Skoledagen er slut, men Sandras mor venter ikke ved stien. Heller ikke i dag

Klokken har netop ringet ud. Skoledagen er forbi, og 7-årige Sandra går gennem skolegården mod den sti, hvor hun bliver hentet af sin mor, så de kan følges hjem.

Men moren er der ikke. Sandra står længe og venter, før hun får øje på nogle børn, der leger på en legeplads i nærheden.

– Jeg gik hen til dem og spurgte, om de havde set en lille tyk dame. Det havde de ikke, fortæller Sandra Andersen, der i dag er 34 år, og konstaterer:

– Min mor havde glemt mig – igen.

Børnene på legepladsen var tilknyttet Børne- og Ungecenter Ringsted, der er et børnehjem. Stedets ansatte tager den glemte pige ind, indtil hendes mormors søster kan hente hende.

Sandra ender med at blive tvangsfjernet og bo på stedet i seks måneder, før hun kommer i plejefamilie.

De første syv år af Sandras liv var tumultariske og turbulente.

Forløbet er først efterfølgende blevet stykket en smule sammen af samtaler med pårørende og de få dokumenter, Sandra er kommet i besiddelse af.

Født påvirket

Sandra kommer alt for tidligt til verden og bruger sin første tid i kuvøse. Hun er født med abstinenser og vejer kun 1825 gram ved fødslen.

– Min mor kom ind på Hvidovre Hospital med mavesmerter. Hun vidste ikke, at hun var gravid, og vi kan læse i journalen, at hun skulle afsone en fængselsdom ugen efter, fortæller Sandra.

Som spæd blev Sandra indlagt sammen moren til afvænning, men hendes mor stak af, fordi hun ikke kunne tage stoffer der.

De første år af sit liv er svære at holde styr på for Sandra.

– Jeg føler, at jeg har levet flere liv. Jeg har været så mange steder og oplevet så mange ting, selv om jeg ikke var ret gammel. Min mor og jeg boede i Ringsted, men vi var mest i København, fordi min mor hentede ’medicin’ i København. Hun ville ikke ses med narkomanerne i hjembyen, fortæller Sandra.

Sandras forældre har aldrig boet sammen, men hun har besøgt sin far, da hun voksede op.

– Han havde glasøje, fordi han var blevet skudt i øjet. Han kunne godt lide øl, og jeg kan huske, at hans lejlighed lugtede af hash, ligesom jeg har været med ham nede og hente metadon.

I dag er begge Sandras biologiske forældre døde.

Passet ved toilettet

Et af de steder, Sandra har tilbragt rigtigt mange timer, er på Københavns Hovedbanegård.

– Jeg er blevet slæbt rundt i København, og jeg blev tit sat ved togbanen, hvor man kan putte penge i. Der har jeg stået og ventet mange gange.

– Jeg er også blevet passet af toiletpasseren på hovedbanegården. Jeg sad ret tæt på, hvor folk gik ind og ud af toilettet. Toiletpasseren var rar, han havde hvidt skæg og hvidt hår. Jeg syntes, det var trygt at sidde hos ham, men jeg brød mig ikke om selve hovedbanegården.

Gennem sin barndom er Sandra blevet fjernet fra sin mor flere gange, men plejefamilierne har givet op undervejs, og så er hun kommet hjem igen.

– Jeg havde mange hemmeligheder med min mor. Ting, jeg ikke måtte fortælle andre. Når plejefamilierne begyndte at spørge til det, gik jeg i baglås, forklarer Sandra og uddyber:

– Min mor var stiknarkoman, men hun havde også rengøringsvanvid. Der var styr på det, og der var altid pænt og rent omkring os. Hun har nok kunnet snyde systemet, fordi vores hjem og jeg har set pæne ud, men det var stofferne, der styrede hendes liv.

Derfor er Sandra også vokset op i et utrygt og hårdt miljø.

– Jeg har virkelig været i nogle klamme lejligheder. Jeg kan huske, at jeg sidder på armlænet af en sofa, hvor en mand trækker en pistol og truer min mor.

– Hun råber, at jeg skal løbe, og jeg tænker bare: Hvor skal jeg løbe hen?

Reddet af plejemor

Efter et halvt års tid på børnehjemmet i Ringsted kommer 7-årige Sandra i 1999 endnu engang i plejefamilie.

Denne gang er det hos Susanne og Jens Jensen på Vestsjælland.

– Vi fik at vide, at Sandra havde haft en turbulent barndom med flere plejefamilier bag sig og en mor, der var narkoman, husker Susanne og fortsætter:

– Det var en snakkesalig pige, vi fik. Hun var faktisk tillidsfuld. Jeg sagde til hende, at det eneste hun skulle tage stilling til, det var, hvad hun ville have med i madpakken. Alt det andet tog jeg mig af.

