Da Trines hud blev rød og brændende, gik hun i gang med at researche. Her er hendes bedste råd

”Det er en sommermorgen i 2016, og jeg er i sommerhus hos venner i Norge. Jeg står på badeværelset og er i gang med etagevask, da jeg pludselig mærker noget hårdt i brystet.”

Der er gået ni år siden den sommermorgen.

49-årige Trine Øveraas, journalist og forfatter, sidder ved plankebordet i sit hjem i Charlottenlund nord for København.

Døren til altanen er på klem, sommerregnen står ned i stænger, og regndråberne springer op fra træplankerne. Hun ser tankefuldt ud på de livgivende dråber, som rammer alt det grønne efter en længere tørkeperiode.

”Jeg kan huske, at jeg så på mig selv i spejlet, rystede på hovedet og tænkte. ’Det kan bare ikke passe. Det her sker ikke for mig’.”

”Jeg var kun 41 år, mor til tre, nyskilt. Jeg ville ikke have, at børnene skulle igennem mere ondt.”

Så Trine vendte tilbage til hverdagen i Danmark, hvor hun var flyttet til i 2011 med sin danske mand.

Den yngste skulle begynde i skole efter ferien, dagligdagen var travl, og der var også bekendtskabet med en ny mand.

Med til historien hører også, at Trine Øveraas var blevet grundigt undersøgt få år forinden, da hun blev klar over, at både hendes mor og mormor havde haft brystkræft.

”Jeg var til mammografi i 2014, og lægen sagde, at intet tydede på, at jeg havde forstadier til kræft. Efter den undersøgelse slap jeg bekymringen og tænkte ikke rigtig mere på det.”

En stemme i natten

I løbet af sensommeren 2016 er Trine Øveraas på besøg hos en veninde, der er læge.