Vi er nået til semifinalen i kærlighedsparadiset, og der er knald på fra start!
- Mai smider husbådsmystikeren Nicolaj hjem. Hun knuser hans hjerte, og han er nødt til at tage tomhændet hjem. Det er et kæmpe ‘EJ EJ EJ!’-øjeblik, siger Thomas Balslev i ugens kampreferat.
Det er uden tvivl sæsonens største plot-twist, og det er faktisk svært for de to værter at forstå, for de var sikre på, at han ville få Mais allersidste rose.
- Da hun ikke siger Nicolajs navn, får jeg mit livs største chok. Jeg begynder at svede. Jeg springer op af stolen, lyder det fra Signe Larsen.
- It's the name of the game, det må man bare sige, tilføjer Thomas om det hjerteskærende exit.
Da chokket efter den dramatiske roseceremoni har lagt sig, er der ingen tid at spilde, for de to bachelorettes er efterfølgende på drømmedates med de sidste favoritter i feltet.
Det er både romantisk og lækkert, men der opstår selvfølgelig også problemer undervejs, lyder analysen fra studiet.
For på Mais drømmedate med Frederik er der godt nok kysseri i luften, men Frederik kan simpelthen ikke tage initiativ til det kys, selvom både Mai og seerne længes efter det.
- Men er vi virkelig bare der, hvor vi ikke er kommet videre? Er det manden, der skal gøre det? spørger Thomas.
Det er ikke kun Frederik, der bøvler lidt med at få kysset, for i denne uge må værterne endnu en gang sende en advarsel afsted mod Anton for useriøst spil.
- Han skal have et gult kort for at kløjs i begreberne igen. Da han siger ‘møsse’, så er det som om, at han jager en gigantisk kæp ind i hjulet på en date. Hvis man skal spille med i finalen i det her spil, så kræver det efter min mening noget mere finesse. Også sprogligt, lyder den hårde dom fra Thomas.
Til gengæld slutter ugens afsnit af podcasten i højt humør, for ugens fidusbamse går til en mand, der endelig har strammet sig an, og ‘EJ EJ EJ!’-teamet er nu for alvor klar til den store finale i næste uge.
- Det bliver med hjertet i halsen, når den sidste rose skal gives ud. Vi kan slet ikke vente.
Lyt til ‘EJ EJ EJ!’ nu og hver fredag for at finde ud af, hvem der får advarsler, hvem der får roser, og hvem værterne giver en fidusbamse efter den seneste uge i ’Bachelorette’. Du finder podcasten her eller der, hvor du lytter til dine podcasts.
Den allersidste finale-special kan du lytte til allerede på torsdag.
Værter: Signe Larsen & Thomas Balslev
Producer: Andreas Skøtt Lenstrup
Redaktør: Cecilie Wortziger
Podcasten er produceret af Heartbeats.