Sundhed
24. juni 2025

Vi kan ikke få nok af ny tendens, men ifølge ekspert er et simpelt trick lige så godt

Søgninger på elektrolytter er tredoblet, men er det virkelig et mirakelmiddel?
Af: Signe Bækkelund
Vand

Foto: Unsplash

Jeg er som mange andre begyndt at pakke min vandrerygsæk til dette års Roskilde Festival. De sidste par år har jeg haft en udførlig liste på min telefon over alt, hvad der er vigtigt at have med, når man skal tilbringe en uge med en konstant promille som hovedkaraktererne i ‘Druk’.

Listen har været uændret i et par år… indtil nu.

Der er nemlig kommet en ny nødvendighed på banen, som skulle gøre livet i et tømmermændstelt en smule lettere: elektrolytter.

De fleste af os har nok hørt om mirakeltabletten, der efter sigende skulle udrydde hovedpine efter en vild aften og bekæmpe dehydrering efter hård træning. Det viser tal fra Google i hvert fald, hvor søgninger på elektrolytter er tredoblet siden efteråret 2023.

Det er ikke kun på Google, interessen for elektrolytter er eksploderet. I både Normal, Matas og Kvickly står elektrolytrør på rad og række, mens flere virksomheder specialiserer sig i at lave elektrolytter i pulver- og tabletform.

Nogle af dem, der kan mærke den store interesse er virksomheden Good Habit Co., som laver og sælger elektrolytpulver.

– Vi kan se stor efterspørgsel på elektrolytter på vores egen organiske trafik. Hvis du går rundt i en Netto eller Superbrugsen, så bliver du også mødt af en hel væg med elektrolytrør, som jeg tror ikke, man så for bare tre år siden, siger stifter og CEO Marius Bjerre-Petersen.

Hvad er ‘elektrolytter’?

Elektrolytter er mineraler, der, når de opløses i kroppen, danner elektrisk ladede partikler kaldet ioner. Disse ioner som natrium, kalium, calcium og magnesium regulerer væskebalancen i cellerne. Når elektrolytterne er i balance, kan cellerne opretholde et optimalt niveau af væske, hvilket hjælper med at forhindre både dehydrering og væskeophobning.

Kilde: Mecindo

Den stigende interesse hænger ifølge Marius Bjerre-Petersen sammen med, at danskerne er blevet mere aktive og bevidste om fordelene ved forskellige kosttilskud.

– Det er jo nærmest ikke sejt at løbe et marathon længere. Man er mere unormal, hvis man ikke gør. Så der er helt klart noget omkring, at folk bliver mere og mere aktive, og på den måde har fået en berøringsflade med produkter, der er gode for kroppen, forklarer han.

Men hvad er det, der er så skønt ved de små brusetabletter? Og kan én tablet virkelig bekæmpe et festivalmåltid bestående af 12 lunkne Classic med tilhørende sidevogn?

En pose chips i tabletform

Ifølge Lene Niemann Nejsum, som er professor ved Aarhus Universitet og forsker i kroppens væskebalance, er elektrolytter essentielle i sommervarmen, især hvis man også har tænkt sig at blande alkohol ind i ligningen.

https://imgix.femina.dk/2025-06-24/lene.jpg

Foto: Simon Fischel, AU Health

– Der sker jo nogle gange det, når man er på en festival, at man kommer til at drikke lidt for meget. Og hvis man er heldig, så er det også lidt varmt. Hvis du mister salt gennem sved eller ved at drikke meget alkohol, kan det være en god idé at supplere med elektrolytter, forklarer hun.

Der er altså risiko for, at du bliver dehydreret, hvis du blot drikker litervis af vand men glemmer salt, som elektrolyttabletter og -pulver indeholder.

– Salt er nødvendigt for, at kroppen kan holde på væsken, fordi vandet følger saltet via osmose (proces hvor vand bevæger sig fra et område med lavere saltindhold til et område med højere saltindhold for at udligne forskellen red.). Så hvis vi ikke har nok elektrolytter, så kan vi ikke holde på det vand, vi har behov for. Og så taber vi vand og bliver dehydreret, siger Lene Niemann Nejsum.

Det er altså ikke så underligt, at vi griber ud efter en saltet pose chips morgenen efter en heftig bytur.

Salt og sukker er lige så godt

Men hvis det blot er salt, der skal til, kan man så ikke bare drikke et glas vand med salt?

– Jo egentlig. Vand med salt, som hjælper med at holde væsken i kroppen, og lidt sukker, som fremmer optaget, siger Lene Niemann Nejsum.

Hos Good Habit Co. har de dog et bud på, hvorfor det er elektrolytter og ikke bøtter med sukker og salt, der for tiden bliver pakket i vandrerygsækkene landet over.

– Et glas vand med sukker og noget salt i smager ikke særlig godt. Du kan nok godt udvikle din egen opskrift derhjemme, hvor du bruger noget hyldeblomst, lidt Maldon-salt og så videre. Men når vi skal på festival, så gider vi ikke have en hyldeblomstsaft eller sukker med og lidt salt og sidde og ryste det sammen i teltet. Det skal være nemt, siger Marius Bjerre-Petersen.

Elektrolytter er altså ikke magi, og vi kan altså lige så godt drikke et glas vand med salt og sukker. Alligevel tror jeg dog min festivalkvalme foretrækker et glas elektrolytter med hindbærsmag.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.