Mette Ehlers har været i næsten alle lande. Kun én gang har hun været bange

​En lille, munter Livingstone-figur i tropehjelm står på trappen og byder os velkommen. Der hænger kort på væggene til alle sider. Verdenskort, Europakort, landkort. I den højloftede stue er de dybrøde vægge spækket med spyd og pilekoggere og alverdens andre afrikanske og asiatiske våben, og i køkkenet fanger to særprægede gafler øjet. De fire tænder er ikke placeret ved siden af hinanden men kvadratisk. Det er kannibalgafler, hjembragt fra Fiji. Som våbensamlingen inde i stuen og alle de andre etnografika, huset bugner af, er det kun til pynt. Mette Ehlers Mikkelsen har aldrig spist menneskekød, men hun har spist mange andre mærkelige ting.

– Mad er jo den lige vej til folks hjerter. Når man tager imod den mad, man bliver budt på, udtrykker man anerkendelse, og det gælder om at være åben, hvis man vil tæt på andre mennesker.

Og det vil Mette. Det er hele meningen med, at hun rejser. For det er i de der små forbindelser, de små, magiske øjeblikke, der kan opstå, når mennesker mødes, at eventyret opstår. Og det er også der, vi kan flytte os, udvide vores horisont og nå nye højder som menneske. Men det kommer vi tilbage til.

Først skal vi en tur til Sydsudan. Her besøger Mette Mundaristammen. Sammen med amerikanske Lucy, der ligesom Mette er mor og globetrotter, og som også har sat sig som mål at besøge alle verdens lande. De to har rejst sammen flere gange og deler fascinationen af stammefolk.

– De der tydelige kulturer. Det er helt anderledes end vores moderne kultur, som jo på mange måder bliver mere og mere ens. Og det gør møderne endnu mere magiske. Det er jo fantastisk, at vi kan mødes og føle os forbundne, selvom vi er så fremmede over for hinanden, siger Mette Ehlers Mikkelsen, der også i kraft af sit job i Udenrigsministereriet og Forsvaret har besøgt næsten alle lande i verden. Mange af dem også med sine tre børn, Ella på 16, Lærke på 21 og Nicolai på 23.

Snak om kvinders værdi

Et af de steder, Mette har besøgt, er Sydsudan, hvor Mette hos mundarierne oplever forbundetheden med en gruppe mænd.

– Man kan mene om det, hvad man vil. Men sådan er det ofte, slet og ret fordi det mange steder er mænd, der er flest af ude i det offentlige rum, og dermed også mænd, der er de mest tilgængelige, når man rejser.

Og sådan er det åbenbart også ude i den sydsudanske bush. Og som vestlige kvinder blandt de høje, sorte mundarier falder Mette og Lucy lidt uden for kategori. En af mændene kan engelsk, og med hans hjælp går snakken, og de taler ret frit fra leveren.

På et tidspunkt kommer de ind på det der med at købe kvinder. For to frigjorte kvinder som Mette og Lucy er det nemt at forarges over, men de behersker sig og spørger i stedet åbent og nysgerrigt.

Det viser sig, at en kvindes værdi hos kvægfolket bliver målt i køer, og da køer er værdifulde, er der er en del mundarier, der af den grund aldrig bliver gift.

Lucy er lille og spinkel, hun ville koste sin ægtemand og hans familie et sted mellem 50 og 60 køer.

Mette har bredere hofter og større bryster, mændene anslår hendes værdi til 100 køer.

”Det er godt nok meget for en kvinde i min alder”, siger Mette, som på det tidspunkt lige er fyldt 50 og har født tre børn. Men for mundarierne trækker alderen ikke ned for Mette, for hvis en mand først har givet én pris for hende, så ville han jo ”tabe penge”, hvis hun blev mindre værd med årene, og det går tydeligvis ikke.

Og det med at kunne føde børn vejer tungt hos mundarierne, også tungere end den sekuelle nydelse.

– Tilfredstillelsen ligger i selve forplantningen, eftersom børn og ægteskab er nøglen til social status for kvinderne. Det synes jeg, er virkelig interessant, og det finder man ud af, når man møder mennesker under fremmede himmelstrøg, hvis man husker at forholde sig åbent og stille spørgsmål.

Det er også en af de ting, hun er meget opmærksom på i sit arbejde som konsulent. Ikke bare når hun hjælper virksomheder til at etablere sig i udlandet. Det gælder også internt i organisationerne. Og der er én ting, hun har lagt mærke til herhjemme.

– Vi behøver ikke frygte det anderledes, vi skal favne det, for det er her, vi vokser som mennesker, og hvad enten vi vil det eller ej, kommer vi ikke uden om, at verden forandrer sig, og verden er ikke bare, som den ser ud til at være fra vores perspektiv. Bare se på verdenskortet. Det giver et fortegnet billede af verden. Jorden er jo rund, og i virkeligheden er Afrika meget større end på kortet. Omvendt er Grønland i virkeligheden mindre. Og udviklingen i verden går stærkt.

Mette ser det, når hun rejser, og særligt tre ting springer hende i øjnene

– Klimaforandringerne er det ene. Jeg kan se det på ørkenerne, der breder sig, og problemer med oversvømmelser, hvor der før har været tørt.

Det er klart, at hun har tænkt en del over sit eget bidrag, men rejseriet har i hvert fald den fordel, hvad klimaet angår, at det begrænser hendes øvrige forbrug.

