Brevkasse
4. juni 2025

Jeg kan ikke få orgasme under sex med min kæreste. Det gør mig jaloux og bitter

"Efter mange år med orgasmebesvær er jeg kommet til at internalisere idéen om, at sex er mere til for fyrens nydelse end min egen," skriver en læser til feminas brevkasse.
Af: Redaktionen
kære brevkasse

Illustration: Thit Thyrring

Kære brevkasse

Jeg har været sammen med min kæreste i fire år, og vi har et dejligt forhold. Jeg har altid haft svært ved at opnå orgasme under sex, og jeg har samme problem med min kæreste.

Vi har snakket om det mange gange, og han er forstående og åben over for at gøre hvad end, der skal til for, at jeg har det bedst. Det er dog ikke ham, der er problemet. Problemet er mit hoved.

Efter mange år med orgasmebesvær er jeg kommet til at internalisere idéen om, at sex er mere til for fyrens nydelse end min egen. Det gør, at jeg fokuserer mere på min partner end på mig selv under sex, og det kan gøre mig jaloux og bitter og til tider fjerne nydelsen helt.

Disse følelser er svære at dele med ham, for jeg vil ikke have, at han bliver usikker – og jeg har ikke selv bud på, hvad løsningen er. Jeg vil gerne gå til sexolog, men det er dyrt, og jeg har ikke råd lige nu.

Hvad er den bedste løsning?

Send os dit dilemma - intet er for stort eller småt! 

feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!

Send dit dilemma anonymt til brevkassen@femina.dk

Svar 1

Kære du

Det dilemma tror jeg desværre, der er utrolig mange kvinder, der kan genkende sig selv i. For vi er gennem mange år i popkulturen og porno blevet fortalt, at det er sandheden. Den fortælling afliver vi lige - sex skal være dejligt for alle involverede parter, punktum.

Jeg er glad for, at du skriver, at din kæreste er åben - det, tror (og håber) jeg, gør processen lidt lettere.

Jeg ved ikke, hvad den bedste løsning er, men jeg har et par bud på, hvad du kan gøre.

For det første findes der virkelig mange artikler, gode råd, skriv og andet helt gratis på nettet, hvor sexologer udtaler sig om lige netop det eller noget lignende. Her kan du måske finde noget inspiration til, hvordan du kan gribe det an - uden at ruinere dig selv.

Jeg tror - selv om det er svært - at du bliver nødt til at dele de tanker med din kæreste. Tankerne om, at du kan blive jaloux og bitter under sex. Det kan gøre, at han har større chance for, på et eller andet plan, at sætte sig ind i, hvor du kommer fra.

Nu til det med ud af hovedet og ned i kroppen. Jeg ved ikke, hvordan I har sex, men jeg kunne forestille mig, at det involverer penetration. Hvis det gør det, ville jeg prøve at tage den del ud af ligningen. Prøve at gentænke hvordan sex skal være.

Du skriver, at I har været kærester i fire år, så måske har I en bestemt måde, som I ofte har sex på. Det kan være, den skal gentænkes lidt med fokus på din nydelse.

Sex kan jo også være at onanere sammen uden at røre ved hinanden, eller det kan være dig, der onanerer foran ham. Du kan vise ham, hvad der fungerer, når du rører ved dig selv.

Det kan også være, at han skal give dig en form for sexy massage, hvor alt fokus ligger på dig, men hvor målet ikke er en orgasme, men nydelse. Presset fra dig selv kan jo desværre jage orgasmen væk.

I virkeligheden tror jeg, det handler om, at I skal gentænke sex. Hvordan kan I være intime sammen på en måde, hvor fokus også ligger på din nydelse? Og måske nogle gange, kun på din nydelse.

Hilsen Heidi Kirkeby Mogensen

Starter hver morgen ud med et blødkogt æg, og så suser jeg på arbejde på min elcykel. Lige nu er jeg besat af The O. C., Sport Cola og sko med Vibramsåler. Man kunne fristes til at tro, jeg var ældre end 25.

Svar 2

Kære du

”Sex er godt, sex er fedt, sex er sundt” sang Natasja i 00’erne. Og det havde hun ret i, men sex er også kompliceret og sårbart, og det kan være svært at acceptere, hvis det ikke er som man forestillede sig.

Jeg tror ikke, at du er alene om at have tanker om, at sex er til for din partners skyld, og du virker meget bevidst om, hvad det er der gør, at du oplever denne her jalousi og bitterhed. Det, tror jeg, er første skridt i en retning, hvor du kan føler dig bedre tilpas i det og til sidst opnå orgasmerne.

Måske det kunne være en god ide at fjerne lidt fokus fra bolden – altså jeres sex sammen. Prøv selv at find ud af, hvad du nyder, og som giver dig en orgasme alene, og så få ham til at gøre de samme ting ved dig. På den måde fjerner du presset fra ham, og så har du selv fundet ud af det og taget magten tilbage.

Det er vigtigt at holde bolden på egen banehalvdel (sorry for boldmetaforen) og så fortælle din kæreste, at du har de her følelser, og at de har intet med ham at gøre.

Jeg tror helt sikkert, at det er noget, der kan løses ved, at du lærer din egen krop endnu bedre at kende og så at dele ud af det med din kæreste. Det virker, som om han er meget åben og lyttende.

Alt godt din vej!

Hilsen Sara Mastrandrea

24-årig skribent på femina med en forkærlighed for den tidløse garderobe. Modvind på cykelstien kan få mig i det dårligste humør, og selvom jeg godt ved, at jeg burde investere i et regnsæt, bliver det aldrig til noget.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.