Kærlighed og sex
12. maj 2025

Æk’ så ringe endda: Her er min overlevelsesguide til dig, der bor sammen med en jyde

Det er ikke uden komplikationer, når en pige fra Holte slår pjalterne sammen med en jyde – men så længe man forstår hinandens sprog og sære vaner, skal det nok gå alt sammen. Ikke?
Af: Nina Pratt
nina pratt

Foto: Kristina Pedersen

Nina Pratt er journalist på Heartbeats. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens holdning.

Jeg er netop flyttet sammen med min kæreste på Vesterbro i København. Trods lejligheden, der i øjeblikket ligner noget, Dali har malet, hygger vi os med at bygge rede blandt bobleplast og flyttekasser.

Denne proces indebærer blandt andet en sammenfletning af bøger i bogreolen i bedste Katherine Diez og Dan Jørgensen’sk stil. Det er her, plantet foran bogreolen, at jeg opdager, at han ejer 12 bøger om “Løgum-Kloster.” Jeg ved ikke, hvad et løgkloster er for noget, men det lyder som noget, der ligger uden for Ring 4.

– Jeg er slet ikke særlig jysk. Du skulle bare møde en roekaster fra Aalborg-området, så skal du se en ægte jyde, siger han, da jeg konfronterer ham med Løgum-Kloster sagaen.

https://imgix.femina.dk/2025-05-12/untitled-artwork-2-1.jpg

Ja, så idyllisk ser det ud, når man sammenfletter en bogreol.

Tegning: Nina Pratt

Han lyver. Han er mega-super-meget fra Bøhlandet. Den tætteste station på hans hjemby er Tinglev Banegård. Selvsamme banegård som et berømt jysk fyndord beskriver således: Den tid, du tilbringer på Tinglev Banegård, bliver senere fratrukket i skærsilden.

Min Hotte Jyde er opvokset med en lade (ja, en lade), halbal og kæmpe sportshaller. Hvis jyder var skurke i videospil, ville han være Final Boss. Jeg kommer selv fra Nordsjælland, den slemme del, der er kendt for hvidvask, dyre konfirmationer og puttemiddage. Vi befinder os i en vaskeægte starcrossed lovers situation. En gourmethotdog og en Henning i Presenning. Tartaren og tartelletten. Vil det nogensinde lykkes?

Svaret er ja! Det hele handler om kompromis og at kende hinandens kulturelle og sproglige forskelligheder, så man undgår åbenlyse bump på vejen. Nu har jeg kun boet med en jyde i tre dages tid, så min viden er begrænset. Men hvis jeg har lært én ting af USA’s nuværende præsident, er det, at manglende viden ikke skal afholde én fra at udtale sig. Så nu buldrer jydeekspertbussen derudaf med en dum københavner i førersædet.

Advarsel: Ja, voldsomme generaliseringer vil forekomme. Nej, der vil ikke blive gjort forskel på nord-, midt-, syd-, sønder-, øst- eller vestjyder. Det har vi slet ikke tid til. I denne artikel er I alle bare ‘jyder’. Undskyld. Og også undskyld til fynboerne, som ingenlunde anerkendes i denne artikel.

https://imgix.femina.dk/2025-05-12/adobe-express-file-3.jpg

Min Hotte Jyde og mig.

Tegning: Nina Pratt

1. At bestille kaffe

Når københavnere og jyder skal bestille kaffe sammen, forvandles de til Rick & Chelsea fra tredje sæson af The White Lotus. Københavneren dyrker kaffe som en religion og kaster om sig med pseudoviden om bønnetyper, ristepræferencer, mælkemængder og drip bags. Det er alt sammen vildt cool, ind til man står ved siden af en jyde, der ruller øjne over ens kaffemonolog og bare vil have en americano uden alt det pis.

https://imgix.femina.dk/2025-05-12/nina-pratt.JPG

Gæt hvilken kop, der er Jydens og Københavnerens.

Tegning: Nina Pratt

2. Frisk luft

Jyder skal luftes af og til, ellers sumper de fast. De er vant til frisk, ikke-forurenet luft og duften af marsk og køer. En tur ned til Sydhavnsspidsen for at klappe lamaer (minder om ko-odeur) kan gøre det.

3. Jyske ekskærester

Der er stor sandsynlighed for, at Din Hotte Jyde kun har haft jyske kærester, indtil de mødte dig. Det betyder noget, fordi de med deres stabile opvækst på den jyske hede med stor sandsynlighed vil få dig til at ligne et røvhul. Det er der ikke så meget at gøre ved, men blot godt at vide.

4. Respekt for Jylland

Apropos røvhul, så er der er få ting, der er mere forfærdelige end at skulle indrømme, at man kun har været i Jylland to gange til en jyde. Lidt ligesom da J.D. Vance forsøgte at belære Volodymyr Zelenskyj om Ukraines fejl og mangler ved det berygtede møde i Det Hvide Hus, og sidstnævnte måtte afbryde og spørge: Have you even been to Ukraine? Ydmyghed og interesse er vejen frem, når det gælder dit begrænsede kendskab til rigsfællesskabet. Når du rammer Tinglev Banegård på rejsen ned gennem Sønderjylland, kan du eksempelvis sige: Sikke en velbelagt asfalt og en fin drive through village, der ligger ved stationen.

