Bolig
15. august 2025

Vil du give dine gamle ting nyt liv? Her er de bedste teknikker

Ting holder ikke evigt, og særligt tekstiler har det med at blive slidt op eller få huller og pletter. Med gamle lappeteknikker kan du gøre en dyd ud af at reparere dine ting på en måde, der kun giver dem mere karakter.
Af: Nadja Wehlitz
Lækre lappeløsninger

Her får du rådene til de bedste lappeløsninger.

Foto: Pernille Enoch

FORSKØN SERVIETTERNE

Det sker, at der kommer pletter på stofservietterne, der bare ikke vil gå af i vask. Der er ingen grund til at kassere servietterne. Sy i stedet fine lapper på med stikkesting. Brug lapper, der passer i farverne eller noget helt andet, så det på den måde bliver et lille værk. Du kan også bruge broderigarn i forskellige farver.

https://imgix.femina.dk/2025-08-14/lappelosning01.jpg

Foto: Pernille Enoch

JAPANSK LAPPETEKNIK

Kintsugi er en gammel japansk teknik, der bruges til at reparere keramik. Skårene limes sammen med guld, og limningen bliver på den måde en del af det nye udtryk. Hvis du søger på nettet, kan du finde et kit, der indeholder alt, hvad du behøver til at prøve kræfter med kintsugi.

https://imgix.femina.dk/2025-08-14/lappelosning03.jpg

Foto: Pernille Enoch

I RAMME OG GLAS

Sæt lapper af fine stykker stof i ramme, og supplér din billedvæg med det hjemmelavede kunstværk. Riv stoflapperne i forskellige størrelser, og læg dem på et stykke karton. Læg glasset over, og sæt det i rammen.

https://imgix.femina.dk/2025-08-14/lappelosning06.jpg

Foto: Pernille Enoch

LAPPET STOFNET

Har du slidt dit gamle stofnet op, eller trænger du bare til et nyt, kan du sy et af dine stofrester. Sy små lapper stof sammen ret mod ret. Sy så mange lapper sammen, at du får to lige store stykker stof. Klip kanterne til. Sy stykkerne sammen i bunden og siderne ret mod ret. Vend. Sy en hank af et aflangt stykke stof. Fold stoffet vrang mod vrang, buk kanterne ind, og sy hele vejen rundt. Sy hanken fast i nettets sider, samtidig med at du bukker nettets kant om til vrangen.

https://imgix.femina.dk/2025-08-14/lappelosning02.jpg

Foto: Pernille Enoch

STOFRESTER PÅ STOLEN

Har du en stol, der trænger til et nyt udtryk, kan du sy et betræk af forskellige mindre stykker stof. Brug f.eks. stof fra gamle duge, skjorter eller sengetøj. Mål af efter stolens sæde, og sy stoflapperne sammen, så de danner et større stykke, der passer i størrelsen. Har du en stol med polstret ryg som her, skal du først sy to stykker, der passer til ryglænets størrelse. Sy de to stykker sammen til en ”pose”, og sy derefter et lige stykke på til sædet. Træk betrækket over ryggen, og hæft det under sædet med en hæftepistol.

https://imgix.femina.dk/2025-08-14/lappelosning05.jpg

Foto: Pernille Enoch

LAP HULLERNE

Sashiko er en gammel japansk teknik, der direkte oversat betyder små sting. Metoden bruges til at lappe huller eller pletter på tøj. Du kan sy direkte med sting af broderigarn på dit tøj eller sætte en lap på i et stykke stof, der passer, og sy det fast i kanten med små sting. Lav evt. en kombination af både lapper og mindre felter med små broderede sting, så det bliver en lille ny detalje på dit tøj.

https://imgix.femina.dk/2025-08-14/lappelosning07.jpg

Miks & match: Skab sammenhæng ved at bruge lapper i samme farvetone eller af samme stoftype.

Foto: Pernille Enoch

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 30/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.