Kirken var fyldt til bristepunktet. Sorgen fyldte bygningen, og der indså Jakob, at der var "noget galt" med ham

– Kokain er fantastisk!

Jacob Skidmore, 23, ser næsten overrasket ud over sine egne ord.

– Ja, nej... jeg mener ikke sådan. Men jeg var afhængig i lang tid. Det gav mig den følelse, jeg længes efter i hverdagen. Stoffer er enhver narcissists våde drøm. Men jeg har været stoffri i fem år nu, siger han.

Han undskylder for udtalelsen næsten før den er færdig. Det er en forsvarsmekanisme, som han vil "advare" dig om: at afvæbne sine udtalelser, fordi han tænker på, hvordan han vil blive opfattet, før du overhovedet har nået at tænke over, hvad han har sagt.

Tidlige tegn på narcissisme

Det er en kold februardag, og den hvide kirke er fyldt til bristepunktet. Mennesker i jakkesæt eller sorte kjoler sidder stille. Sorg fylder den lille bygning. "Hvorfor lader de som om?" tænker otteårige Jacob. "Hvad er det, jeg forstår, som ingen andre forstår?"

Det fortæller Jacob, da jeg spørger ham om første gang, han indså, at der var "noget galt" med ham.

Nu sidder han digitalt lige foran mig, seks timers tidsforskel i Ohio USA, og holder stabil øjenkontakt.

"Galt" i denne sammenhæng henviser til narcissisme. Noget som ikke er negativt i sig selv, ifølge psykologspecialist Pål Grøndahl.

– Narcissisme er en sund tilstand med en følelse af at være god nok. Vi kan alle lide at få ros, at føle at vi mestrer noget. Det er når narcissismen tager over i en grandios og uempatisk retning, og i visse tilfælde bliver en personlighedsforstyrrelse, at det bliver udfordrende.

Personlighedsforstyrrelsen er blevet en slags synonym for røvhul, hvilket Jacob vil være åben om for at kunne nuancere billedet yderligere.

– Første gang jeg virkelig indså, at jeg var anderledes, var da jeg startede i gymnasiet.

Jacob troede, at andre – ligesom ham selv – kun opførte sig pænt for deres egen sociale vindings skyld eller for at få opmærksomhed, og at ingen egentlig var interesseret i, hvordan andre havde det.

– Og jeg troede, at alle andre bare var ekstremt dårlige til at spille skuespil. En stor del af mig var forvirret over, hvorfor jeg gjorde det anderledes. Men i sidste ende rationaliserede jeg det bare – jeg var simpelthen smartere.