Endnu en intens uge er gået i ‘Bachelorette’, hvor vi endelig er nået til kvartfinalen!
Der bliver stadig datet løs i Mexico, og de to selverklærede overdommere, Signe Larsen og Thomas Balslev, bedømmer som altid spillernes præstationer i paradiset i podcasten ‘EJ EJ EJ!’.
- Hold da op, det bliver lidt varmt herinde, lyder det fra Signe, da værterne genser årets bedste kys.
Det er Mai og husbådsmystikeren Nicolaj, der ENDELIG forløser den kemi, der er mellem dem.
- Det er et ægte Hollywood-kys. Altså, jeg var oppe at stå og råbe ad mit fjernsyn, fordi det er så lækkert. Hold da op, der var den perfekte mængde af tunge, synes du ikke? uddyber Signe.
- Jeg synes, det er svært at vurdere. Der var i hvert fald meget tunge, mener Thomas.
Begge værter er dog glade for, at vi har bevæget os videre fra møs til tungekys i programmet.
EJ EJ EJ!
Signe Larsen fra femina og Thomas Balslev fra Heartbeats ser reality-tv, som fodboldfans ser Champions League. Hver uge taler de om de største øjeblikke i tidens hotteste fjernsynsprogram Bachelorette og bedømmer deltagernes præstationer på romantikkens boldbane.
Senere vender de bananplantage-daten fra helvede, hvor Emmas to ærkerivaler, Anton og Victor Emil, kommer på fælles date med bacheloretten. Victor Emil fælder det halve af Mexico med en machete, og Anton får lov til at grave et hul med hende.
Værterne erkender, at Emma i sidste ende virker mest elektrisk, når hun er sammen med Victor Emil. Er Anton mon sat på bænken nu?
Uden for skærmen er der også nok at tale om, for rygtebørsen er som altid brandvarm. Signe har nemlig fået et tip om, at nogen påstår at have spottet Anton og Emma kysse i København for nylig.
Ugen slutter uden roser i programmet, og dramaet er højspændt inden semifinalen mellem de fire bedste bejlere, der skal dyste om hver deres bachelorette i den endelige duel.
- Mai er grædefærdig, Emma er fuldstændig shaky. Det hele er lort. Jeg synes, man sidder som seer med en klump i halsen, og tænker, åh nej, hvad skal der ske nu? siger Signe om den sidste roseceremoni, som vi ikke får lov at se færdig, fordi TV 2 trækker spændingen.
Heldigvis deler ‘EJ EJ EJ!’-værterne som altid selv roser ud, og Thomas tager denne uge et overraskende valg!
Lyt til ‘EJ EJ EJ!’ nu og hver fredag for at finde ud af, hvem der får advarsler, hvem der får roser, og hvem værterne giver en fidusbamse efter den seneste uge i ’Bachelorette’. Du finder podcasten her eller der, hvor du lytter til dine podcasts.
Værter: Signe Larsen & Thomas Balslev
Producer: Andreas Skøtt Lenstrup
Redaktør: Cecilie Wortziger
Podcasten er produceret af Heartbeats.