At stå i kø er ikke et overgreb på menneskerettighederne

Gitte Madsen er selvstændig journalist og tekstforfatter. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

I Danmark må der bo 13 høns per m², der skal være én pædagogisk medarbejder til seks børnehavebarn, og samlet set er vi nu seks millioner danskere, der skal deles om de 42.951 km2, der udgør vores land. Der er cirka 1,5 meter kyst til hver. Kort sagt: Vi skal – og kan godt - være her alle sammen.

Alligevel er der nogen, der altid føler sig overhalet. Folk, der brokker sig over en myriade af ting og sager, som de måske godt kunne have regnet ud, hvis de lige vendte skråen, i stedet for bare at lade refleks-forurettelsen eksplodere.

Lad mig komme med et eksempel. Det handler om at stå i kø. Hvert år siden 2016 er der blevet afholdt en festival, der hedder Heartland på Egeskov Slot på Midtfyn. Nærmeste by er Kværndrup, hvor der bor 1.680 indbyggere. Indfaldsvejene er ikke ligefrem femsporede, men landevejene er i den smukkeste ende af turistpaletten.

Når så 25.000 voksne i vintage-alderen primært foretrækker at køre i egen karet til slottet, ja så bliver der kø. Lang kø. Og kø i timevis, når alle vil hjem på én gang. Det er træls, det forstår jeg godt. Men det er også forventeligt. Alligevel syder de sociale medier over af festivalgæster, der syntes, at det var ”vildt dårligt arrangeret, for meget og for galt”.

Hvad skulle slotsforvalteren have gjort? Det hele foregik, som annonceret, på et sirligt stisystem i slotshaven midt på Fyn.

Et par uger efter var det metalrock-festivalen Copenhell, der åbnede sluserne til deres favorithelvede midt i København. Næsten 40.000 gæster, stort set i sort tøj allesammen, med en pæn overvægt af mænd over 40 år. I weekenden før stod mange tusinde af dem i uendelig lange køer for at få udleveret deres festivalarmbånd inden start. Og de smilede stort og lykkeligt bag dødmetal-looket af nitter, merchandise og militærstøvler. De elskede det. Køen var en del af indvielsesritualet til årets festival og følelsen af fællesskab lå tykt i luften.

Der er åbenbart forskel på køer og så køer. Eller i hvert fald forskel på de mennesker, der står i dem.

I København står vi med glæde og med vilje i kø i timevis til fastelavnsboller og i årevis til Michelin-restauranter. Det betragtes nærmest som et livsstilsstatement i sig selv, at man står der. Til gengæld bliver nøjagtig de samme typer rasende som overtrætte babyer, hvis der er optræk til kø i vinterbadeklubben, på padel-banen eller til den privatskole, som den yngste SKAL ind på. Det er ikke særligt sympatisk at være vidne til.

Min konklusion er, at der åbenbart er noget, der er værd at stå i kø til og andet, som nærmest tenderer overgreb på menneskerettighederne, hvis det hober sig op.

I 1942 skrev forfatteren Jens Sigsgaard børnebogen 'Palle alene i verden', som handler om drengen, der drømmer, at han er helt alene hjemme i verden og kan gøre lige, hvad han vil. Efter at have fyret den godt af solo, føler han sig ensom og savner nogen at dele det hele med. Han vågner grædende i sin seng og udbryder: ”Det er godt, at det var bare noget, jeg drømte”.

Fællesskabets pris er, at vi må dele livet med andre på godt og ondt. Spørger du mig, er oplevelser i fællesskab altid værd at stå i kø til. Og ellers kan vi jo altid blive hjemme og passe os selv. Der garanteret køfrit område.

Denne artikel blev første gang bragt hos ugebladet SØNDAG der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.