Børnene vågner midt om natten, løber væk og forsvinder: Det er et mesterværk

De grynede billeder fra overvågningskameraerne er dybt urovækkende.

Klokken 02:17, midt om natten, vågnede 17 ud af 18 børn i en skoleklasse, stod op og forsvandt ud ad hoveddøren. Husenes overvågningskameraer viser, at de sprinter afsted med armene spredt ud til siden, som om de flyver.

Hvor de er forsvundet hen, ved ingen. Og uvisheden plager alle de efterladte.

Det er udgangspunktet for ’Barbarian’-instruktøren Zach Creggers nye film, ’Weapons’.

Vi følger en række forskellige mennesker i filmen, som er opdelt i kapitler efter den person, vi følger. Det betyder, at vi nogle gange springer tilbage i tid, men ser det hele fra et nyt perspektiv. Det er en svær kunst at udføre, men Cregger formår det til fulde.

Instruktøren og manuskriptforfatteren er en ivrig student af filmhistorien og har blandt andet hentet inspiration fra Paul Thomas Andersons mesterværk ’Magnolia’. Tilsat en solid dosis Stephen King og David Lynch, så har Zach Cregger sammenstykket ingredienserne til et potentielt mesterværk.

Og det er netop, hvad ’Weapons’ er.

Gysende god

Der er så mange lag og muligheder for tolkninger af Creggers film, at det ikke bare er en, som lever i det øjeblik, man ser den, eller et par timer efter. Nej, den sidder i kroppen og især i hjernen i flere dage efter. Det er en af den slags film, der kommer til at blive bedre og bedre ved hvert gensyn. For der er så mange små detaljer i hvert kapitel, der kan giver forskellige tolkninger af ’Weapons’, at der ikke bare er én sandhed.

Præcis, som Zach Cregger har tiltænkt det.

Alene starten giver et hint om, at vi måske ikke skal tro på alt, hvad vi ser.

En lille pige fortæller i en voiceover, at det her var en historie, som skete på hendes skole. Det giver et skær af, at det, vi kommer til at se nu, er hendes version af, hvad der er sket. En historie, hun har hørt fra andre, og som det er med vandrehistorier, forandrer de sig lidt hver gang, de bliver genfortalt.

Det er én tolkning. En mere ligefrem og, potentielt lige så rigtig, er, at det vi ser i ’Weapons’, er den reelle sande historie. En fantastisk måde at rive og ruske publikum rundt i biografsædet, så man bliver godt og grundig rundforvirret på den helt rigtige måde.

For at en sådan film skal fungere på flere niveauer, kræver det, at man bliver suget ind i universet. Især at man bryder sig om, hvad der sker med karaktererne. Og til det formål kræver det nogle exceptionelle skuespillere, hvilket vi i den grad har i ’Weapons’.

Julia Garner er eminent som den stakkels lærer, hvis klasse næsten helt forsvinder. Hun er funktionel alkoholiker og straks under mistanke for at have noget med det hele at gøre. Ingen mistænker hende mere end en af børnenes fædre, Archer, spillet med sublim internaliseret vrede og sorg af Josh Brolin. Og sådan fortsætter det hele vejen igennem det nuancerede persongalleri, hvor superlativerne næsten ikke kan dække.

Et af filmverdens mest lysende talenter

Uhyggen lurer bag hver en dør i ’Weapons’. Og de lukkede døre er et gennemgående billede i denne film, men også et, som Zach Cregger brugte med stor succes i ’Barbarian’. Ved at holde dem lukkede sættes fantasien i gang. Hvad er der inde bag ved? Og når de så åbner, er der næsten altid kun mørke at se, og hvad gemmer der sig mon i det?

Legen med folks fantasi og de skræmmebilleder, som det kan fremmane, er den mest effektive måde at jage en skræk i livet hos publikum. En så genrebevidst skaber som Zach Cregger er selvfølgelig vidende om det og bruger det uhyre effektivt.

Bedst som du tror, du har fået styr på, hvilken slags film ’Weapons’ er, snyder Zach Cregger os og tager os i en ny retning. Et vildt og modigt valg, som nok skal dele publikum mellem dem, der enten elsker det eller hader det.

Men det er også det, film skal kunne. Vække følelser og holdninger, og hvis der er noget, en horrorfilm skal gøre, er det at få publikum til at føle. Mest af alt frygt, men også andre følelser.

Zach Cregger behandler flere temaer i ’Weapons’, en film, som er skrevet ud fra et meget personligt sted. Han begyndte at skrive på manuskriptet, efter vennen og samarbejdspartneren Trevor Moores død. Komikeren døde som følge af en alkoholrelateret ulykke, og det mærkes tydeligt i filmen, hvor der også bliver plads til en masse grin imellem de uhyggelige øjeblikke.

’Weapons’ er årets horroroplevelse, fordi den både leverer varen som isende gyser, og fordi den er en virkelig tankevækkende film om, hvordan sorg og traumer lammer et samfund på alle niveauer. Selv narkomanen Anthony (Austin Abrams), der ikke interesserer sig for noget andet end det næste fix, mærker effekten af begivenheden.

Det er vanvittig godt fundet på og udført af Zach Cregger, og hvis der forinden skulle have været nogen tvivl om, at han er et filmverdenens mest lysende talenter, cementerer ’Weapons’ hans position som en af tidens mest interessante stemmer.