Se, lyt & oplev
22. august 2025

Caspar Phillipson om en helt særlig bog: "Den har haft kolossal betydning for mig altid"

Her fortæller skuespiller Caspar Phillipson om fire bøger, der har betydet noget særligt for ham.
Af: Louise Kidde Sauntved
Caspar Phillipson

Skuespiller Caspar Phillipson fortæller om "sit liv i bøger".

Foto: Hanne Juul

Der findes bøger, man bærer med sig hele livet og andre, der bare ryger med i kufferten.

Her fortæller skuespiller Caspar Phillipson om fire bøger, der har betydet noget særligt for ham.

Hvilken bog har betydet noget særligt for dig?

Den første, jeg tænkte på, er en amerikansk bog, der hedder “How to Stop Acting” skrevet af Harold Guskin, som simpelthen har været en revolution at læse for mig – og så er det jo en skideskæg titel, i forhold til det jeg laver. Den handler om at finde ind til kernen af hvad det vil sige at spille skuespil – som jo netop ikke er at vise noget, men at være noget og gøre noget.

Hvilken bog har du læst igen og igen?

Det må være ”Brødrene Løvehjerte”. Den har haft kolossal betydning for mig altid. Både da jeg selv var barn og med mine egne børn. Min bror døde for 10 år siden, og der fik den endnu en ny betydning. Da jeg læste den som barn og ung, var det jo et eventyr og en fantastisk fortælling. Da jeg læste den for mine egne unger, kunne jeg næsten ikke hulke mig igennem den, og da jeg mistede min bror fik den en eller anden nærmest spirituel forbindelse til hvad det vil sige at miste nogen, mens de stadig er der.

Hvad var din seneste store læseoplevelse?

Det var Cormac McCarthys “The Road” (”Vejen”, red.). Den er skåret ind til benet på en måde, så man skriger sin livsangst ud. Den er så vildt skrevet. Og så handler den om en verden, som ikke ser så forskellig fra det, vi begynder at se pressebilleder fra over det hele. Så der er ligesom sådan en eksistentiel angst, som bliver meget taktil og gribende. Den er virkelig rystende, men også sært opløftende. For det er jo det, der er med de store kunstneriske oplevelser – den er rystende, men det er ikke bare forfærdeligt. Fordi den er skrevet på en imponerende måde, hvor der også er noget opløftende over menneskets ånd i det.

Hvilken bog ville du tage med i ferie­kufferten?

Jeg er meget glad for Richard Osmans serie om “The Thursday Murder Club” (på dansk ”Torsdagsmordklubben, red.). Det kan ikke betones for tit, hvor gode de er. Jeg klukker hele tiden, mens jeg læser. Der er så underfundig og dyb humor i dem, samtidig med at man jo også er trukket med af krimihistorien. Det er ikke, fordi det skal være det modsatte af en skandinavisk noir-krimi, hvor lemlæstelserne står i kø, men det her er bare så raffineret og charmerende. Og meget, meget engelsk.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 31/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.