
Jeg drømmer om et sommerhus og har fundet det helt perfekte sted. Men jeg har et problem

Benedikte Løje Nielsen.
Foto: Liv Latricia Habel/Livlatriciahabel/Ritzau Scanpix
Kære økonomiske brevkasse
Jeg har i noget tid gået med en drøm om at købe et sommerhus – ikke kun som et fristed for familien, men også som en måde at skabe lidt passiv indkomst ved at leje det ud. For nylig fandt jeg faktisk det helt perfekte sted: et hyggeligt hus tæt på vandet til lidt under 700.000 kr. Det er til at komme i nærheden af, og jeg har en god opsparing.
Men her kommer udfordringen: Ifølge min religion må jeg ikke tage lån med renter. Det gør det lidt sværere, for så vidt jeg kan læse mig til, er stort set alle lån i Danmark forbundet med renter. Derfor håbede jeg på, om I kender til nogle alternative løsninger – fx rentefri finansiering, partnerskaber eller noget helt tredje? Jeg er ret ny i den her verden og søger både inspiration og vejledning.
Tusind tak for jeres tid – og tak for alt det gode indhold, I deler.
De bedste hilsner
Send os dit økonomi-spørgsmål
Bør man betale sine børns lommepenge over Mobilepay, hvad gør du, hvis dine veninder tjener mere end dig og planlægger dyre hangouts, og hvordan er det nu lige med det der fællesøkonomi?
Der er mange spørgsmål, når det kommer til økonomi. Derfor sidder vores ekspert, Benedikte Løje Nielsen, forperson i Kvindeøkonomien, en interesseorganisation der kæmper for økonomisk ligestilling klar til at besvare dem i feminas økonomiske brevkasse.
Send os dit spørgsmål på redaktionen@femina.dk og skriv Økonomisk brevkasse i emnefeltet.
Kære dig
Tusind tak for dit spørgsmål og for at dele både din drøm og din udfordring med os.
At du drømmer om et sommerhus, som både kan være et fristed og en investering, giver så god mening – og endnu bedre, at du allerede har fundet et sted, der både føles rigtigt og økonomisk realistisk. Din frustration er klar, du har drømmen og en god opsparing, men du løber panden mod en mur, da det danske finansielle system og din religion, desværre ikke spiller sammen.
Men, hvorfor er det så svært med rentefrie lån i Danmark?
Du har helt ret i, at stort set alle lån i Danmark er forbundet med renter. Det skyldes blandt andet, at vores lovgivning og hele boliglånsmarkedet er bygget op omkring netop den model.
Der var dog et forsøg på at lave alternativer. Omkring 2008 startede Amanah Kredit, der tilbød boliglån uden renter. Modellen var, at banken købte boligen og solgte den videre til kunden til en mindre overpris – det var altså to separate handler, og derfor i overensstemmelse med din religion, da der ikke var tale om renter som sådan. Kunderne betalte så det fulde lånebeløb af over f.eks. 30 år.

Men, i 2010 underkendte Højesteret desværre denne model. Sagen handlede om tinglysningen af skødet, altså det juridiske dokument, der viser, hvem der ejer en bolig. Højesteret mente, at det betingede skøde, som modellen byggede på, ikke opfyldte kravene, fordi vilkårene for ejerskab ikke var endeligt fastlagt. Det satte i praksis en stopper for modellen i Danmark.
Siden da har ingen banker eller selskaber i Danmark lavet noget tilsvarende. Det betyder, at der – desværre – ikke findes rentefrie boliglån i Danmark i dag, der lever op til de religiøse principper og samtidig kan godkendes efter dansk lovgivning.
Så, hvad kan du gøre?
Selvom det lyder lidt nedslående, er der stadig muligheder, især hvis du er åben for at tænke kreativt, og måske dele drømmen med nogen.
Den mest realistiske løsning, hvis du vil undgå renter helt, er at finde nogen, du har tillid til, og som kan være medinvestorer i sommerhuset. Det kunne være et familiemedlem, gode venner eller et fællesskab af mennesker, som deler samme drømme som dig?
I denne model, ville I dele både udgifter, ejerskab og brugsret. Det kræver selvfølgelig, at I har en tydelig aftale om hvad I ønsker med stedet og om det eksempelvis skal lejes ud, men det kan være en rigtig smuk og meningsfuld løsning, hvor sommerhuset bliver et fælles projekt og fristed.

Jeg er studerende, men jeg er ikke 'broke'. Hvad gør jeg, når mine venner er?
En anden mulighed – hvis din opsparing ikke helt rækker til hele købsprisen – kunne være at spare op lidt længere tid og så købe huset kontant. Men der er selvfølgelig en risiko ved denne løsning. Det sommerhus som du har kig på, vil nok være solgt og måske er priserne på det tidspunkt steget yderligere.
Held og lykke med din drøm. Jeg håber, du finder en vej, der føles rigtig for dig, og måske endda en måde at gøre det på, som inspirerer andre med samme drøm.
Kærlige hilsner
Benedikte Løje Nielsen
Læs mere om: