Agenda
7. august 2025

femina får ny chefredaktør

I foråret kom Danmarks ældste magasin for kvinder igen på papir, og samtidigt skabte de et helt nyt digitalt medlemsunivers – med bragende succes. De første tre numre har solgt omkring 20.000 stykket, hvilket har været langt over egne forventninger. Nu får femina en ny chefredaktør til at føre succesen videre.
Af: Redaktionen
Tine Brødegaard Hansen

"Jeg glæder mig meget til, sammen med hele den talentfulde redaktion, at påbegynde arbejdet med at indfri vores ambitioner for femina. Vi er kun lige begyndt,” siger Tine Brødegaard Hansen.

Foto: Kristina Pedersen

Det var formentlig de færreste, der havde troet, at genkomsten af et printmagasin skulle blive en af årets store medienyheder. Men ikke desto mindre var det, der skete, da Danmarks ældste blad til kvinder, femina, valgte at udkomme igen på papir, efter ellers at have lukket det i 2024.

I maj var femina så tilbage denne gang som månedsmagasin og samtidigt med et helt nyt medlemsunivers digitalt. Første udgave blev flået af hylderne i sådan en grad, at Aller, der står bag femina, måtte trykke endnu et oplag. Og succesen er fortsat med flotte salgstal til nummer to og tre.

Nu får femina også ny chefredaktør, efter at Anne Wittorff før sommerferien besluttede at vende tilbage til lokaljournalistikken, som nyhedschef for Sjællandske Nyheder.

Den nye chefredaktør bliver Tine Brødegaard Hansen, der senest har været redaktør for K-forum, der er en del af Watch Medier, ejet af JP/Politikens Hus. Tidligere har hun også blandt andet været redaktør for Altfordamerne.dk og Eurowoman.dk.

”Jeg er utrolig glad for at vende tilbage til magasinjournalistikken, og det er en særlig ære at løfte arven for femina, der rundede 150 år sidste år. Femina er et utrolig spændende sted i sin historie, hvor der er virkelig mange positive tiltag og muligheder – både digitalt og på papir,” siger Tine Brødegaard Hansen.

De positive salgstal vil femina nu bruge til at udvikle brandet endnu mere og komme med endnu flere tiltag for medlemmerne. Det er det arbejde, som den nye chefredaktør vil gå i gang med at udvikle sammen med redaktionen og mediechef Emil Norsker.

”Tine Brødegaard Hansen er den helt rette til at styrke femina yderligere. Vi har arbejdet sammen på Egmont, så jeg kender hendes mange kvaliteter som redaktør. Samtidigt kommer hun med relevant erfaring fra Kforum om, hvordan man opbygger et digitalt abonnementsmedie, som vi er i fuld gang med på femina,” siger mediechef Emil Norsker, der er ansvarlig for Aller Livsstil, der inkluderer magasinerne og de digitale brands som Heartbeats og Vi Elsker Serier.

I en medievirkelighed, hvor fyringsrunder og nedskæringer er ugentlige overskrifter, har femina bevist, at det ikke er en naturlov. Og at der stadig er masser af liv i printmarkedet. Det er en position, som man i det kommende år vil styrke.

”Vi tror stadig meget på print, og der vil komme flere nye initiativer på det område i det kommende år. Samtidigt vil vi styrke vores digitale univers yderligere med mere kvalitetsjournalistik, events og podcasts. Jeg glæder mig meget til, sammen med hele den talentfulde redaktion, at påbegynde arbejdet med at indfri vores ambitioner for femina. Vi er kun lige begyndt,” siger Tine Brødegaard Hansen.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.