Denne miniserie er en sjov og rørende hudfletning af parforholdet

Hvad gør du, når livet lige pludselig ikke arter sig, som du eller dine venner havde planlagt, og alting bliver vendt på hovedet?

Det er dét, der sker for de tre vennepar: Jack og Kate (Will Forte og Tina Fey), Danny og Claude (Colman Domingo og Marco Calvani) og Nick og Anne Callan (Steve Carell og Kerri-Kenney Silver).

Gennem flere år er de taget på ferie sammen fire gange årligt - én gang i hver årstid. Det har været en mulighed for at samle op med hinanden væk fra den travle hverdag, og for at skeje lidt ekstra ud, som de gjorde, da de var yngre og mere bekymringsfri.

Men så sker det, der ikke må ske.

Et par stopper med at være et par. Nick er ikke længere glad i forholdet - i en sådan grad, at han vil skilles. Hvordan skal den fasttømrede dynamik nu udspille sig, når en pludselig forsvinder, og der sågar bliver tilføjet et nyt og yngre medlem i form af den nye kæreste Ginny (Erika Henningsen)?

Spørgsmålene er mange i Netflix’ ’The Four Seasons’, en miniserie, der fint hudfletter parforholdet i midten af livet og understreger det vigtige i at tjekke ind i sit parforhold ofte, så det ikke kører af sporet.

De otte afsnit er delt op sådan, at hver årstid/ferie strækker sig over to afsnit. Det giver både tid til at følge op på, hvad der er sket siden sidst i de respektive pars liv, og til at sætte nye konflikter op, som enten bliver løst med det samme, eller som følger med over til den næste årstid. Simpelt, effektivt og virkelig sjovt og rørende.

Heldigvis ikke tabt bag en referencevogn

Serien er baseret på ’M*A*S*H’-skuespilleren Alan Aldas film ’De fire årstider’ fra 1981.

Den hellige komedieskabertrio Tina Fey, Lang Fisher (’Never Have I Ever’) og Tracey Whigfield (’The Mindy Project’) har ændret på nogle ting i historien i forhold til forlægget. Først og fremmest har man ændret en karakter fra kvinde til mand og dermed iscenesat et homoseksuelt par, hvilket giver god mening i forhold til vores tid og den, hvor karaktererne har været unge i.

Der er også blevet justeret på karaktertræk, så de for det første passer bedre til skuespillerne, og igen også afspejler det liv, som er blevet levet op igennem 80'erne, 90'erne, 00'erne og 10'erne.

Det er dog ikke, fordi afsnittene er spækket med popkulturelle referencer fra ende til anden, men snarere er det brugt som en implicit fortællemekanisme til at forme personerne. Det er helt tilpas og gør, at der ikke er nogen seere, som kommer til at føle sig tabt bag en referencevogn.

For det kunne nemt blive for internt og indspist, når man skal skildre dynamikken i en vennegruppe, der har mere end 20 år på bagen.

Her er masser af indgroede relationer. Kate og Danny har en helt unik indbyrdes forståelse, fordi de har kendt hinanden siden uni og til tider, for Jack i hvert fald, virker det, som om hun hellere vil bruge tid sammen med deres fælles ven end med ham.

Omvendt føler Kate nogle gange, at Jack ikke er helt lige så sprudlende og fantastisk, som når de er selskab med vennerne, eller spiller frisbee, og han kaster sig hovedkulds over en bænk for at gribe den flyvende plastiktallerken. Det er immervæk noget andet end den halvgnavne gut hjemme på hotelværelset, der vrisser over ikke at kunne nå at spise mad inden et teaterstykke.

Og sådan er der små revner i parforholdsfundamenterne hos dem alle.

Skarp, underholdende og bingeværdig

Hvor hurtigt, de udvikler sig til store afgrunde, afhænger af, hvilket par vi følger.

Selv i den nye konstellation med Nick og Ginny er det ikke fryd og gammen hele tiden. Udover at hun er meget yngre end ham og alle de andre, er der også det akavede faktum, at hun er outsider i en fasttømret gruppe. Det er godt nok ikke nemt at trænge ind i en flok, hvor alle kender deres plads og har en intern forståelse af, hvordan man plejer at gøre tingene.

Men nogle gange er det også godt at få nogle friske øjne på det gamle og velkendte.

Heldigvis er Ginny, præcis som i den gamle film, skrevet som en nuanceret person, der rent faktisk forstår den situation og konstellation, hun går ind i. Det er måske der, det er tydeligst, at ’The Four Seasons’ ikke er en rendyrket komedieserie, men snarere genrehybriden dramedy. Udgangspunktet er ganske vist humor, men der er godt nok også meget drama vævet ind i historien.

Også af den uventede art, hvis man har set Aldas film. Den aldrende skuespiller medvirker i øvrigt selv kort i serien i en fin lille cameo, der understreger, at selvom dåbsattesten siger 89 år, er hans komiske timing stadig intakt.

Det er måske dét, der er ’The Four Seasons'’ fornemmeste opgave. Både at være tro mod forlægget og samtidig forme det, så det passer ind i nutiden. At skuespillerne nok skulle være en god oplevelse, var der på forhånd ingen tvivl om. Men at miniserien ville være så skarp, underholdende og bingeværdig, er alligevel en artig lille overraskelse af den positive slags.

Der bliver åbnet en lille dør til en fortsættelse, og man kan håbe på, at Netflix tager imod invitationen og siger ja til en 2’er.