
Hun stod på Amager Torv, da hun fik et overraskende opkald. Bagefter var hun flad af grin

Julie Agnete Vang har kastet sig over en helt ny drøm og er spændt på, hvor det fører hende hen.
Foto: Stine Heilmann
Julie Agnete Vang er i transition. Egentlig er den 41-årige skuespiller et godt sted i livet, men noget er også ved at ændre sig.
Ganske vist elsker hun at være skuespiller og har villet være netop det, siden hun første gang så ikoner som Meryl Streep og Frances McDormand tone frem på skærmen. De to amerikanske stjerner har gennem tiden formået at spille alle mulige roller lige fra de dramatiske til de sjove. Altid med bravur.
– Da jeg søgte ind på teaterskolen, så jeg Meryl Streep for mig og tænkte: ”Sådan vil jeg også være”. Det er målet. Men sådan ser jeg det ikke mere.
Der er sket noget med drømmen på det seneste for Julie Agnete Vang.
– Mit arbejdsliv indtil nu har været meget præget af, at jeg skulle være skuespiller. Det var mit mål. Selvfølgelig har jeg også drømt om nogle andre ting hist og pist, men det har jeg lukket ned igen, fordi jeg ville fokusere på skuespillet. Det ville jeg bare lykkes med.