Hun følte, hun stank af død, mens hun gik og ventede. Hun tænkte, hvornår er jeg færdig med det her?

Katrine Berg var på skiferie, da hun havde en ”lillebitte blødning”. Sammen med sin kæreste talte hun om, at det jo var normalt. Men da hun kom hjem, lagde hun mærke til, at hun ikke var lige så generet af graviditeten, som hun havde været i begyndelsen. Hun var gravid i 11. uge.

Det rumsterede i hendes hoved. Måske skulle hun lige tage til lægen?

Lægen sendte hende videre til en scanning. Og lægen, der scannede hende, kunne tydeligt se, at der ikke længere var et hjerteslag i Katrines livmoder. Han mente, fosteret var gået til i uge otte.

– Jeg sank lige en ekstra gang. Det var, som om luften blev slået ud af mig. En tung følelse, siger Katrine, der sammen med sin kæreste havde glædet sig til at blive forælder.

Det blev aftalt, at Katrine skulle have en medicinsk abort. Senere samme dag tog hun derfor den første pille, som sikrer, at graviditeten er afbrudt. Et døgn senere skulle hun tage de piller, som igangsætter selve aborten – som får livmoderen til at udskille fosteret.

Hun mindes ikke, at lægerne fortalte særlig meget om smerteniveauet. Hun fik bare en kuvert med ipren og pamol, fortæller hun. Men hun fik at vide, at det først var, når hun havde taget det andet hold piller, at smerten ville komme.

– De piller var jeg nervøse for at tage, siger Katrine.