Små greb, store forskelle: Når hverdagen er noget, man opfinder undervejs

Man bliver kreativ af det. Eller rettere: Man har ikke noget valg.

Langsomt, og ofte uden at opdage det, begynder man at samle små rutiner op. Ikke nødvendigvis listevenlige tips, der kan puttes i et ark med formler og farvekoder, men mere reelle redningsplanker, der former sig med tiden og erfaringerne. En taske, der altid står klar. En fast plads til sutten. Et par standardmåltider, man kan lave i søvne, med én hånd, imens nogen hænger på ens hofte eller en forsøger at kravle ind i opvaskemaskinen.

Nogle dage føles det som overlevelse. Andre gange bare som en hvilken som helst anden dag.

Forældreskabet handler ikke om at få styr på det hele. For det får man sjældent. Men man finder en slags rytme i rodet. Og langt de fleste dage er det rigeligt.

Bare at droppe ambitionen om at være effektiv og i stedet være lidt mere venlig over for sig selv. At tænke: “I dag blev det kun sådan her, og det er faktisk godt nok. Godt gået!”

Det er tit først, når man står midt i det, at man opdager, hvor meget man egentlig har fundet ud af undervejs. Ikke fordi man har læst sig til det eller planlagt sig frem til det, men fordi man har prøvet. Fejlet. Og justeret lidt. Og nogle af de justeringer bliver hængende.

Det kan være noget med mad, for det er det ofte i de første år. For eksempel at have noget klar, som barnet kan få i farten, når det hele glider lidt skævt, når appetitten svinger, eller tiden er knap.

Andre gange handler det om at kende sine egne små smutveje. De løsninger, man ikke nødvendigvis fortæller om til andre, men som fungerer hjemme hos én selv. Måske fordi de køber ti minutters ekstra ro, eller fordi de bare gør det hele lidt mere tåleligt.

Det, der virkede i går, gør det måske ikke i dag. Og det er også okay.