Onsdag aften fik Johanne en regning fra sit elselskab. Troede hun. Det viste sig at blive starten på et mareridt

Jeg anser mig selv som værende et tillidsfuldt menneske. Jeg stoler grundlæggende på mine medmennesker, og jeg stoler også på de institutioner, der er en del af mit liv.

Når Skat, banken eller selvfølgelig mine venner og familiemedlemmer meddeler mig noget, tror jeg på, hvad de siger. Den tillid er jeg ikke ene om, understreger forsker i tillid Sasja Emilie Mathiasen Stopa. Faktisk er Danmark i høj grad bygget på tillid.

– I Danmark har vi tradition for at fokusere på tillid. Et ord er et ord, og vi behøver ikke nødvendigvis nedskrevne aftaler, for vi stoler på hinanden. Det er selvfølgelig, fordi vi har en erfaring med, at vi kan stole på andre mennesker og ikke mindst vores institutioner. Men det skyldes også, at vi er præget med nogle kulturelle forestillinger, der fremhæver tillid som noget væsentligt.

Tilliden er ifølge Sasja todelt. Vi har biologisk set en medført evne til at have tillid til andre mennesker, der har at gøre med, at vi er relationelle væsener.

Spædbarnet har for eksempel tillid til sine forældre, fordi det er nødt til at have det for at overleve. Og gennem opvæksten vil de fleste i Danmark blive bekræftet i, at det kan betale sig at have tillid.

– Tilliden i det danske samfund trives – også fordi vi har en relativ homogen befolkningsgruppe. Det er et godt udgangspunkt. Derudover har vi et velfungerende samfund, i forhold til at vi har troværdige institutioner. Når man har meget tillid til samfundsinstitutioner, tilgiver man også nemmere enkelte tillidsbrud. Tillid er nemlig også et spring ud i det uvisse. Der er altid en risiko forbundet med at have tillid, siger Sasja.