– Selvom vi ikke bor på luksushoteller, koster det jo noget at rejse, og tit har jeg jo haft mine børn med. Det kræver, at jeg prioriterer benhårdt økonomisk, for jeg er ikke født med en masse penge, og jeg har et ret almindeligt arbejde. Så jeg har f.eks. ikke noget nyt køkken eller badeværelse. Mit hus har patina, og jeg bor i byen, så jeg kan cykle til og fra arbejde.

Derudover er hun overbevist om, at de oplevelser, hun har haft ude i verden, har lært hende at sætte pris på og dermed også passe på verden og på den natur, som vi alle sammen er en del af.

– Jeg er ret sikker på, at det har styrket følelsen af forbundethed. Ikke bare for mig selv, men også for mine børn. Og det, tror jeg på, afføder en respekt og en omsorg for kloden.

En anden ting, der har rykket sig, siden Mette for alvor begyndte at rejse, er magtbalancen i verden.

– Det er meget tydeligt. Især i Afrika, hvor det mange steder, er de russiske Wagnersoldater, der sørger for sikkerheden, og kineserne der står for investeringerne, mens Vestens lederrolle er under pres. I det hele taget går det sindssygt stærkt i Afrika i de her år, og kontrasten er enorm mellem lerhytterne og de kolossale storbyer, der skyder op.

Også kvinders rettigheder er under pres i dag, og det er noget, der ligger hende særligt på sinde.

– Det er jo dybt diskriminerende og dybt uretfærdigt og et stort problem for verden. Kvinder har en særlig sårbarhed som dem, der skal sætte børn i verden. Det skal vi tage hensyn til.

Mikrofeminisme

Mette mærker det på sin egen krop, når hun rejser, og det på godt og på ondt.

– På den ene side kan det åbne døre, og jeg har mange gange oplevet en særlig omsorg og respekt, fordi jeg rejser som kvinde og mor. Men jeg oplever også, at jeg har skullet passe særligt på som kvinde. Det er vel nærmest et vilkår, som jeg har vænnet mig til. Og det er også en af grundene til, at jeg har taget tørklæde på i de lande, hvor det er påkrævet.

En anden grund til, at Mette nogle steder i verden har iført sig tørklæde, har været, at tørklædet kan give anerkendelse og bringe hende tættere på de lokale. Men her skal hun være særligt opmærksom. Det blev hun klar over, da hun sidste år var i Somaliland med sin søn og sin ældste datter.

– Vi gik på markedet, som vi plejer, og købte stof og fik syet hver sin lokale klædedragt.

Det var med tørklæde, og det tog vi på, og det var som altid en døråbner. Men da jeg senere på en restaurant faldt i snak med nogle veluddannede kvinder fra de højere sociale lag, bad de mig om at tage tørklædet af. ”Du er klædt som kvinderne på markedet, og det helt okay. Men vil du ikke være sød at tage tørklædet af og vise, at du ikke ligger under for det pres? Vi har brug for, at der er nogle, der skubber udviklingen i en anden retning”.

Havde tørklædet været påkrævet ved lov, havde hun ikke turdet. Men det var ikke tilfældet i Somaliland på det tidspunkt. Og det var faktisk en lettelse at smide det.

– Tørklædet er en af de ting, jeg har det sværest med, hvor åben og anerkendende jeg end gerne vil være.

Og så er der én ting, hun altid spørger om, som noget af det første, når hun møder kvinder på sine rejser.

– Jeg spørger altid til deres uddannelse, hvad enten det er unge eller gamle eller deres børn. Så de forbinder min uddannelse med min mulighed for at rejse uafhængigt. Det er så vigtigt. Det er min mikrofeminisme. Der håber jeg, at jeg kan gøre en forskel ude i verden.

Next stop Nordkorea

Kun én gang har Mette været bange.

– Da jeg var i Afghanistan i juli 2021, blot fire uger før den store evakuering, som sidste civile rejsende, var jeg presset. Jeg styrtblødte ovenikøbet inde under min burka og måtte få min mandlige guide til at gå med på apoteket efter bind. Der var jeg måske med til at rykke ved nogle grænser. Og jeg var lettet, da jeg sad i flyveren på vej hjem.

Som datter af en far, der var ansat ved beredskabet, var Mette Ehlers Mikkelsen tidligt på farten.

– Vi flyttede en del på grund af min fars arbejde, og jeg har boet og gået i skole i både Ringsted, Haderslev og Fredensborg. Det tror jeg, har gjort mig lynhurtig til at afkode kulturer, og det er noget, jeg har trukket på, både i mit arbejde og som rejsende.

Målrettet er hun også, og da hun nåede op på at have besøgt 100 af verdens 193 lande, satte hun sig for, at hun ville nå at besøge alle verdens lande og kontinenter. Det er der kun syv andre mødre i verden, der har gjort før hende, og Mette regner med at blive den ottende. Men først skal hun have et visum til Nordkorea, som er det eneste land, hun aldrig har besøgt i mindst 24 timer. Det er uforeneligt med job i forsvaret, og derfor valgte hun at sige op.

– Det blev valget mellem livsdrømmen og et drømmejob, og så må jeg forfølge livsdrømmen, for den er kun min. Forhåbentlig kan jeg inspirere flere til at rejse og ikke mindst til gøre sig ekstra umage for at komme andre mennesker i møde ved at lytte aktivt og forstå deres motiver.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 15/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.