Romantikken i datingland synes forsvundet. Derfor er jeg begyndt at sige nej tak

Johanne Bille er forfatter og redaktør. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For at være helt ærlig magter jeg det efterhånden ikke.

Ordene kom fra én bekendt, men jeg har hørt afarter af den formulering utallige gange det sidste stykke tid, når samtalen med især mine veninder og kvindelige bekendte har drejet sig ind på det at date mænd.

Flere af dem ønsker sig børn – måske endda villa, volvo og vovse.

Alligevel er det med tiltagende udmattelse, de går på endnu en date, eller også er de helt holdt op med det. Sidstnævnte er jeg selv.

Mine datingapps er for længst slettet, og hvis nogen opsøger mig på en bar eller restaurant, siger jeg høfligt men beslutsomt, at jeg har travlt med at tale med mine venner. Det bliver et pænt nej tak til en date herfra.

Selvfølgelig husker jeg forelskelsens energi – og jeg underkender den ikke.

Nogle gange savner jeg den endda. Når man (i hvert fald jeg) er forelsket, kan alt lade sig gøre, og det er en fantastisk følelse.

Om vi skal mødes og kigge på stjerner på Fælleden om en halv time? Selvfølgelig, ville jeg svare, sidste gang jeg var forelsket, og i et splitsekund være ude ad døren, selvom jeg egentlig lå i pyjamas under dynerne.

Da jeg holdt op med at date, var det imidlertid længe siden, jeg var blevet inviteret til noget som helst af en date.

Tværtimod blev mit spørgsmål ”hvad har du lyst til at lave?” i tiltagende grad besvaret med ”hvad synes du?”.

Det endte ofte med et møde på en bar af en art, sniksnak om fortid, arbejde, tv-serier og måske venner for så at slutte med et farvel efterfulgt af enten ghosting eller en lidt tør beskedudveksling, der endegyldigt slukkede for det glimt af magi, der måske var potentiale til at kunne opstå.

Ligeledes tog jeg oftere og oftere mig selv i at være på date og egentlig ønske, jeg bare var gået ud med mine venner i stedet.

Det handler ikke nødvendigvis om mændene – men det handler helt sikkert om mig selv.'

En dating fatigue har ramt mig, og jeg tror især, det skyldes, at romantikken og jagten synes forsvundet. Det er som om umagen er væk, og det er ikke mændenes skyld, måske ikke engang min skyld. Tværtimod tror jeg, det skyldes det, der sker imellem os.

Jeg kan selvfølgelig være uheldig, flere i min omgangskreds ligeså, men tendensen ses også i populærkulturen. Sabrina Carpenter hitter med ”Manchild” – sangtitlen siger det hele.

Miranda July skriver i ”På alle fire” om at stikke af til nabobyen i et desperat forsøg på at få nogen til at interessere sig for hende.

Halle Butler i ”Banalt mareridt” om ditto at skride fra sit parforhold som følge af udmattelse, og i ”Prinsesse i Alanya” rejser unge kvinder til Tyrkiet, fordi danske mænd er ”nogle tørre kiks”.

Frustrationen ses også i dette års sæson af Bachelorette, hvor især Emma indtil denne uge længe har forsøgt at få fyrene til at vise interesse for hende og tage initiativ.

Ofte har det været som at se hende slå i en pude, ”hun er sød og smilende”, skiftedes mændene til at sige, som var det en skarp personanalyse, og de første par uger var det den i bedste fald fejlbarlige og egenrådige Victor Emil, der tænder en slags gnist i Emma.

Måske fordi der faktisk var en grad af spænding forbundet med ham, når han insisterede på øjenkontakt med horisonten i stedet for med hende?

Da han læste op af den stoiske filosof Seneca, blev Emma forvirret, og det er vel bedre at være forvirret end at kede sig. Måske. Emma havde i hvert fald lov til drømme, og det forstår jeg godt, hun gjorde.

Drømmene ses også hos pigerne i Alanya, der rejser fra grå provinsbyer i jagten efter eventyr.

