
Ikoniske danske filmkarakterer foreviges

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Fra 1. juni kan man passere selveste Egon Olsen, støbt i bronze, hvis man befinder sig nær Nordisk Films hovedkvarter i Valby.
Her er man nemlig i gang med at opføre en statue fra ‘Olsen-banden’ - og Egon skal naturligvis have sine faste kompagner, Benny og Kjeld, ved sin side. Det skriver Nordisk Film i en pressemeddelelse.

Foto: Nordisk Film
I løbet af 14 film har de tre forsøgt at stjæle godt og vel alt. Det lykkedes dem sjældent, men til gengæld stod banden bag nogle af de mest indtjenende film i danmarkshistorien over en 30-årig periode fra 1968 til 1998.
Statuerne, som består af tre sammenhængende bronzeafbildninger af Egon, Benny og Kjeld, er skabt af kunstneren Thor Larsen. I løbet af april er de blevet støbt i Firenze og ankommer til Danmark i maj, hvor de færdiggøres. Herefter er Olsen Banden Statuen klar til indvielse 1. juni.
'Olsen-banden'-filmene blev skabt af Erik Balling og produceret af Nordisk Film. Efter ønske fra afdøde Morten Grunwald, der spillede Benny, skal statuerne placeres med front mod Nordisk Film-studierne på Valby Tingsted i Valby.
Formanden for Olsen Banden Statue Foreningen, Henrik Hansen, har siden 2019 kæmpet for at få realiseret projektet. I alt er der blevet indsamlet to millioner kroner i donationer til formålet, som Henrik Hansen håber, kan blive en smuk hyldest og et vartegn for Valby.
På streamingtjenesten Nordisk Film+ kan du se alle 14 film om Olsen banden.

Læs mere om:
Udvalgt indhold

Spørg boligredaktøren: Hvordan finder jeg en pæn og praktisk måde at affaldssortere?

Karina blev ved med at spise, selv om hun var mæt for længst. Så fik hun en ide, der ændrede alt
