Min mor burde komme på plejehjem, men hun nægter det. Hvad gør jeg?

Min mor er 83 år og bor i sin egen lejlighed. Hun mistede sin mand for otte år siden, og siden da er det gået ned af bakke for hende fysisk og psykisk.

Hun har længe lidt af depressioner, og hun er derudover fysisk svag. Hun hører og ser dårligt og har dårlig balance, så hun går med stok og kommer ikke meget ud.

Det har betydet både flere voldsomme fald ned af trapper, og at hun har fået kogende vand ud over sig, men også, at hun slet ikke er i stand til at holde sit hjem nogenlunde. Blandt andet fordi hun mange gange ikke vil lukke hjemmehjælpen ind.

Jeg selv og mine søskende bor ikke tæt nok på til at kunne hjælpe hende i det daglige i det efterhånden store omfang, hun har brug for.

Vi mener, at hun burde komme på plejehjem, da vi ikke synes, det er et værdigt liv, hun lever lige nu.

Problemet er, at hun nægter overhovedet at tale om det. Hun synes, vi skal lade være med at bekymre os, og at vi ikke skal være dommere over, hvad et værdigt liv er for hende.

Hvad skal vi gøre?

Hilsen den bekymrede datter

Svar 1

Jeg er ked af at høre, at din mor har det så skidt både fysisk og psykisk. Det må være ufatteligt hårdt at opleve sin mor på den måde - selv kan jeg kun forestille mig, hvor ked af det jeg ville være, hvis det handlede om min egen mor.

Samtidig vil jeg understrege, at jeg virkelig ikke er ekspert på det her område. Så jeg vil først og fremmest råde dig til at søge hjælp hos nogle fagpersoner.

Så vidt jeg ved, er det den enkelte kommune, der visiterer borgere for at finde ud af, om de har gavn af at komme på plejehjem. Mit bedste råd må derfor være, at du tager kontakt til din mors kommune og spørger dem til råds.

Din mor er helt sikkert hverken den første eller sidste, der har svært ved at se fidusen i at skulle have hjælp derhjemme - eller måske acceptere, at det er tid til at komme på plejehjem.

Jeg håber, du passer godt på dig selv også, for det er voldsomt at være pårørende og føle det store ansvar. I sidste ende kan I jo ikke tvinge jeres mor til noget, hun ikke har lyst til, og det lyder til, at I allerede gør alt, hvad I kan.

Jeg ønsker dig og din mor det bedste!

Svar 2

Kære bekymrede datter

Sikke et dilemma du og dine søskende befinder jer i. Én ting er at se sine forældre blive ældre (en tanke, der næsten kan tage pusten fra mig), en anden ting er at se dem miste taget og førligheden.

Min egen mormor kom først selv på plejehjem, da hun tog et alvorligt fald ned ad trappen fra husets første sal, så jeg kender til dine bekymringer, og den frustration der ligger i ikke at kunne gøre noget, fordi det man selv mener, er det bedste for dem, ikke stemmer overens med deres egne ønsker.

Jeg synes, man bør skelne mellem, om den ældre er til fare for sig selv eller ej. Og det er tydeligt for mig, at det desværre er tilfældet med din mor. I den sammenhæng kan der ikke længere være tale om “værdighed”, og det synes jeg, I bør gøre klart over for jeres mor, da alternativet er, at det ender fatalt.

Eftersom det er en samtale, hun nægter at have, så vil jeg råde dig og dine søskende til at skrive et brev til hende hver især.

I det brev skal I give udtryk for jeres bekymringer, men i lige så grad gøre det klart, hvad det bunder i: At I elsker hende og ønsker, at hun skal være jeres mor og mormor for sine børnebørn så længe, som det er muligt. Hvis I har børn, så få dem til at lave nogle tegninger til hende eller andet, der kan vække en grad af gnist i hende til hvorfor, hun bør tage problemet (og sit eget liv) alvorligt.

Brevene overleverer I til hende ved en god gammeldags intervention. Måske I på forhånd allerede har fundet et plejehjem til hende, som har en række fordele og tiltag, der gør hendes liv lettere fremadrettet, dem lister I op og prøver at få hende til at se de positive sider frem for de negative.

Jeg håber virkelig, at I lykkes med at overtale hende.

Alt muligt held og lykke fra mig

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.