Agenda
28. april 2025

“Det burde ikke være et privilegium at føle sig tryg”

17-årige dansk-amerikanske Ian oplever, at han nogle gange må lyve om sin kønsidentitet for at være tryg.
Af: Sigrid Luna Nielsen
Ian Jarum Walters

Foto: Privat

Forestil dig, at du sidder og undersøger, hvilken uddannelse du gerne vil tage. Du skal tage stilling til, hvilke fag der er på uddannelserne, hvordan undervisningen foregår, og om studiemiljøet passer til dig. Men ud over de gængse overvejelser bør du også tænke over, om den ligger i et område, hvor det er sikkert og trygt for dig at færdes.

Det er virkeligheden for 17-årige Ian Jarnum Walters, der netop er i gang med at søge ind på forskellige colleges i USA.

Ian har dobbelt statsborgerskab og er både amerikaner og dansker. Han bor i USA, men har gået på dansk efterskole. Og så er han en ung transmand.

Donald Trump og hans regering har indført dekret efter dekret, der forværrer transpersoners rettigheder, og staterne har generelt stor mulighed for selv at afgøre, hvilke love der gælder, når det kommer til blandt andet transpersoners rettigheder.

Derfor har Ian brugt forskellige hjemmesider, der giver et overblik over LGBT+ lovgivningen i forskellige stater. Blandt andet om der er diskrimination på uddannelserne, eller om transfobiske handlinger bliver betragtet som hadforbrydelser.

– For eksempel i Virginia er det ikke okay at bruge ens foretrukne toilet; det er jo nærmest en lovgivning, der tvinger mig til at oute mig selv. Jeg ville være nødt til at gøre det klart for mine medstuderende og lærere, at jeg er transkønnet, og ikke er født som mand, siger han.

Når Ian har fortalt sin omgangskreds, sine venner og sin familie, at han er transkønnet, har reaktionerne ellers været støttende og trygge.

Det skyldes, at han kommer fra The Bay Area i Californien, der er ”en sikker og åbensindet boble”, forklarer han.

Der har dog også været enkelte episoder, hvor klassekammerater har kommenteret, blandt andet at han ændrede sit foretrukne navn og hans pronominer.

Men det er især efter Trump igen er blevet præsident, at Ian oplever en øget frygt for, hvad regeringen kan finde på at gøre.

– Det har betydet, at flere af mine transvenner detransitioner nu, fordi det føles mere sikkert, fortæller han og tilføjer:

– Samtidig er der flere og flere højreorienterede protester. De har mere selvtillid til at protestere mod transmenneskers eksistens, hovedsageligt fordi vores præsident støtter dem. Så det er mere normalt at se anti-trans opførsel og protester rundt omkring i USA.

Ian oplever, at Donald Trump forsøger at skabe en frygt omkring transpersoner. Blandt andet ved at skabe et enormt stort fokus på den uretfærdighed, der ifølge Trump er, når transatleter deltager i blandt andet collegesport.

– Men i realiteten udgør de så lille en andel af atleter. Faktisk så få, at Elon Musk har flere børn, end der er transatleter på colleges.

Ifølge Charlie Baker, der er præsident i The National Collegiate Athletic Association, er der nemlig mindre end 10 transatleter på colleges ud af i alt 510.000 atleter. Det svarer til mindre end 0,00196 procent.

– Det er vigtigt også at pointere, at den frygt, Trump har skabt omkring transpersoner og LGBT+ miljøet mere generelt, ikke kun er tilfældet for os – det samme gør sig gældende for mange andre minoriteter, især immigranter, tilføjer Ian.

Oplever du, at der er et før og et efter, at Donald Trump igen blev præsident?

– Jeg får da helt sikkert en smule paranoia, når jeg møder nye mennesker. Jeg overvejer, om det er sikkert for mig at være ærlig og sige, at jeg er trans, og at mine pronominer er han/ham, eller om jeg skal sige, at jeg er lesbisk. For når man ser på mig, kan man tit godt se, at jeg ikke er en ciskønnet mand.

Han uddyber, at han derfor hele tiden vurderer, hvad der er sikrest for ham at gøre, og om han bør lyve om sin kønsidentitet for at være tryg.

– Selvom jeg bor i den her sikre boble, så betyder det jo ikke, at jeg ikke bliver påvirket, eller at jeg ikke bekymrer mig om mine transvenner udenfor boblen.

Han er meget bevidst om de privilegier, han har ved at bo i The Bay Area i Californien, hvor skolerne, hans lærere og de fleste af de andre elever har taget godt imod ham. Samtidig har han mulighed for at flytte til Danmark grundet hans dobbelte statsborgerskab og fortsætte sit liv her, hvis det skulle blive nødvendig. Et privilegium mange andre transpersoner i USA ikke har.

– Men det burde ikke være et privilegium at føle sig tryg, siger Ian afslutningsvist.

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.