Jeg er 182 cm høj: Her køber jeg mine jeans

Der er lidt stigma forbundet med at være høj. På den ene side bliver det fremhævet som den ypperste form for skønhed – tænk bare på supermodellerne fra 90’erne og litteraturens evige forelskelse i lange ben.

På den anden side bliver man som kvinde med en højde langt over landsgennemsnittet (i mit tilfælde 14,8 cm mere længde end gennemsnitshøjden for danske kvinder som er på 167,2 cm) mødt af temmelig mange fordomme og til tider “dumme” spørgsmål: “Øhh, hvor høj er du?”

Det er et spørgsmål, jeg altid har undret mig over kan være socialt acceptabelt at spørge en fremmed om. Altså man går jo heller ikke hen til folk i køen i Netto og spørger, hvor meget de vejer, vel?

Men selvom højde er en lige så naturlig del af kroppens udformning som bryststørrelse, vægt, skostørrelse, længde på et mandligt kønsorgan eller andre personlige tal, så er det som om, at netop højden er noget alle har ret til frit at udspørge om. For hvad har min højde egentlig at sige om, hvem jeg er som menneske?

Jeg skrev engang en klumme, hvor jeg harselerede over det evigt dumme spørgsmål: “Hvor høj er du?”, og hvor uvedkommende det er.

Jeg listede i klummen en række fascinerende kvinder, der alle er på den gode side af 180 cm – herunder Uma Thurman, Nicole Kidman, Michelle Obama, Taylor Swift, Elizabeth Debicki, Sigourney Weaver, Brooke Shields og Brigitte Nielsen – og stillede det åbne spørgsmål: “Hvis du mødte en af ovenstående kvinder, ville dit første spørgsmål til dem så være: ‘Øhh, hvor høj er du?’”.

Når det så er sagt, har jeg aldrig rigtig haft et problem med min højde. Jeg er ok med at være 182 cm. (jeg har ikke prøvet andet som voksen). Jo, jeg har følt mig høj til tider, og nogle gange overvejet et valg af fodtøj en ekstra gang, men det er ikke et mål, der ligger mig til last.

Kun i én situation: Når jeg skal købe jeans.

Det er til evigt besvær at finde lange bukser, hvor taljemål går op med benlængde. En direkte proportional forøgelse: når indersømmens længde stiger, så øges taljemålet tilsvarende.

Men de to ting behøves ikke nødvendigvis hænge sammen.

Andre gange – og det er det, der oftes er tilfældet – så findes bukser simpelthen ikke med længdemål højere end 32. Og det, kan jeg oplyse, svarer til ufrivillige 'cropped' snit, når man er over 180 cm.

Det undrer mig, at bukser ikke laves en smule længere – det er jo ikke unaturligt at være høj. Samtidig er der den rent praktiske betragtning, at bukser altid kan lægges op, hvis de er for lange. Omvendt kan bukser, der er for korte, ikke gøres længere.

Det er der dog nogle brands, der har forstået, og som laver jeans til dem med lidt længere bentøj end de gængse.

Her er fire brands, jeg som en kvinde på 182 cm tyer til, når jeg skal købe jeans og bukser.

Asos Tall.

Det er ikke fancy, men det virker. Uanset om jeg leder efter habitbukser, jeans eller sweatpants ved jeg, at jeg ikke behøver tage en størrelse ekstra large og sætte dem langt nede på taljen for at få bundsømmen til at mødes med anklerne.

Bedst til: Leggings, sweatpants, hverdagsbukser.

Topshop Tall.

Topshop har alle dage været gode til jeans, og deres Tall-linje er ingen undtagelse.Stort set alle brandets populære modeller fås i Tall - uden kompromis med taljestørrelse.

Bedst til: Jeans.

The Frankie Shop.

The Frankie Shop er min go-to for “smarte” bukser - særligt habitbukser og benklæder, der ser mere skræddersyede ud. Der, hvor kvaliteten betyder noget. De skilter ikke med ekstra længde, den er der bare.

Bedst til: Pæne bukser.

Munthe.

Munthe skilter heller ikke med ekstra benlængde, den følger bare med. Uanset om der er tale om slouchy sweatpants, vide jeans eller habitbukser, kan man stort set altid regne med at bukserne passer i længden selv når man er høj.

Bedst til: Trend-orienterede bukser.