
Når jeg besøger min datter i København, tager jeg toget. Men hun tilbyder ikke at hente mig på stationen, selvom min kuffert er meget tung

Anna Mejlhede svarer på dagens spørgsmål til brevkassen.
Foto: Betina Fleron
Kære Anna
Min datter bor i København, og jeg bor i Jylland. Jeg er pensionist og har god tid til at hjælpe hende med pasning af børnene. Hun blev skilt sidste år, så jeg ved, at mine besøg er særdeles kærkomne og en nødvendig hjælp i hendes og børnenes hverdag.
Jeg tager altid toget derover, da jeg ikke har bil, og ofte har jeg en virkelig tung kuffert med, fordi jeg skal være hos min datter i mange dage. Men hun tilbyder aldrig at hente mig på stationen. Jeg må skifte tog, slæbe min bagage op og ned ad trapper og op i bussen og gå et godt stykke op til hendes lejlighed. Det er heller ikke nemt at være i en fyldt bybus med en stor kuffert.

Min gode veninde har sagt til mig, at jeg skal forlange, at min datter henter mig på stationen, for jeg tager jo over for at hjælpe hende. Men kan jeg det? Ofte kommer jeg tidligt på eftermiddagen, fordi det er der, jeg kan få de billigste billetter med DSB. Og der er min datter jo på arbejde. Skal jeg bede hende hente mig alligevel? Jeg er sådan i tvivl, for jeg vil jo lige præcis ikke være en byrde med mine besøg, de skulle jo gerne være min datter til hjælp.
Med venlig hilsen en mormor
Kære mormor
Hvor er det dejligt at høre, at du hellere end gerne tager rejsen gennem landet for at være der for din datter og børnene. Din datter er heldig at have en så omsorgsfuld mor som dig. Det må være en gave, at du ovenikøbet har mulighed for at tage af sted når som helst. Selvfølgelig ved jeg godt, at du ikke kun gør det af pligt. For det er noget særligt at få mulighed for at være en del af sine voksne børns hverdag.

Kaja led af angst og depression. Så skiftede hun karriereretning og er i dag Europas tredjebedste til sit fag
Jeg må dog give din veninde ret i, at du skal bede om at blive hentet ved toget. Nu ved jeg ikke, hvor meget større udgiften til en billet med en senere ankomst vil være. Men mon ikke den trods alt er mindre, end hvis du skal med taxa det sidste stykke? Under alle omstændigheder synes jeg, at du skal tale med din datter om det her.
Måske tænker hun slet ikke over, at du ikke er 30 år længere, og at en tung kuffert er i overkanten at mosle igennem hele byen? Spørg hende, hvilke muligheder der er for, at hun kan hente dig. Hvis din datter har økonomi til det, kunne hun eventuelt betale det, en senere ankomst med toget koster.

Tine fandt på en røverhistorie for at besøge en mand og blev taget i det: "Det var lidt pinligt"
Selv om du bare gerne vil være til hjælp, så gør det ikke noget, at du også stiller krav, når du yder den. Det er langt værre, hvis din datter finder ud af, hvordan du slæber dig halvt fordærvet i forsøget på ”ikke at være til besvær.” Du hjælper både dig selv og hende ved at være ærlig omkring, hvad også du har brug for.
Kærlig hilsen Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.