
Ny film er "den bedste Disneyfilm i mange år"

Maia Kealoha, Stitch og Sydney Agudong i 'Lilo & Stitch'
Foto: Disney
Lilo & Stitch
Premieredato: 22. maj 2025 i biograferne
Genre: Animation, komedie
Instruktør: Dean Fleischer Camp
Manuskriptforfatter: Chris Kekaniokalani Bright, Mike Van Waes
Medvirkende: Maia Kealoha, Sydney Elizebeth Agudong, Chris Sanders, Billy Magnussen, Zach Galifianakis, Courtney B. Vance, Hannah Waddingham m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time og 48 minutter
Vurdering: 5 ud af 6 hjerter
Har vi virkelig brug for endnu en liveaction-udgave af en Disneyfilm?
Spørgsmålet er allerede blevet stillet en gang tidligere i år, da ’Snehvide’ havde premiere i marts, og nu rumsterer det igen i baghovedet med ’Lilo & Stitch’.
Den originale animerede film havde premiere i 2002 og fik stor for sin charmerende humor og originalitet. Som så mange andre Disneyfilm fra den æra, betød det en hulens masse direkte-til-video-efterfølgere og ditto tv-serier.

Stitch i 'Lilo & Stitch'
Foto: Disney
Og nu knapt 23 år senere bliver den usandsynligt nuttede kaospelsklump Stitch igen vakt til live, og det er gudskelov med bragende succes!
Historien er mere eller mindre den samme som i start-00'erne:
I en galakse langt, langt borte har den gale videnskabsmand doktor Jumba Jookiba (Zach Galifianakis) skabt det ultimative destruktionsvåben i form af eksperiment 626. Efter at Den Galaktiske Føderation har idømt bæstet til eksil, stikker den af og styrter ned på Jorden. Nærmere bestemt Hawaii, hvor seksårige Lilo (Maia Kealoha) kaster sin kærlighed på den blå ”hund”.
Stitch, som hun navngiver den, er lynende intelligent, og da han opfanger, at hans forfølgere – bestående af Jumba og Jord-eksperten Pleakley (Billy Magnussen) – ikke må gøre noget, som kan bringe mennesker i fare, lader den sig adoptere af barnet for at holde dem på afstand.

Stitch og Maia Kealoha i 'Lilo & Stitch'
Foto: Disney
Lilo bor alene sammen med sin storesøster Nani (Sydney Elizebeth Agudong) efter, at deres forældre for nyligt er omkommet ved en ulykke. Socialforvaltningen i form af den venlige fru Kekoa (Tia Carrere) holder meget øje med situationen, og det sidste, den pressede værge har brug for, er, at hendes seksårige lillesøster og et pelset blåt rumvæsen laver kaos i den hårdt prøvede hverdag.
Men det gør de i ’Lilo & Stitch’, og hvilket vidunderligt kaos det er.

Stitch og Sydney Agudong i 'Lilo & Stitch'
Foto: Disney
Tunge emner, masser af hjertevarme
Det er ’Marcel the Shell with Shoes on’-instruktøren Dean Fleischer Camp, som står bag den nye ’Lilo & Stitch’, der er baseret på et manuskript af Chris Kekaniokalani Bright og Mike Van Waes.
Der er en tydelig respekt og god forståelse for forlægget, som Dean DeBlois (’Sådan træner du din drage’) og Chris Sanders (’The Wild Robot’) skabte med originalen. En håndfuld elementer er blevet fjernet, og man må blandt andet spejde forgæves efter den nidkære og arrogante føderationsofficer Gunta, der spillede en afgørende rolle i slutningen af filmen.

Stitch og Maia Kealoha i 'Lilo & Stitch'
Foto: Disney
I det hele taget er der en mere nede på jorden-tilgang i den nye ’Lilo & Stitch’.
Nanis kamp for at holde sammen på sin lille familie har fået en god og hjerteskærende justering, så man ikke er i tvivl om det ubærlige pres, der hviler på hendes unge skuldre. Før forældrenes ulykke havde hun modtaget et stipendium til at studere marinbiologi, men det satte uheldet en stopper for.
Man fornemmer tydeligt, at alle i hendes nærhed gerne vil, at det skal gå hende og Lilo godt. Begge kæmper, men sorgen over tabet af forældrene ligger dybt i dem begge. Præcis som i tegnefilmen bliver det dog ikke eksplicit banket i hovedet på publikum. I stedet får vi flere små kommentarer, som at Lilo er ensom og ked af det, og Nani som sagt er overbebyrdet og overvældet.

Stitch og Maia Kealoha i 'Lilo & Stitch'
Foto: Disney
Det er benhårdt at overvære, og tårekanalerne kommer da også på overarbejde flere gange i løbet af ’Lilo & Stitch’. Det er meget muligt, at ”ohana” betyder familie, men for mig er det i det her tilfælde bare lig med et småforfejlet forsøg på ikke at sidde og hulke foran anmelderkollegaerne.
Filmen, du har brug for i dit liv
Er der lige vel tyk nok Disney-feel-good-fløde en gang imellem?
Ja, og hva’ så?
’Lilo & Stitch’ vil aldrig blive forvekslet med et socialrealistisk drama, og når vi har at gøre med sorg og traumebearbejdning er det måske meget godt med både glæde og en overdrevent lykkelig slutning til at gå ud af biografen på.

Sydney Agudong, Maia Kealoha og Stitch i 'Lilo & Stitch'
Foto: Disney
Selvom den dybe tallerken ikke bliver genopfundet, er ’Lilo & Stitch’ med længder ikke bare den bedste live-action Disneyfilm, men den bedste Disneyfilm overhovedet i flere år.
Det skyldes ikke mindst debutanten Maia Kealoha i hovedrollen som den temperamentsfulde Lilo. Det kræver godt nok sin skuespiller at formidle vrede på grund af sorg og dertilhørende destruktiv adfærd og så skulle veksle til smittende barnlig glæde, men det formår det unge stjernefrø i dén grad.
Og så er det fedt at se de gamle stemmeskuespillere dukke op i andre roller. Tia Carrere lagde i sin tid stemme til Nani, og Jason Scott Lee, der gav stemmeliv til den godmodige nabo David, som var forelsket i storesøsteren, spiller her Nanis regelrette chef. Igen noget, der taler ind i Fleischer Camp og co.’s forståelse og respekt for originalen.
Når alt kommer til alt, handler ’Lilo & Stitch’ om kærlighed. Kærlighed til dem, vi savner. Kærlighed til dem, vi har i vores liv og til de uventede eksistenser, som pludselig gør alting bedre.
’Lilo & Stitch’ er den feelgood-film, du har brug for i dit liv hen over sommeren, og som kan nydes af både børn og voksne uden problemer – men måske allerbedst i fællesskab.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Læs mere om:
Udvalgt indhold

Onsdag aften fik Johanne en regning fra sit elselskab. Troede hun. Det viste sig at blive starten på et mareridt

Disse kendetegn findes hos par, der igen og igen havner i dårlige perioder