Der var dog lidt udfordringer ved at blive en del af en mere normal hverdag.

– Jeg er flasket op med cheeseburgere fra McDonalds eller pasta, så i mange år kunne jeg ikke spise rigtig mad, griner Sandra.

Langsomt får plejeforældrene opbygget en relation til Sandra. Blandt andet fordi de får skabt et godt samarbejde med Sandras mormor.

– Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Sandra er blevet brændt af af sin mor. Hvis ikke hun havde haft sin mormor og mormorens søster, som hun kaldte moster, så havde Sandra været ødelagt følelsesmæssigt. Samarbejdet med dem var altafgørende, fastslår plejemoren.

Hvor galt det egentlig har været, finder Susanne og Jens først ud af mange år senere.

– Jeg sagde til Sandra, at hun skulle have lov til at have sine hemmeligheder. Dem skulle hun først fortælle, når hun var klar. Hun var 14-15 år, før hun fortalte os sin historie, husker Susanne.

Efter en barndom fyldt med svigt giver plejefamilien Sandra faste rammer og retningslinjer.

– Min biologiske mor har altid været kærlig med kys, kram og puttet med dyner i stuen, men mine plejeforældre har vist mig kærlighed ved at vise, hvad der er rigtigt og forkert og guidet mig på rette vej, forklarer Sandra.

– Vi var og er ikke føle-mennesker, men Sandra har fået præcis den samme opdragelse som vores biologiske børn. Vi har været bevidste om at opdrage børnene til den virkelige verden, fortæller Susanne og fastslår:

– Hun har ædt sig ind i vores familie. Hun ville høre til.

Den hårde barndom har dog sat sig i Sandra, der blandt andet har fået konstateret adhd efter nogle voldsomme ungdomsår, hvor plejeforældrene var ved at give op.

– Da hun fik diagnosen og medicinen, blev hun den gamle Sandra igen, husker Susanne.

Mælkebøtte-barn

På Vestsjælland finder Sandra den ro og stabilitet, som hun har brug for, samtidig med at der bliver stillet krav til hende.

– I mine teenageår rendte jeg sammen med nogle ret ærgerlige typer, hvor mine plejeforældre prøvede at holde mig væk. Hvis ikke de havde været strikse, havde jeg helt sikkert løbet om hjørner med dem, erkender Sandra.

– Jeg har altid villet væk fra det miljø, mine forældre var i, men jeg har også altid følt mig godt tilpas i det, fordi det føltes trygt. Andre må selv om, om de ville tage stoffer, jeg skal bare ikke have noget.

Trods indlæringsvanskeligheder i skolen tager Sandra en uddannelse, får arbejde og stifter familie.

– Jeg havde aldrig troet, at hun ville lære at læse, men pludselig fik hun fat i det. Først og fremmest er det Sandras fortjeneste, men vi har sørget for, at hun er vokset op med positive forventninger, forklarer Susanne og konstaterer med tårer i øjnene:

– Sandra er en stor solstrålehistorie – et rigtigt mælkebøttebarn. Jeg er så stolt af hende.

Har brudt arven

Gennem sin ungdom og sit voksenliv har Sandra været bevidst om sin sociale arv.

– Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg har klaret det som barn. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg er kommet videre fra det. Det er nok kun, fordi min mor glemte mig på den sti, og personalet på børnehjemmet hjalp mig. Ellers var jeg nok også blevet narkoman og havde ikke levet i dag, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg vil gerne vise, at man kan komme videre på trods af sine rødder. Jeg vil kæmpe for det her og bryde det mønster.

Sandra bærer ikke nag, men hun kan godt undre sig over sin barndom.

– Jeg giver ikke nogen skyld for noget. Folk vil jo ikke blande sig i den slags ting, men det er da underligt, at ingen har gjort noget. Der har jo været masser af voksne omkring mig.

I dag er Sandra kæreste med Morten og sammen har de to børn. Familielivet og det at blive mor har da også vakt nye følelser.

– Efter jeg selv har fået børn, har jeg tænkt meget over, hvem der har taget sig af mig, når jeg var syg og sådan noget. Hvordan kan man bare efterlade sit barn, det forstår jeg simpelthen ikke, fortæller hun og tilføjer:

– Jeg tænker da over, hvorfor der ikke er gjort noget og ville virkelig ønske, at jeg havde en, jeg kunne spørge om min barndom og det hele, men alle er væk.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.