
Brødrene fra ”Først til verdens ende”: De stod midt i et jublende menneskehav, da sorgen over deres far skyllede ind over dem

Foto: Lars H. Laursen
Eftermiddagssolen dribler hen over den dueblå forårshimmel og kaster lange lune skygger ned ad Sydhavnens ru asfalt.
Men ellers smager forholdene lidt for lidt af argentinsk tango i Buenos Aires.
Og dog.

Fra venstre: Brødrene Tue og Asger Ammundsen
For ligeså snart man møder Asger og Tue Ammundsen, fornemmer man en stærk sydamerikansk puls – og begejstring.
– Vi skal tilbage så snart som muligt! Det er nok vores yndlingsby i hele verden. Vi elsker den simpelt hen, lyder det fra brødreparret.
I vinter tog de turen fra New York til Argentinas hovedstad som en af fem duoer i TV 2-serien ”Først til verdens ende”.
6 skarpe
– Drik?
Asger: – Øl!
Tue: – Og det skal være Tuborg!
– Ret?
Asger: – A3’eren henne fra Barakat Grill (Shish kylling, red.)
Tue: – Hmm, toast måske.
– Bytur?
Asger: – Baggen i Kødbyen.
Tue: – Her på Rallys – som opvarmning.
– Rejsemål?
Asger: – Buenos Aires og Berlin.
Tue: – Helt enig.
– Musik?
Asger: – Kendrick Lamar.
Tue: – Anderson. Paak.
– Fodboldhold?
Asger: – Før Brøndby, nu BK Frem.
Tue: – Jep, nu er det Frem.
Og netop i Argentina gik alt op i en højere enhed.
– Vi så VM-finalen i fodbold sammen med tusindvis af argentinere – og jeg tror, vi havde tårer i øjnene fra første til sidste fløjt.
– Fodbold er jo en passion, vi delte med vores far – og det var som om, han var med os lige dér. Han ville have elsket det, fortæller storebror Asger på 22.

Foto: Terkel Thorsen/TV 2
Drengenes højtelskede far, Jan, tabte kampen til kræft i oktober 2020 – og uden de egentlig opsøgte det, fandt de med TV 2-kameraet som vidne for alvor sammen i sorgen.
– Vi reagerede vildt forskelligt, da han døde. Asger er vanvittigt god til at udtrykke sine følelser, mens jeg går mere ind i mig selv, røber 20-årige Tue.
– Men når vi på turen blev udfordret, fandt vi ud af, at vi netop håndterer følelser på hver sin måde – og at det er helt okay. Og så gav vi hinanden plads. Også til at deale med sorgen – for den forsvinder jo aldrig, lyder det fra Asger.
Så da brødrene i december pludselig stod midt i et jublende menneskehav og fejrede VM-sejren med kolde øl og argentinerne på deres hjemmebane, fik følelserne lov at fosse ud.

– At rejse og få en masse fede oplevelser sammen som brødre er bare så meget i vores fars ånd. Så helt naturligt blev alle minderne med ham bare vakt til live, fortæller Tue.
Overrasket af mor
Da tv-ræset efter 46 døgn havde fundet sin vinder, fik de to unge globetrottere så uventet besøg hjemmefra.
Deres mor var fløjet til Buenos Aires for at overraske sine drenge.
– Det var vildt fedt – og så holdt vi jul og nød landet sammen i tre uger.
Derefter fik de selskab af både venner og Tues kæreste.
I alt blev det til tre ekstra måneders rejse rundt på det sydamerikanske kontinent – uden at få nok af hverken nye indtryk, kulturer eller hinanden.

Se billederne: Her er Theis Midé Erichsens store kærlighed
– Alle vores bedste venner er de samme. Vi har de samme interesser – og herhjemme er vi også sammen hver dag, afslører Asger og Tue.
Derfor kommer det næppe heller som nogen overraskelse, når brødrene og bedstevennerne bliver bedt om at beskrive deres forhold.
– Det er vist umuligt at blive tættere, lyder det i kor, inden to bajere knappes op og sydhavnssolen skylles ned.
Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR. Dette er en redigeret version.
Læs mere om:
Udvalgt indhold

Ekspert i at flirte afslører: "Det her er sikkert tegn på, at han kan lide dig"

Forsker har lagt mærke, at én ting, går igen, når vi taler om det, vi fortryder
