’ popularitetslister.

Samtidig vil det nærmest være strafbart, hvis streamingtjenesten ikke laver en fortsættelse på det, der må være Nordens flotteste periodekrimi.