Alt muligt er på spild her – forskel i økonomi, kultur, kønsroller for bare at nævne det åbenlyse – men kvinderne æder den præmis om ulighed for at mærke romantik eller i det mindste bare interesse og en slags initiativ, som dog til tider minder mere om catcalling.

Grunden til initiativet er mindre væsentligt, for der findes en romantik i, at initiativet overhovedet findes. De får tatoveret YOLO i nakken, de danser på bordene, mens de soler sig i begær, lyst og flirt.

Andre nøjes med at læse sig til romantikken.

Romancelitteraturen boomer de her år, især et kvindeligt publikum forsvinder ind i historier med højt ”spice-level” og forelskelsesfortællinger, og det undrer mig ikke, at romancens salgstal boomer.

Overalt ser jeg kvinder, der forgæves søger romantikken, og det bekymrer mig. Hvor er vi på vej hen, hvis romancen bliver noget, der primært hører til i fantasien? Til et fattigere sted. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

At date eller ligefrem forelske sig er en dans, og jeg frygter, at flere og flere kvinder hellere vil pudse dansetrinene af med deres veninder, mens mændene ender som bænkevarmere. Det er i hvert fald tilfældet for mit vedkommende.

Jeg oplever langt større romantik, omhu, initiativ og interesse fra mine venner og veninder. Grundene til at kigge over mod bænken er derfor forsvindende. Børn kan jeg selv få, hvis jeg vil det, min lejlighed har jeg selv købt, og vovsen deler jeg da bare med min mor.

Egentlig er det ikke fordi, jeg oplever de mænd, jeg har været i berøring med de seneste par år som følelseskolde eller uintelligente. Tværtimod har de haft alle mulige gode kvaliteter og drømme ligeså.

Jeg tror måske endda, de higer efter romantikken ligesom så mange andre. Det er heller ikke sådan, at jeg ikke vil tage initiativ – det gør jeg gerne.

Alligevel oplever jeg en hårknude, og det er jeg tydeligvis ikke den eneste, der gør.

Spørgsmålet er, om vi de seneste par år har tabt noget på den vej, der er brolagt med individualisering, selvrealisering, sociale medier, datingapps, performance- og optimeringskultur såvel som samtykkelov og #metoo?

Grænser skal respekteres, det er jeg om nogen bannerfører for, men at date hinanden er også sammen at udforske hinandens grænser med nysgerrighed.

Man skal aldrig gå over, selvfølgelig ikke, men vi kommer ikke særlig langt, hvis vi er enten så nervøse, fortravlede eller i værste fald selvoptagede, at vi ikke tør bumle bare en smule ind i hinanden.

Den kritik gælder så vidt også mig selv.

Det er jo, når vi tør kaste os ud i noget uden blaserthed og stolthed, at romantikken lever: Når vi tør give noget af os selv, sætte os selv på spil, og måske ikke er helt sikre på, hvordan det vil blive taget imod.

Tænk bare på, da Boris i den fænomenale første sæson af Bachelorette på den fineste måde gjorde anslag til at kysse Mette i en lillebitte flyvemaskine!

Hun afslog med overskud, og det satte kun yderligere gang i flirten: Okay, vi vil begge gerne kysse hinanden på sigt, men for nu nyder vi den spænding, der er i at røre ved hinandens arme. Det var klodset og akavet, langt fra perfekt, men hold op hvor var det romantisk!

Sagt på en anden måde: Jeg ønsker mig mere romantik til folket.

Jeg drømmer om flirt i gadebilledet, om meet cutes, om akavede farvelkram, om dramatik og romantik og vigtigst af alt om mod til at nærme os hinanden med hud og hår eller i det mindste bare oprigtig nysgerrighed.

At sende et blink eller aflevere en seddel med sit telefonnummer på betyder jo ikke, at man nødvendigvis skal giftes, vel?

Jeg drømmer om mine singleveninders forelskede blik efter en date og måske endda selv om igen at opleve følelsen af, at alt er på spil.

Derfor spørger jeg nu jer single, heteroseksuelle mænd derude: Hvordan kan vi hjælpes ad med at få romantikken ind i datingland igen?