Thomas Korsgaards dramatikerdebut på Det Kongelige Teater bør ses af alle

Der er kaos i morgentrafikken på Frederikssundsvej. Det skyldes en kæmpestor peberkværn lavet af olietønder. Den homoseksuelle Tobias (Magnus Haugaard) er overbevist om, at peberkværnen er til ham, da det er hans 30-års fødselsdag.

Han ringer først til sin bedste veninde Martha (Cecilie Bogø Bach), da han er sikker på, at hun står bag. Derefter ringer han til Sebastian (Emil Blak Olsen) og Isak (Anton Hjejle). Således bliver den lille vennegruppe elegant præsenteret i Thomas Korsgaards ‘Sat i verden’, der er hans debut som dramatiker og iscenesat af Thomas Bendixen.

Efter de tre telefonsamtaler må Tobias desværre erkende, at ingen af hans venner har sat peberkværnen op – faktisk har nogle af dem glemt, at det er hans fødselsdag. Det gør naturligvis ondt på Tobias, da han ser sine venner som den familie, han selv har valgt.

Hans “rigtige” familie har han ikke længere nogen forbindelse til, og hvert år holder han jul med Martha og hendes familie. Men den tradition er også ved at nå sin afslutning.

Venner gennem livet

For vi bliver voksne, får børn og får forpligtelser – og så er der ikke tid til at lave peberkværn til sine venner eller lege familie.

Martha skal flytte sammen med sin kæreste, der ifølge Tobias er homofob og bestemt ikke et godt match til hans allerbedste veninde. Sebastian lever med sin mand, og de skal snart være fædre. Isak bruger det meste af sin tid på at date mænd fra Grindr.

Tobias selv arbejder som blomsterbinder i en butik, der ejes af Jannie (Tina Gylling Mortensen). Hun er måske den, Tobias bedst kan spejle sig i. Hun er også alene, men ser det som en styrke, da det giver mulighed for selvforkælelse og solorejser, når det passer hende.

Ensomheden er altså ikke nødvendigvis noget dårligt i ‘Sat i verden’, og det er en interessant vinkel på en af forestillingens mange komplekse problematikker, formidlet gennem dialoger, som på trods af deres teksttæthed aldrig bliver kedelige.

For det, der bliver fortalt, er noget, de fleste kan relatere til. Det handler blandt meget andet om de venner, der har fulgt en gennem hele livet. De venner, man vil gøre alt for, og som vil gøre alt for én – indtil de altså får deres egen familie. Og så skal man pludselig finde sit eget ståsted i livet.

Hård og nådesløs

Og det er svært, når man som Tobias er vokset op uden en familie, har været selvmordstruet og har “valgt” ikke at stifte familie. Han er en kompleks karakter, og Magnus Haugaard formidler ham mageløst. Fra første gang han træder ind på scenen, fanger han publikum med sit intense nærvær og er på én gang både karikeret, underspillet og usikker.

Hvor usikkerheden blandt andet kommer fra, får vi at vide, da Tobias, som den gode ven han er, bruger sin fødselsdag på at hjælpe Martha med at flytte.

I en flyttekasse finder de nemlig deres gamle blå bog fra gymnasiet, og mens Marthas tekst er fuld af sjove kaldenavne og scoringer, er det anderledes morbidt med Tobias’ tekst. Han bliver blandt andet kaldt for anal elsker og får den dystre spådom, at han vil være død af AIDS inden for 10 år.

Replikken leveres med en nøgtern kynisme, der nådesløst understreger, hvordan det har været at vokse op som homoseksuel i en tid, hvor det var alt andet end normalt accepteret – og helt legitimt at gøre grin med det på modbydelig vis.

Korsgaards tekst rammer hårdt med både humor og sårbarhed, så man flere gange sidder med en kæmpe klump i halsen over, hvor direkte og uventet ubehaget kommer.

Og ubehaget i ‘Sat i verden’ ligger latent fra første scene og eskalerer i det, der ender som en navngivningsfest, ingen ønsker at deltage i. Tobias holder en tale, der handler om, hvilket stort ansvar det er at få lov til at være en del af en andens familie, hvorfor han også har brugt mere end 20.000 kroner på en halskæde til Sebastians barn.

I takt med at talen og festen udvikler sig, overrumples publikum af de mange ting, der har været usagt mellem de fire venner de sidste mange år.

Sandheder kommer frem, og det bliver grimt, for det viser sig, at de alle har oplevet tragedier gennem livet, som de har holdt skjult – tror de i hvert fald. Og en af forestillingens mange fine pointer er netop, at selvom den primært handler om en specifik minoritet (homoseksuelle) og den modstand, de møder, så er de ikke ene om at opleve tragedier i livet.