Derfor blev Stephen Colbert og Jimmy Kimmel fyret: De mest magtfulde har altid frygtet satiren

I USA er smilene ved at stivne. I årtier har tv-seerne hver aften kunne tune ind på deres favorit talkshow-vært for at få den daglige dosis politiske satire krydret med musik og underholdning. Men nu er det klassiske format under et stort pres – og fra en ganske usædvanlig front – selve den amerikanske regering.

To markante talkshowværter er inden for en periode på under tre måneder blevet fyret. Og Donald Trump har måske haft en afgørende finger med i spillet. De to værter, Stephen Colbert og Jimmy Kimmel, er begge kendte for deres politiske satire, der ofte gør grin med den amerikanske præsident og den republikanske højrefløj. Den første er blevet fyret, den anden blev først suspenderet, men er nu tilbage – i hvert fald for en stund.

Selv nægter CBS, at aflysningen af Stephen Colberts talkshow ’The Late Show’ har noget som helst at gøre med Donald Trump, men det står til gengæld rimelig sort på hvidt, at Jimmy Kimmel blev fyret af det Disney-ejede selskab ABC for at have sagt følgende:

– Vi nåede nogle nye lavpunkter i weekenden, hvor MAGA desperat forsøgte at fremstille den fyr, der myrdede Charlie Kirk, som alt andet end en af dem, og gjorde alt, hvad de kunne, for at score politiske point på det.

Efter stort pres fra offentligheden, og måske på grund af et ret vildt dyk i deres aktier, og at en halv million mennesker har droppet deres abonnement, annoncerede Disney tirsdag dog, at Jimmy Kimmels show ikke var aflyst alligevel.

Men selvom Jimmy Kimmel er tilbage på skærmen, er det altså alligevel, som om der er noget, der gærer i USA. Noget, som kan vise, at ytringsfriheden, som landet altid har brystet sig af, er klemt.

Med de politisk motiverede fyringer af kritiske, satiriske stemmer er Donald Trump et skridt nærmere på at være en autoritær leder, mener satireforsker Dennis Meyhoff Brink. Han har tidligere forsket i satire på Københavns Universitet og underviser i dag amerikanske studerende i satirens historie.

Og det er slet ikke noget nyt, at ledere med diktatoriske træk frygter latteren. Det har de altid gjort, og fyringerne af Stephen Colbert og Jimmy Kimmel er bare det nyeste eksempel på netop det.

– Autoritære regimer forsøger altid at kontrollere alle former for information, men satire har de gennem historien været særligt bange for, siger Dennis Meyhoff Brink.

Moderne censur

Mange steder uden for den demokratiske, vestlige verden er humoren i dag også under pres.

– Vi ser det i dag i lande som Kina, Nordkorea og Rusland, hvor man gør alt for at censurere satire, siger Dennis Meyhoff Brink.

I Kina er Xi Jinping, generalsekretæren for Kinas kommunistiske parti, eksempelvis bange for Peter Plys. Der var en eller anden på internettet, som sammenlignede den kinesiske statsleders krop med den gule bjørn fra Hundredmeterskoven, og det var alligevel for meget for Xi Jinping, for ret hurtigt blev memet fjernet fra det kinesiske internet, og Disneys filmatisering af Peter Plys bandlyst i alle biografer.

I Rusland er flere komikere under Putins ledelse blevet fængslet eller deporteret for at gøre grin med Putin. Og i Nordkorea beskrev Kim Jong-un den amerikansk producerede ’The Interview’ – en film, der parodierede den nordkoreanske leder – som en direkte krigshandling, og filmen udløste nærmest en diplomatisk krise.

Det, at latteren nu bliver kontrolleret i USA, og dermed i Vesten, er imidlertid noget nyt. Og det er Donald Trump, som bryder med normen, siger Dennis Meyhoff Brink.

– Stort set alle politikere i den vestlige verden havde tilsynladende lært, at man ikke skal blande sig i satiren. Det har der længe været konsensus omkring. For det er ofte værst for en selv, hvis man blander sig, da det nemt giver bagslag, hvis en politiker ikke kan tolerere at blive gjort grin med.

Frygten for grin

En af dem, som hadede satiren, var fascismens fader og Italiens II duce, Benito Mussolini. Han kunne ikke tåle den mindste antydning af latterliggørelse, og derfor sørgede han for at kriminalisere satiren i en sådan grad, at alle komikere, der gjorde grin med ham, blev arresteret.

I Sovjetunionen under Josef Stalins ledelse kunne man som borger ligefrem risikere at blive sendt til Gulaglejrene, hvis man lavede en joke, hvor Stalin var punchlinen. Og så var der også Augusto Pinochet, den chilenske militærdiktator, som opfattede humor som et tegn på opgør og derfor gjorde den decideret forbudt ved at fængsle alle komikere, der forsøgte sig med jokes om lederen.

