Ny politisk thriller på Netflix er umulig at slippe

Politiske serier har altid fascineret os med deres indblik i magtens korridorer, moralske dilemmaer og personlige dramaer blandt verdens ledere.

Fra mesterværket ‘The West Wing’ over den banebrydende ‘Borgen’ til den nye succes ‘The Diplomat’ har genren budt på skarp dialog, stærke karakterer og nervepirrende skildringer af det komplekse politiske spil, der styrer vores samfund.

Med sin plads i rækken af politiske thrillere viderefører ‘Hostage’ genrens traditioner og kendetegn, men tilføjer samtidig et nyt, kompromisløst spændingsniveau.

Serien følger den britiske premierminister Abigail Dalton, der spilles af Suranne Jones. Abigail har datteren Sylvie (Isobel Akuwudike) sammen med Alex (Ashley Thomas), som arbejder for Læger uden grænser. Ved seriens begyndelse er han udsendt til Fransk Guyana, hvor han arbejder med børn i en fattig landsby.

I mellemtiden har Dalton besøg af den franske præsident, Vivienne Toussaint (Julie Delpy). De har nogle interne stridigheder som følge af en udtalelse, Dalton er kommet med, om Toussaints udlændingepolitik.

Hun vil blandt andet sende franske soldater til Storbritanniens kyst for på den måde at beskytte sit land. Et forslag, der blankt bliver afvist af den britiske premierminister. Dermed er en politisk magtkamp mellem to af Europas mest magtfulde kvinder slået an.

Og det er fra start virkelig interessant at følge seriens to hovedkarakterers politiske agendaer og samtidig fornemme, at de har en gensidig respekt for hinanden.

Men tingene tager en pludselig og voldsom drejning for dem begge, da Abigail modtager besked om, at hendes mand Alex er blevet kidnappet af ukendte gerningsmænd og nu holdes som gidsel sammen med en gruppe lægekollegaer.

Kidnapperne har ét krav: Dalton skal trække sig som premierminister, ellers vil Alex blive henrettet.

Dobbelt afpresning

Men Dalton har ikke til hensigt at lade sig presse til at opgive sin magtfulde stilling som landets leder – ikke engang for at redde sin mands liv. Hun laver derfor en aftale med Toussaint om at sende en fransk specialstyrke afsted for at redde gidslerne, hvis hun til gengæld får lov til at sende sine tropper til Storbritannien.

Men kort inden missionen går i gang, afbrydes den, da der dukker oplysninger op, der kan skade den franske præsidents muligheder for at vinde det kommende valg.

Der er nu tale om en dobbelt afpresning af de to statsledere, og det skaber en intens og møgspændende situation, der gør det nærmest umuligt ikke at se seriens fem afsnit ud i én køre.

For mens Dalton på hyklerisk vis beskylder sin franske modstander for at være kynisk, fordi hun pludselig ikke vil hjælpe, sidder man som seer og mærker, hvordan dobbeltmoralen står indprentet i øjnene på Dalton, der selv kan befri sin mand ved at træffe det rette valg.

Men man forstår deres politiske frustrationer og de konsekvenser, det har, hvis de giver efter for deres fælles afpressere.

En lus mellem to negle

Mens de to kvinder desperat klamrer sig til magten, sidder de uskyldige gidsler og kan risikere at blive dræbt når som helst.

Det dilemma er seriens helt store styrke. For hvor går grænsen for, hvad en politiker skal gøre for sit land. Det er det spørgsmål, man stiller sig selv, når man ser ‘Hostage’, hvis titel har flere lag.

For selvom der selvfølgelig ikke er tvivl om, hvem de rigtige gidsler er, forstår man også, at de to statsledere er taget som gidsler mellem deres familier og det land, de har svoret at beskytte.

Dermed befinder alle de involverede sig som en flok lus mellem to negle, med en magt, der er ude af deres hænder. Som seer kan det være let at sige, hvad man selv ville gøre, hvis man var i den situation, men det er for nem en konklusion at drage.

For som historien udvikler sig, bliver det mere og mere komplekst, og situationen spidser til, da det viser sig, at både Dalton og Toussaint har korrupte fjender i deres inderkreds.

Mister troværdighed, men aldrig spænding

‘Hostage’ er en vellykket politisk thriller, der skiller sig ud fra andre politiske serier ved at have mere fokus på spændingsniveauet end blot at være en serie, der troværdig skildrer det politiske liv. Det er endnu en af dens styrker.

Det gør det nemlig til den slags serie, flere vil se, fordi dens underholdningsværdi er tårnhøj. Når den samtidig har så stærk en måde at komme ud med sin morale på, bliver den automatisk til en vedkommende serie.

Og som enhver anden god spændingsserie byder ‘Hostage’ på flere twists undervejs. Nogle mere forudsigelige end andre, men de er med til at sikre, at man aldrig keder sig.

Det er også det, der gør, at serien ikke helt er på niveau med de allerbedste politiske serier. For hen mod slutningen eskalerer det med situationer, der ganske vist er ekstremt medrivende og underholdende, men desværre også gør, at serien mister sin en del af sin troværdighed.