Ann-Jeanette overraskede alle og sagde straks sit job op: "Jeg ville ikke vente"

At være vinbonde er særlig hårdt i begyndelsen, hvor man skal ned på hug for at beskære vinstokkene, som endnu er små og lave. Siden bliver det lettere. Ikke kun på grund af vinstokkenes højde men også fordi det giver rutine at mestre de samme opgaver igen og igen.

Det fortæller Ann-Jeanette Bakbøl, som i fem år har været vinavler på Høbjerggård ved Helsinge i Nordsjælland. Vejen dertil var brolagt med lige dele tilfældigheder og gåpåmod, husker hun:

– Min mand, Niels, og jeg købte gården, da alle børnene var flyttet hjemmefra. Vi gjorde det for at have noget at lave, når vi en dag skulle på pension. Men på det tidspunkt skænkede vi ikke vindyrkning en tanke.

Ann-Jeanette var netop fyldt 60 år og var i gang med en karriere som afdelingschef og bestyrelsesmedlem i et forsikringsselskab. Så ideen med at flytte til landlige omgivelser skete i første omgang for at komme tilbage til den egn, hun selv stammer fra.

– Vi syntes, stedet var fantastisk, og det fik mig til at overveje, hvad gården og jorderne kunne bruges til. Da vi altid har interesseret os for vin og har besøgt vingårde både i Danmark og i Italien, foreslog jeg Niels, at vi kunne begynde at dyrke vin.

Niels svarede straks ja, selv om han stadig har sit job og kun kan deltage i arbejdet i vinmarken og på gården i weekenderne.

– Da man i bedste fald først kan høste druer fire-fem år efter, at vinstokkene er plantet, ville jeg ikke vente. Jeg sagde derfor straks mit arbejde op. Det kom som en overraskelse for mange, der spurgte: ”Vil du virkelig være vinbonde?”.

Svaret var et ubetinget ja, og så begyndte Ann-Jeanette at køre rundt i landet og besøge en række meget forskellige vingårde. Dér fik hun viden om, hvordan man dyrker vin, og sikrede sig samtidig et godt netværk i branchen.

– Jeg har det med at gå helhjertet ind i projekter og tro på, at det nok skal lykkes. Jeg lærte om pasning af vinstokke, gæringens faser og meget andet fra vineksperter så langt væk som Spanien og New Zealand. Siden har det været vigtigt for mig at give min viden videre til nye, kommende avlere.

Et nyt kvindeerhverv?

At vinavl skulle appellere til kvinder, vil Ann-Jeanette ikke uden videre skrive under på. I givet fald skal avleren være en udpræget handyperson, som ikke går af vejen for at slå græs og bruge buskrydder og andre redskaber foruden løbende at søge viden om vinavl.

Desuden skal man som vinbonde være dygtig til at sælge og reklamere for sig selv, sin vingård og sit produkt. På det punkt er Ann-Jeanette heldig, at vingården er blevet et familieprojekt.

– Selvfølgelig er der udfordringer. Min datter er kommunikationsuddannet, så hun sørger for, at vi er på de sociale medier. Den indsats udbreder kendskabet til stedet og er med til at tiltrække besøgende, som kan komme og smage og købe vin. Vi vil nemlig gerne have solgt hver årgang vin ud, inden den næste kommer i hus. På den måde undgår vi at ligge inde med et lager, siger Ann-Jeanette og føjer til:

– Niels har heldigvis kunnet hjælpe med det omfattede papirarbejde, der kræves for at etablere en vingård. Og det er også ham, der har stået for at købe tanke og andet udstyr til vineriet.

Ann-Jeanette lægger vægt på at have disciplin som vinavler, så hun får noget fra hånden hver dag.

Året begynder med vinterbeskæring af de 3.000 vinstokke, hvor gamle, visne dele fjernes. Den opgave varer til midten af marts, hvorefter der sættes gang i forefaldende arbejde og planlægges arrangementer og events såsom vinsmagning og firmaseminarer.

Vinstokkene springer ud midt i maj, og en måned senere tages en del af skuddene væk, så de resterende får mere kraft. I løbet af sommeren luges og vedligeholdes der i vinmarken efter sprøjtning mod skimmelsvamp. Uundværlige frivillige hjælper og dukker igen op til høsten sidst i september.

Fugle, hvepse og fluer

Som vinbonde må man sommeren igennem kæmpe mod trusler fra skadedyr. Fugle holdes væk med dertil indrettede skræmmere, mens hvepse fanges i fælder og med en støvsuger. En ny trussel er pletvingefrugtfluer, også kaldet suzukifluer, som prikker hul i og suger af druerne.

– Jeg har ikke på noget tidspunkt set mig tilbage til forsikringsbranchen og den faste løn. Gennem alle årene har jeg arbejdet med det mål at blive bedre til mit nye fag og udforske flere afkroge af det at dyrke vin, siger Ann-Jeanette.

Hun dyrker i øvrigt også cremer og brygger øl, dog uden salg for øje.

– Det er en fantastisk motivation og belønning for mig at møde de mange glade mennesker, der kommer på vingården og roser både vinen og stedet for dets velholdte orden og idyl, som mange opfatter som eksotisk.

– Livet har beriget mig rigtig meget med den gård, vi har skabt. Hvis jeg kan give mennesker en oplevelse, vil jeg gerne bruge tid og kræfter på det. Det er ikke afgørende, om man kalder det idealisme. Men det er vigtigt for mig at få vinoplevelsen ned på jorden, så alle og ikke kun vinkyndige kan være med og værdsætte den.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 23/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.