5. Jyske svigerforældre

Når din sønderjyske svigerfar kalder dig for et “rigt svin” første gang, I mødes, så ved du, at du skal skrue ned for Københavneriet. Du ved heldigvis også, at du har en grineren svigerfar. Men alligevel: Undgå udtryk som “ej, hvor cute!!!!”, “sådan der” og “what, hvor vildt”. En sproglig lammelse vil formodentligt indtræde, og du bliver i tvivl, om du lider af Early-Onset Alzheimers. Hvilke ord brugte du overhovedet før, du sagde ‘sådan der’ til alt? Og hvad i Guds navn er det, dine svigerforældre siger? Her er det vigtigt at undgå at sige ‘HVAD?’ mere end én gang. Du er sikkert alligevel bedst, når du er tavs.

6. Stumme sexjyder

Jyder er træmænd, når det kommer til at give komplimenter, der siger spar to. Det er ligegyldigt, om du presser dig ned i et gimpkostume, der er otte størrelser for småt og laver en downward facing dog med undervognen eksponeret. Alt, du får, er en tommel op. Det er pivringe. Sig til din Jyde, at han skal tage sig sammen og få mundtøjet på geled.

7. Svanetilgang til følelser

Jyder gider ikke snakke om følelser. Her er et eksempel: Det var mig, der spurgte Min Hotte Jyde, om han ville være kærester. Da jeg spurgte ham, om han nogensinde ville have bragt emnet op, svarede han, at han ville gøre “som svaner gør”. Altså: Hænge nok ud alene sammen til, at det ville give sig selv, at vi var kærester, men ikke behøvede at italesætte det. Ligesom svaner gør, åbenbart??

8. Hvad er rigtig sport?

I Jylland er der meget plads og mange idrætshaller. De dyrker det, de kalder for “rigtig sport”: Fodbold, håndbold, tennis, badminton og den slags. Og bevares, selv om du er fast gæst på Ass & Abs-holdene i PureGym, så tæller det ikke som sport. I Jydens øjne, er det kun sport, hvis man:

1. Ligner lort imens. Og aldrig dyrker motion for sit udseendes skyld, men for at “røre sig”.
2. Ikke lytter til musik. Jyder kan lide at rawdogge til sport.
3. Brækker noget. Alle nærdødsoplevelser giver stor anerkendelse.

Her tager Jyden naturligvis fejl. Der kommer ingen og giver dem en medalje for at have lignet lort og brækket knogler, hver gang de dyrkede sport. Københavneren har fat i den lange ende, også selv om de spilder uendelige mængder penge på alt for dyre fitnesscentre.

https://imgix.femina.dk/2025-05-12/untitled-artwork-2.jpg

Gerningssted eller en jysk sportskomsammen?

Tegning: Nina Pratt

9. Sprogforskelle

Ja, det er kikset, når Din Hotte Jyde udtaler ‘kikset’ med lang i-lyd. Men du kan maks grine over det to gange, før det bliver til en mindre betændt konflikt.

10. Flair for drama

Københavnere har større flair for drama, og her opstår der af og til kommunikationsproblemer. Lad mig illustrere denne pointe med et udsnit af de spørgsmål, jeg stiller min kæreste på daglig basis::

Hvis nu vi levede i Pompeji, og det var vulkandag, hvad for en stilling ville vi så blive forstenet i?

Synes du ikke, det er vildt, at mennesker har levet i titusinder af år over hele planeten, og lige præcis du og jeg er i live og har fundet hinanden i dette tidsrige?

Hvad hvis jeg døde, lige efter jeg trådte ud ad døren? Ville du slet ikke tænke over, hvad dine sidste ord til mig havde været?

Her er et udsnit af de spørgsmål, han stiller mig på daglig basis:

Hvor er mine tennissko?

Har du husket at åbne vinduet på badeværelset?

Hvorfor kradser du i min hovedbund, når du ved, at jeg lige har taget en skæl-kur?

Vil du prikke bumsen på min højre skulder?

11. At “handle ind”

Når din jyske kæreste siger, at han lige vil “handle ind”, betyder det, at han vil købe ind. Jyden vil insistere på, at hans formulering er korrekt, og du vil insistere på, at din er. Ingen vil bukke sig for den anden, og ligesom krigen mellem Korea’erne, vil der opstå våbenhvile, men krigen vil aldrig officielt slutte.

12. Overflod af gorpcore

Jyder dyrkede Hejremand-looket længe inden, det blev omfavnet af mainstreammoden og rebrandet som ‘gorpcore’. Når du flytter sammen med en jyde, følger der uoverstigelig mængde windbreakere, fleecetrøjer, overtræksbukser, gamle træningssko, vandrestøvler og et trangiasæt med. Det fylder ad helvede til, men Jyden er tæt knyttet til disse objekter, og de er formentlig blandt de første, vedkommende ville redde, hvis der var brand i ejendommen.

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.