Kender du filmhistoriens måske mest kontroversielle kvinde? Ny dokumentar giver et isnende portræt

“Hvis jeg havde været død dengang, havde alt været meget bedre,” siger Leni Riefenstahl på et tidspunkt i dokumentarfilmen ’Riefenstahl’. Med ‘dengang’ mener hun tiden omkring sin karrieres højdepunkt i slutningen af 1930’erne.

Da var hun Hitlers foretrukne filmskaber og kvinden bag filmene ’Viljens triumf’ – filmen om Hitlers partikongres i Nürnberg i 1933 – og ’Olympia’, der skildrede Olympiaden i Berlin i 1936 – en hyldest til den perfekte, atletiske krop.

To film, der senere er blevet anerkendt for deres kunstneriske kvaliteter, men også kendt som en central del af nazisternes propaganda, der tiljublede Hitler og den ariske tysker frem for alt andet.

Sandheder frem i lyset

Leni Riefenstahl så dog ikke sig selv som en del af Hitlers krigsmaskine. Og hun brugte resten af sit liv frem til sin død som 101-årig i 2003 på at kæmpe mod sit ødelæggende ry som nazist – eller om ikke andet som medløber.

Hun hævdede, at hun var kunstner, at hun var uvidende om nazisternes handlinger, og i særdeleshed koncentrationslejrene, at hun var uskyldig og et offer for onde menneskers forfejlede syn på hende og hendes handlinger.

Filmen viser – selvfølgelig, fristes man til at tilføje – at hun også var fuld af løgn. For da Leni Riefenstahl døde, efterlod hun sig et omfattende arkiv af breve, billeder, tekster og film. En del, der havde været brugt i offentlig sammenhæng, og en hel del, der var blevet sorteret fra.

Med god grund. For de viser en utvetydig beundring for Hitler, en bevidsthed om at have været med til at lave propaganda og en generel forståelse af at være bedre end flertallet og derfor fritaget for almindelig moral og pligt.

Der er ikke noget af det, der bliver gravet frem fra de omfattende mængder af materiale, der som sådan er overraskende.

Leni Riefenstahl var trods alt gift med den højtstående nazist, Peter Jakob, og livslang ven med Albert Speer, så det ville være mærkeligt, hvis ikke hun havde nazistiske sympatier. Men det er interessant at få det udpenslet sort på hvidt.

Fortrængningens kunst

Det allermest interessante ved ’Riefenstahl’ er imidlertid de mange klip med Leni Riefenstahl selv, hvor hun bliver konfronteret med fortiden. Stilles til regnskab, men nægter at gøre det op.

Ikke mindst i et tysk talkshow fra 1976, hvor hun konfronteres af den jævnaldrende husmor Elfriede, der modsat Riefenstahl ikke lod sig besnære af den nazistiske propaganda, og som underminerer Riefenstahls konstante forsvar om, at ‘dengang var stort set alle jo med på den. Jeg gjorde ikke noget galt’.

Det er interessant at nærstudere Leni Riefenstahls ansigt, der krøller mere og mere sammen, mens facaden bliver mere og mere stram og bitter.

Her er en kvinde, der hele sit liv har forsøgt at fortrænge sandheden, om det hun gjorde og var. En kvinde, der engang var en genial filmskaber, men som siden gjorde fortællingen om sig selv til sit mest krævende og altomfattende livsprojekt.

En kvinde, der brugte 10 år på at skrive sine erindringer, fordi hvert eneste ord skulle vejes på en guldvægt. En kvinde, der på nogle måder har mistet sig selv bag alle facaderne og nu sidder tilbage som et forurettet barn, der mener, at verden har gjort hende uret.

Og at omverdenen ikke kan se det geni, hun har været bevidst om at være, siden hun i 1930’erne brød igennem i tidens populære bjergfilm, som ene kvinde blandt lutter mænd, og som insisterede på at udføre halsbrækkende stunts i sneklædte bjerge. For kunstens og karrierens skyld.

Det kræver en jernvilje, som man fornemmer i den ældre, forsvarsberedte Riefenstahl. Det er menneskets evne til selvopretholdelse og fornægtelse eksponeret for fuld kraft.

Film til tiden

Men det er også mere end det. For selvom Andres Veiel aldrig for alvor tager blikket fra Riefenstahl, formår han også at fortælle en større historie.

For Riefenstahl gemte al korrespondance. God som dårlig. Og efter hendes tv-optræden i 1976 fik hun ikke kun vrede breve, men også overraskende mange, der hyldede hendes mod og forsikrede hende om, at hun var et offer, og at de var på hendes side. At de mente det samme som hun. Splittelsen i det tyske samfund var stadig massiv i datiden. I det skjulte.

Og selvom det ganske givet ikke har været Andres Veiels ærinde, er det svært ikke at se ’Riefenstahl’ som en film til tiden. Som en påmindelse om, at det var ganske almindelige mennesker, der lod sig fange af en ide og en karismatisk mand, der var så sikker på sine egne ord og ideer, at han fik andre med på dem. I hobetal.

En påmindelse om, at det skete dengang, og det kan ske igen. At vi mennesker er fejlbarlige, og at vi ikke altid selv kan se det.

Et spildt talent

Selvom ’Riefenstahl’ ikke er et kønt portræt af hovedpersonen, er der også en sørgmodig medmenneskelighed over det. For Andres Veiel anerkender, at hun var en fremragende filmskaber. Modig, kreativ og med flair for banebrydende visuelle effekter og fortællegreb.

Hun kunne være blevet blandt de helt store, hvis hun ikke havde lavet film for de helt forkerte. Og fordi hun hele livet nægtede at undskylde, blev hendes kreative vingefang stækket.

Sent i karrieren prøvede hun at få en sidste chance ved at flytte til Sudan og dokumentere Nuba-folket. Men stadig med turistens blik, der aldrig for alvor ser sandheden bag det åbenlyse. Som ser det, hun vil se.

Måske fordi hun ikke kunne andet. For hvad sker der, hvis man hele livet har lukket sine øjne, og så pludselig begynder virkelig at se?