Da Cille var barn lå der ofte hvidt pulver på spisebordet, og senere begyndte hun selv at tage stoffer. Men så tog hun en afgørende beslutning

Flaskerne hober sig op på bordet, og som timerne går, bliver stemmerne omkring 7-årige Cille højere og mere snøvlede.

Sammen med sin mor er hun til fest hos morens veninde, der bor ikke langt fra deres hjem. Som aftenen skrider frem, bliver askebægeret fyldt med skodder, og til sidst er der kun sjatter tilbage i flaskerne.

Men hendes mor er ikke parat til at slippe rusen og den festlige stemning.

Cille bliver sat ind på bagsædet af bilen, og kan se træer og huse suse forbi på den anden side af ruden. Men de er ikke på vej hjem. I stedet drejer hendes mor ind på tankstationen, og da hun kommer ud, er favnen fuld af cigaretter og alkohol.

– Som barn var det normalt, og i den alder tænker man jo ikke over, hvor forkert det er. Men efter jeg er blevet voksen og selv er blevet mor, er det svært at forstå, at man kan risikere sit eget og sit barns liv, fordi man mangler sprut og cigaretter, fortæller den i dag 26-årige Cille Bagger fra hjemmet i Nibe.

Når Cille tænker tilbage på sin barndom, er der mange mentale huller. Hun har ikke noget, hun kan referere til som sit barndomshjem, for de mange skiftende skoler og adresser er med tiden smeltet sammen.

De første år boede hun sammen med sin forældre. Men konflikterne tog til, og de gik hver til sit. Hun husker klirrende ølflasker, hvidt pulver på spisebordet, og frygten for, hvad dagen skulle byde på.

Gennem Cilles opvækst, udtrykte hendes mor jævnligt, at hun snart ville dø. Efter en fejloperation var hun indlagt i lange perioder, og det var her, at hendes misbrug startede.

Først med receptpligtig medicin, senere med ulovlige stoffer. Når Cille lagde hovedet på puden om aftenen, var det tit med en knude i maven. For hun vidste aldrig, om hendes mor ville være i live, når hun vågnede.

Følte skyld

Når hendes mor var hjemme, gjorde Cille sit bedste for at være den artige pige og undertrykke sine følelser – ofte af frygt for den skyldfølelse, hendes mor påførte hende, når hun truede med at dø når som helst.

Cille oplevede jævnligt, at hendes mor var vred eller ked af det efter et skænderi med hendes far, og hun husker, at hun ofte krøb op og trøstede hende.

Cille var omkring 6 år, da hendes mors misbrug eskalerede.

Hun mindes, hvordan de fejrede hendes storebrors fødselsdag på Tjele behandlingshjem, og at hendes far i desperation prøvede at få hverdagen til at hænge sammen.

Men kort tid efter valgte hendes mor at udskrive sig selv, og Cille husker de efterfølgende år som et stort kaos.

Hun nåede aldrig at falde til på en ny skole, før hun igen skulle lægge sine ting i flyttekasser. Hun var altid den nye pige i klassen, og den usikre hverdag betød, at hun ikke fik ro til at fordybe sig i skolearbejdet.

Hun havde svært ved at følge med, når læreren underviste, og hun begyndte at hænge ud med skolens rødder, der røg cigaretter og ikke gik op i lave deres lektier.

Når hun tog hjem efter skole, vidste hun aldrig, hvad der ventede hende. Hun scannede rummet og stemningen, så hun kunne forberede sig. Nogle gange var der velkendte ansigter. Andre gange var de nye. Men det samme tågede udtryk i øjnene gik igen.

Når Cille og hendes bror blev lagt i seng, tog festen ofte fart. Hun oplevede flere gange, at hendes mor låste døren ind til stuen.

Mens de festede med alkohol og stoffer ud på de sene nattetimer, prøvede hun som regel at falde i søvn. Alligevel husker hun en episode, hvor hun og broren hoppede ud ad vinduet og løb hen og legede på de nærliggende togskinner.

– Jeg savnede, at der var nogen, der så mig. At der var nogen, der anerkendte mine følelser. Både når jeg var vred og ked af det. Men jeg blev ofte bare sendt på mit værelse, hvis jeg reagerede, husker Cille.

Hun oplevede at bo tre forskellige steder på et år. I en periode boede hun hos sin mormor, senere kom hun i familiepleje.

Hun husker, hvordan deres mange regler om opførsel en dag fik hendes vrede til at eksplodere. Hun rev alt ned fra hylderne på værelset og kastede dem rundt. Hun brækkede et stykke af sin seng af og truede sin plejefar.

Efterfølgende blev hun sendt på børnehjem i Odense, 11 år gammel. Hun mindes, hvordan hun gik op ad de lange, kolde gange, der var alt andet end hjemlige.

Alligevel følte hun en lettelse over, at de kritiske øjne ikke længere hvilede på hende. For på børnehjemmet var der ikke meget opsyn.

Det var i denne periode, at hun første gang prøvede stoffer. Det var som at tage en mental pause fra det kaotiske liv.

Men der gik ikke lang tid, før afhængigheden sneg sig ind på hende, og Cille blev hvirvlet ind i en nedadgående spiral, der endte med at bringe mor og datter sammen.

