Det er en almindelig søndag morgen i familien Burgdorfs hus i Silkeborg. Pernille går op ad trappen for at tage tøj på, så hun kan lave morgenmad til sin mand og 2-årige søn Mateo. Alexander er allerede ved at brygge kaffen.
Pernille har lært at værdsætte de små øjeblikke i hverdagen som disse. Det er en måde for hende at komme igennem den sorg, der har ramt familien det sidste års tid og samtidig finde styrken til at glæde sig over det nye liv, der gror i hendes mave.
Pludselig mærker hun et smæld i underlivet, og en klar væske siver ned ad hendes ben. Hun hiver sin nattrøje af og presser den imellem benene for at stoppe det fostervand, der er på vej ud.
Hendes krop ryster, og hun føler, at hendes verden er ved at bryde sammen. Det er langt fra en glædelig overraskelse, at Pernilles vand er gået. Hun er nemlig kun syv måneder henne i graviditeten.
Det føles næsten som deja-vu, da ambulancen ankommer, for Pernille har stået i den her situation før. Hendes to seneste graviditeter endte heller ikke lykkeligt.
Følte sig ensom
Når 34-årige Pernille Burgdorf tænker tilbage på tabet af sin søn Pedro, husker hun tydeligt håbet. Helt til det sidste klamrede hun sig til troen på, at han ville komme ud som en lille mirakelbaby.
Men Pedro overlevede ikke fødslen, og hans storebrødre Arthur og Noah fik selskab på deres farfars gravplads.
Hun husker også tydeligt sorgen og den ensomhed, den bragte med sig:
– Jeg følte, at der ikke var nogen, der forstod mig. De fleste sagde, at det var godt, at jeg aldrig nåede at lære børnene at kende, men det var en stor del af sorgen, at jeg netop ikke nåede at kende dem. Jeg skulle have haft et helt liv med dem og en masse minder, fortæller Pernille.
Når sorgen var værst, mindede Pernille sig selv om, at hun skulle være stærk for sin søn Mateo. Midt i alt det svære blev han også hendes lys – en påmindelse om glæden, der stadig fandtes:
– Jeg har hele tiden tænkt, at jeg skulle sørge for at være en god mor for Mateo, for han fortjener det bedste liv. Det var de små glæder, der blev tydelige for mig, når jeg var sammen med ham. Når vi lå sammen ude på trampolinen i haven og kiggede op på skyerne, følte jeg, at det er jo det her, der er livet. Det her er lykken.
Skammede sig
Men særligt én ting nagede stadig Pernille. Hvorfor blev hendes krop ved med at svigte hende?
– Jeg skammede mig over, at det var mig, der var noget galt med. Det var jo min krop, der fejlede. Den føltes som et gerningssted, som ingen gad at undersøge, fortæller hun.
Pernille og Alexander havde af flere omgange bedt lægerne om at undersøge for bakteriel vaginose, som er en skæv sammensætning af bakterier i underlivet.
Pernille havde nemlig flere symptomer, der pegede i den retning. For mange er det ganske ufarligt, men for gravide kan det have alvorlige konsekvenser. Alligevel nægtede lægerne at teste for det.
– De tog slet ikke mine symptomer seriøst. Vi fik bare at vide, at der ikke var noget at gøre, husker hun og fortæller, at det var ved et tilfælde, at de fik den hjælp, de havde brug for, da hendes søster faldt i snak med en kvinde ude foran sin kærestes kolonihavehus.
Det viste sig, at kvinden arbejdede på Enheden for Gentagne Graviditetstab på Hvidovre Hospital. En klinik, der er specialiseret i at hjælpe kvinder som Pernille.
Den første i verden
En simpel podning afslørede det, som Pernille og Alexander allerede vidste. Pernille havde bakteriel vaginose. Kort tid efter blev Pernille kontaktet med et tilbud om at være med i et forskningsprojekt, hvor lægerne ville transplantere sunde bakterier fra en anden kvindes underliv.
Hun ville være den første kvinde i verden til at afprøve det, og Pernille tøvede ikke med at sige ja.
– Jeg var lykkelig ved tanken om, at vi ikke kun kunne finde årsagen til, hvorfor vi ikke selv kunne få flere børn, men at vi også kunne hjælpe andre, der stod i samme situation. Planen var, at jeg skulle have transplantationerne i et helt år, men jeg kunne mærke, at det allerede virkede efter få dage. Efter lidt tid fik vi grønt lyst til at forsøge at blive gravide igen.
Sidste chance
Det var med blandede følelser, da Pernille igen stod med en positiv graviditetstest i hånden. Hun husker tydeligt, at hun og Alexander kiggede hinanden dybt i øjnene. Uden at sige noget, vidste de, at det var sidste chance, og nu skulle det lykkes.
– Jeg var selvfølgelig glad og håbefuld, men jeg var også fyldt med angst. Op til fødslen fik jeg en følelse af, at det var mig, der skulle dø, hvis min baby skulle overleve. Det var enormt skræmmende, husker Pernille.
En lykkelig fødsel
Heldigvis forløb fødslen, som den skulle, og familien fik lille Erik Mario med hjem.
– Erik Mario har bragt så meget glæde til vores lille familie. At han endte med at blive rosinen i pølseenden, gav os en lykkelig slutning på det hele.
Men selv om der kun er to af børnene, der er her fysisk, vil Pernille altid være mor til fem små drenge.
– Mateo og Erik Mario har selvfølgelig gjort enormt meget for, hvem jeg er som menneske, men at blive mor til tre døde børn, gør i den grad også noget ved en. Jeg har lært mig selv at kende på en helt anden måde, som jeg aldrig havde gjort, hvis jeg ikke havde mistet Arthur, Noah og Pedro. På den måde, vil de altid være en del af mig. En del af vores liv.
Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
