Annonce
Rejser
5. september 2025

Der er ting, jeg aldrig kommer til at savne ved USA. Og så er der dem, der efterlader et hul i hjertet

”Parting is such sweet sorrow”, skrev Shakespeare. Efter fire år forlader denne klummeskribent USA. Der er ting, jeg aldrig kommer til at savne. Og så er der dem, der efterlader et hul i hjertet.
Af: Susanne Cordes
Susanne Cordes - Forfatter

Susanne Cordes tager afsked med fire år i USA med en liste over, hvad hun vil savne - og hvad hun ikke vil savne.

Foto: Camilla Stephan

Susanne Cordes er forfatter. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det er en tid med opbrud, afsked og skælvende nye horisonter i min lille familie. Vores udstationering i USA er kommet til vejs ende. Og selvom det har været svært at elske det her store, vilde land uforbeholdent siden 20. januar (hvor Donald Trump blev indsat som USA’s 47, red.), har vi haft fire eventyrlige år. Helt bogstaveligt.

I de sidste 1.463 dage har vi vært på daglig opdagelsesrejse i en anden kultur. At tage afsked med det liv er komplekst. Jeg har, som børnene lærer at sige i skolen her, big feelings.

Når noget er svært at give udtryk for, er det nogle gange bedst at udtrykke sig så enkelt som muligt. Og det enkleste af alle enkle udtryk har alle dage været: listen. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage credit for det skriveråd, men utallige før mig har sat livet på liste. De mest rørende lister er Nora Ephron’s to afskedslister til livet, ”What I Won’t Miss”/”What I Will Miss”. De to sammenhængende lister blev udgivet i hendes essaysamling ”I Remember Nothing” i 2010. Halvandet år senere var hun ikke længere.

Min afsked er knap så endelig. Det priser jeg mig lykkelig for. Men der er ting, jeg virkelig vil savne fra det her skøre land, og så er der ting, jeg absolut ikke har svært ved at tage afsked med. Så med Ephron som forbillede:

Ting, jeg ikke kommer til at savne:

  1. Den månedlige active shooter drill på mine børns skole, hvor de får indprentet, hvad de skal gøre under et skoleskyderi (det tog mig lige præcis nul sekunder at komme op med nummer et på listen)
  2. Alt vedrørende skydevåben i øvrigt
  3. Præsidenten
  4. Mad friturestegt til uigenkendelighed
  5. At køre gennem Philadelphias endeløse slumområder
  6. Elendig restaurant-akustik
  7. At alle sætninger ender med udråbstegn
  8. At alt er gigantisk
  9. Æstetisk ligegyldighed (har I set et amerikansk møbelvarehus?)
  10. At køre i min bil i timevis hver dag
  11. Hvidt brød

Ting, jeg kommer til at savne:

  1. Cikadernes sang om natten
  2. Den lange, varme sommer
  3. At alt er gigantisk
  4. Skildpadderne i søen bag vores hus
  5. De store vidder
  6. At være fremmed og at dermed være mere mig selv
  7. At køre over broen til Manhattan (tyvstjålet fra Nora Ephrons liste, men helt ærligt, det er et syn, der aldrig bliver gammelt)
  8. Følelsen af at vi aldrig får set det hele (se punkt 3).
  9. At falde i snak med sin sidemand i biografen og weekenden efter blive inviteret til middag hos dem og opdage, at enhver fremmed vitterligt er en ven, man bare ikke har mødt endnu
  10. Diversiteten (mad, mennesker, fejringer, sprog, udsyn, fortsæt selv)
  11. At køre i min bil i timevis hver dag
  12. New York Times leveret til døren
  13. New Jersey-italienere, der lyder, som om de er med i et afsnit af The Sopranos
  14. Cheesecake

Artiklen blev udgivet i SØNDAG, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Vil du læse videre?
Få adgang til artiklen med femina+, og få fuld adgang til stærke perspektiver og inspirerende indhold - for kvinder med noget på hjerte.

Vælg dit abonnement

Allerede medlem?

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.