– En dag fortalte jeg min mor, at jeg var ked af det. Så rykkede hun en tallerken med hvidt pulver hen til mig. Ta’ det her, så får du det bedre, sagde hun. Så det gjorde jeg.

Cille oplevede to gange at blive hjemgivet til sin mor, hvorefter hun igen blev tvangsfjernet og sendt på institution og efterfølgende familiepleje.

Sammenlagt nåede Cille at gå på 12 forskellige folkeskoler.

Efterfølgende blev det hverdag, at mor og datter tog stoffer sammen.

Ofte svingede Cille forbi med en veninde før en bytur, og som tiden gik, eskalerede hendes forbrug. I lange periode gik hun ikke i skole. Når hendes mor afsonede med fodlænke, blev Cille tit hjemme.

For hvis hun gik ud og lod sin mor være alene, blev hun mødt af skyld og skam.

I fryseren havde hendes mor rene urinprøver til de ofte planlagte kontroller. Men hun husker en enkelt gang, hvor kriminalforsorgen kom på uanmeldt besøg.

Cille gik ud på toilettet og tissede i bægeret, hvorefter hendes mor afleverede det.

Som tiden gik, begyndte forholdet mellem Cille og hendes mor at blive konfliktfyldt.

Hun husker en dag, hvor hun var hjemme hos sin mor og morens kæreste. Da hun vågnede en morgen, var de væk. Uden besked eller at efterlade penge, så Cille kunne klare sig.

Det viste sig senere, at de var rejst til Gran Canaria, hvor de efterfølgende boede et år.

– Det var det ultimative svigt. Men det fik mig også til at indse, at jeg var ved at tage samme retning i livet som min mor. Så jeg ringede til min sagsbehandler og sagde, at jeg havde brug for hjælp.

De efterfølgende år begyndte Cille lige så stille at lægge stofferne på hylden. Hun begyndte at mærke sine følelser igen, og hun vidste, at hun blev nødt til at få noget hjælp, hvis hun skulle have et andet liv.

Da hun som 19-årig blev gravid, ændrede alt sig for Cille. Hun rørte hverken alkohol, stoffer eller cigaretter, og hun begyndte at gå op i at få de rigtige vitaminer og spise sund kost.

Hun kontaktede selv kommunen for at få hjælp, og hun formåede at tage sin 9. og 10. klasse på vuc, mens et nyt liv voksede i maven. Men da hendes datter kom til verden, blev Cille ramt af angst for at fejle.

Hvis hendes datter ikke fastholdt øjenkontakten, frygtede Cille, at hun ikke stimulerede hende nok, og hvis hun var ulykkelig, kunne Cille få følelsen af, at hun gjorde alt forkert.

– Jeg havde ingen erfaring at trække på, så jeg havde et stort behov for at blive bekræftet i, at jeg gjorde det godt nok. Det var sundhedsplejersken heldigvis god til, men jeg følte i mange år, at jeg var var helt på udebane, forklarer Cille.

Sideløbende med rollen som mor påbegyndte hun en pædagogisk uddannelse, som hun dog valgte at stoppe, da hun i stedet ville handle på drømmen om at blive jordemoder.

Hun blev forsonet med sin far, som hun havde haft et problematisk forhold til, og hun lærte, at hun ikke længere skulle tage ansvar for sin mor.

Forholdet til datterens far holdt ikke, og i et stykke tid jonglerede hun hverdagen som alenemor. Senere mødte hun sin nuværende kæreste Nikolaj, som hun i dag har toårige tvillinger med.

En glad familie

I lejligheden i Nibe hænger der madplan på væggen, og i stuen vidner billederne af glade børneansigter om, at her bor en almindelig børnefamilie.

– Som barn drømte jeg om at blive mor. Jeg havde nok instinktivt et behov for at skabe en bedre barndom for mine egne børn, end jeg selv havde haft, forklarer Cille, der føler, at den drøm er gået i opfyldelse.

Men hun er også bevidst om, at fortidens svigt altid vil være en del af hende. Hun bliver hurtigt overstimuleret, har behov for orden, og hun har erkendt, at et travlt fuldtidsjob vil være for meget for hende.

Det har dog ikke slukket hendes drømme. Tværtimod.

I øjeblikket arbejder hun som frivillig hos Fødselshjælpen – et tilbud til gravide og nybagte mødre i sårbare livssituationer, og ved siden af studerer hun, så hun på et tidspunkt kan søge ind på jordemoderstudiet.

Noget der for år siden føltes som en urealistisk drøm.

På sin Instagram profil ’cillebagger’ deler hun ud af sine erfaringer og giver et indblik i de tanker og følelser, der er forbundet med hendes barndom og rollen som mor.

For hun håber, at hendes historie kan være med til at skabe håb hos andre, der kan spejle sig i hendes fortælling. For selv om barndommens svigt er en del af hende, vil hun ikke lade den definere resten af hendes liv.

– Det er muligt at skabe et godt liv for sig selv. Men det kræver, at du både er villig til at række ud efter hjælp og selv arbejde benhårdt. Du skal flytte dig mentalt og fysisk fra det liv, du levede. Men hvis du gør det, så kan det lykkes, forklarer Cille.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.