
Hvordan ved jeg, om jeg skal gå, eller om jeg skal blive i mit parforhold?

feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma.
Illustration: Thit Thyrring
Kære brevkasse
Mit dilemma kan opsummeres til: Hvordan ved jeg, om jeg skal gå, eller om jeg skal blive?
Min kæreste og jeg er midt i 20’erne. Vi bliver ved med at diskutere det samme problem: Jeg føler, at jeg bærer hele forholdet på mine skuldre (mental load?).
Jeg er heldigvis ikke i tvivl om, at jeg elsker ham, men jeg frygter, at vores forskellige måder at være i et forhold på clasher for os.
Er det naivt at tro, at det forandrer sig? Hvor længe må jeg kæmpe uden at miste mig selv undervejs?
Kh et lidt knust hjerte
Send os dit dilemma - intet er for stort eller småt!
feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!
Send dit dilemma anonymt til brevkassen@femina.dk
Svar 1
Kære (lidt) knuste hjerte
Æv, det er aldrig rart med hjertekvaler – jeg sender god energi i din retning.
Kun du selv kan svare på spørgsmålet om, hvorvidt du skal gå eller blive, og du skal spørge dit hjerte til råds.
Når du skriver mental load, tænker jeg på praktiske ting af forskellig art – måske tider, planlægning osv?. Gad vide, om du har forklaret ham problemet med flere ord, end vi får her? Hvis ikke, synes jeg, det er en god idé at starte dér. Altså: sæt jer ned, og forklar ham helt præcist, hvad det er, du tænker. Husk, at din oplevelse af jeres situation og konflikt ikke nødvendigvis er den endegyldige sandhed. Det ser helt sikkert også anderledes ud i hans hoved – for ellers havde han forhåbentlig gjort, hvad der står i hans magt, for at få ubalancen til livs.
Så altså: Jeg tror, mit første råd går på dialog. Sørg for at tale åbent om problemet uden at være fordømmende. Hold dig til din egen oplevelse og giv konkrete eksempler. Nu kender jeg ikke din kæreste som person, eller hvordan I tidligere har håndteret diskussioner i forholdet, men umiddelbart tænker jeg ikke, det er naivt at tro, at ting kan ændre sig. Hvis man virkelig elsker hinanden, som jeg fornemmer, at I gør, så bliver man nødt til at gå på kompromis – for forholdet og for hinanden.
Men du må ikke miste dig selv undervejs, som du selv skriver. Det er svært at sige, hvor længe du skal kæmpe – så længe du selv føler, det giver mening. Men jeg synes umiddelbart, du skal se, om I kan få en bedre dialog omkring jeres forhold, og om I kan finde kompromiser sammen.
Som en rettesnor vil jeg sige til dig, at jeres “ulykke” aldrig må overskygge jeres lykke. Det er en afvejning, du må gøre op med dig selv.
Pas på dig selv.
Hilsen Maj Bredahl Skånstrøm
Osteelsker – også de blå, nysgerrig ordnørd og det eneste unge medlem i en bogklub med syv mennesker over 75. . Jeg er storesøster med stort S til to, hvoraf jeg bor med den ene – måske præger det mine svar?
Svar 2
Kære lidt knuste hjerte
Jeg må starte ærligt ud med at skrive, at det første, jeg tænkte, da jeg læste dit dilemma, var, at jeg har ekstremt mange spørgsmål. Hvor længe har I været sammen? Bor I sammen? Hvordan kommer det konkret til udtryk, at I har forskellige måder at være på i forholdet? Er han villig til at se indad, når I taler om det?
Manglen på oplysninger om jeres forhold gør, at det er lidt af en udfordring at råde dig i den rigtige retning. For om man skal blive eller gå afhænger af mange faktorer. Det er en stor og vigtig beslutning, som kun du i sidste ende må og kan træffe. Jeg vil selvfølgelig alligevel gøre mit bedste for at hjælpe dig ud fra min erfaring. Jeg er også selv i midt 20’erne og i et parforhold på syvende år.
Jeg er af den overbevisning, at det er helt naturligt at tvivle, når man er i et længerevarende fast parforhold. Så det skal du ikke panikke over, at du gør. Det alene betyder ikke, at du så burde gå fra din partner. For selvfølgelig overvejer man, om græsset mon er grønnere på den anden side en gang imellem - ligesom man kan gøre, når det for eksempel kommer til venner, arbejde og bolig. Spørgsmålet er bare, hvor meget tvivlen fylder, for den må selvfølgelig ikke være altoverskyggende.
Når du tænker tilbage på jeres forhold og alle jeres oplevelser sammen, hvilken følelse får du så i maven? Scroll eventuelt din kamerarulle igennem af billeder af jer og mærk efter: Er det en varm følelse af glæde og taknemmelighed over alt det, I har delt sammen? Tænk også over, hvad der har fyldt mest de seneste måneder: Dominerer det positive eller det negative mest?
Hvis det negative vejer tungest, er det så en periode, I er i på grund af nogle eventuelle livsomstændigheder, eller skyldes negativiteten noget, der ikke kan repareres ved hårdt arbejde? Hvis du stadig har et håb om, at det kan fikses, så synes jeg, at du skal kæmpe.
Jeg er en kæmpe fortaler for åbenhed og ærlighed - også når det gør ondt. Sæt dig ned med din partner og fortæl om din tvivl og dine tanker. Det kan være, det får ham eller hende til at forstå, det faktisk er alvorligt, at du føler, du bærer hele forholdet på dine skuldre. Hvis din partner virkelig vil dig og jeres forhold, så tænker jeg, at han eller hun vil gøre alt for, at I lykkes.
Hvis din partner derimod ikke ændrer sig eller gør noget ekstra, efter du har fortalt ham eller hende, hvordan du har det, så ville jeg begynde at overveje, om det ikke er for det bedste, I går hver til sit. Og så vil du også kunne gå fra din partner med ro i maven, fordi du har kæmpet til det sidste.
Og til slut: Hvis du mærker en følelse af skuffelse over, at jeg råder dig til at blive i forholdet og kæmpe for kærligheden, så har du måske svaret der.
Jeg håber, at du og din partner sammen finder den løsning, der er den bedste for jer!
Hilsen Selma Abourrida Elkadmiri
Frossenpind, der bærer vanter og uldsokker fra start september til slut maj, stor fan af at gå på jagt i genbrugens børneafdeling (jeg er åbenbart en størrelse 13 år) og knap så stor fan af dagen, jeg frygter hver uge: Hårvask-dag, hvor mine krøller har uglet sig sammen til en slags dreadlocks i nakken, så jeg må stå ude i badet i over en time og forsøge at rive det fra hinanden uden at bryde sammen. Det er ikke altid, det lykkes.