Mest kendt er måske eksemplet med Adolf Hitler og Charlie Chaplins film ’Diktatoren’. I filmen gør Charlie Chaplin gennem forskellige roller grin med Hitlers hysteri og ego, og det var det eneste, men måske også bedste, våben, Chaplin havde mod det dengang fremadstormende naziregime.

Hitler kommenterede aldrig offentligt på filmen, men efter sigende skulle han alligevel have set den to gange – noget, tyskerne dengang ikke fik lov til, fordi han fik gjort filmen forbudt i Tyskland.

Hitler vidste, at latteren var farlig for en diktator som ham. Selvom en amerikansk mimer med falsk overskæg på overfladen virker uskyldig, udgjorde filmen nemlig en reel trussel mod Nazi-Tyskland.

For hvis man gerne vil have, at folk frygter en, skal de nok ikke grine af en, som forfatteren Carlyn Beccia skriver i essay på Medium.

Humorens magt

Men hvorfor er der egentlig så mange autoritære ledere, der gennem tiden har frygtet satiren?

Der er flere grunde til det, mener Dennis Meyhoff Brink.

En af dem er, at satirikeren ofte kan få publikum til at synes det samme som satirikeren selv.

– Historisk set har man også ment, at satire appellerede til de ‘dårlige følelser’ eller ‘slette passioner’, som man kaldte det i gamle dage. Det betød, at satire kunne nedbryde respekt og ærefrygt for autoriteter, fordi folk begyndte at grine af magthaverne i stedet for at se op til dem, forklarer Dennis Meyhoff Brink.

Når publikum griner af en diktator, mister de ofte også samtidig respekten for ham. Og det er farligt for en, der gerne vil håndhæve sin magt over for et helt folk.

Derudover fortæller Dennis Meyhoff Brink, at satire ifølge et klassisk argument taler mere til følelserne end til fornuften. Og følelserne blev betragtet som noget lavt og dyrisk i mennesket – noget, der kunne udløse voldsomme revolutioner. En diktators største frygt.

– Og så er satire generelt meget kritisk og antiautoritær. Den gør som regel magthaverne til grin, og den udgør en anden og måske mere slagkraftig form for kritik end den høflige, lødige kritik. Derfor ser vi hyppigt, at autoritære regimer går hårdt efter den, siger han.

Dennis Meyhoff Brink peger også på, at satiren ofte er meget populær og kan nå ud til et bredt publikum. Selvom nogle vil mene, at talkshows som ’Late Night’ og ’Jimmy Kimmel Live!’ på nogle punkter er lidt uddaterede, når de stadig ud til en stor skare og kan få Donald Trump til at fremstå som tåbelig og totalitær.

Og det kan skabe et stærkt folkeligt billede, som er svært at viske ud igen, siger Dennis Meyhoff Brink.

Til sidst nævner han en afgørende faktor, der gør netop tv-satiren særlig. Det handler om billedernes enorme effekt, for når man ser en leder blive fremstillet på en latterlig måde, brænder det sig fast, siger han.

– Tv er jo levende billeder, og der er en lang tradition for at opfatte billeder og levende billeder som særligt farligt. Skrevet satire kan tolkes forskelligt, men billeder rammer alle ens. Et latterliggørende billede kan brænde sig fast på nethinden, så det ikke kan viskes ud igen.

Et skridt tættere på autoritarisme

Det er interessant at kigge på Donald Trumps indblanding i satiren, fordi det historisk set har været et af de første tegn på et autoritært regime, når personer i magten prøver at censurere den, siger Dennis Meyhoff Brink.

Selvom der stadig er langt til, at USA kan kaldes et autoritært regime, giver det stadig mening at se på paralleller til andre diktatoriske ledere. Fyringerne af kritiske, satiriske stemmer, der retter sig mod Donald Trump, er nemlig alt andet lige en bevægelse i retning af noget, vi historisk har set ske før.

Og når præsidenten lægger pres på ABC og Disney for at få dem til at lukke ’Jimmy Kimmel Live!’, er det et klokkeklart eksempel på at misbruge de demokratiske institutioner til at få sin vilje, forklarer Dennis Meyhoff Brink.

– Men det er ikke kun satire, han forsøger at styre. Han lægger også pres på universiteter, museer og medier. Det er alle sammen institutioner, der traditionelt har været beskyttet af et armslængdeprincip i et vestligt demokrati.

Derfor ser Dennis Meyhoff Brink også Donald Trumps indblanding i fyringerne af Stephen Colbert og Jimmy Kimmel som et tegn på, at det amerikanske demokrati er under pres.

– Det er ikke ensbetydende med, at demokratiet falder fra hinanden i morgen, men Trump presser grænserne så meget, som han kan, med de midler, han har.