“Vi i ledelsesgruppen har snakket lidt om din størrelse”, sagde chefen til Kathrine. Nu har hun et vigtigt budskab

- Vi ender med at enes om løn og vilkår, så vi giver hånd og griner og sludrer lidt, som man jo gør efter en god forhandling.

- Så siger chefen: “Nu skal du ikke være nervøs, men du skal bare vide, at vi i ledelsesgruppen har snakket lidt om din størrelse. Og vi er nødt til lige at vende, at vi jo har været bekymret for, om det måske kunne betyde flere sygedage.”

Kathrine Abel bliver helt stille. Stemningen i rummet ændrer sig, og Kathrine går fra at være afslappet og lettet til at være chokeret og utryg. Hun ved ikke, hvordan hun skal reagere. Om hun skal tude, råbe af chefen eller rejse sig op og gå.

Hun er stille længe nok til, at chefen begynder at undskylde og bortforklare det med, at de jo alle har deres laster. Energidrikke, kaffe, kage og hurtigretter nede fra hjørnet, husker hun.

- Jeg trækker vejret dybt ned i maven og siger så: “Jeg har hørt, hvad du har sagt, og det har jeg en hel masse holdninger til. Men dem har jeg ikke lyst til, at vi går ombord i nu. Så skal vi ikke bare være glade for håndtrykket, og så se fremad ind i et godt samarbejde?”

Og så snakkede de ikke mere om det, fortæller Kathrine. Bagefter tog hun hjem til sin mand og var rigtig ked af det. Sådan virkelig ked af det, understreger hun.

I stedet for at komme optimistisk og jublende hjem fra ansættelsessamtalen, kom oplevelsen nemlig til at overskygge alt, og i dag fortryder hun, at hun ikke sagde fra over for den vægtstigmatisering, hun blev udsat for.

- Det, der er med vægt, er, at det er enormt skamfuldt, fordi vi som samfund har indrettet det sådan, at dét at være tyk næsten er noget af det værste, du kan være. “Du skal bare lukke munden og lette røven”, siger hun og fortsætter.