Makeover

Makeover: Hvad klæder en figur med brede hofter og fyldige lår?

Randi Warnecke, 47 år, er en høj, flot kvinde. Hun køber ofte sit tøj i hele sæt, har svært ved at farvekoordinere og variere sit tøj og synes, at hendes stil mangler farver og fantasi.

Randi fik en makeover med femina

 
UDFORDRING: ”Mine brede hofter, fyldige lår og fantasiløs styling.”
LØSNING: ”Dit nye hverdags-nøglekøb er et suit.”
 
Randi før
 
Hvem: Randi Warnecke, 47 år og fra Frederiksberg.
Højde/tøjstørrelse/vægt: 182/46/92.
Stil: Ofte samme stil med jeans og løse overdele på grund af lille overkrop og bredere hofter.
Børn: Dreng på 6 år.
Job og uddannelse: Laver revision i selvstændig virksomhed. 
Fritid: Aktiv i badmintonklub, familieliv og hygge med venner.  
 
 

Stylistens bedste tip

 
1. Med en klassisk habit i en flot helårs-farvenuance har du den perfekte base til dit hverdagslook. Du kan være enkel og ”sikkert” klædt på job med en klassisk skjorte, loafers eller støvletter – afslappet med en T-shirt og sneakers eller dresse op til aften med et par spidse sko med kittenheel.
 
2. Gør meget mere ud af dit tilbehør. Vælg tasker, der kan tilføre din stil flere farver og print – sko og støvler med mere kant kan også gøre din stil mere spændende. Måske skulle du også overveje at få huller i ørerne? Et par skønne øreringe, store eller små, kan pifte et ensfarvet hverdagssæt op og give det en sæson mere i klædeskabet.
 
3. Brug meget mere lag på lag. Det klæder dig rigtig flot med skinny jeans og en kjole udover! Brug tunikakjolen over både leggings og jeans, og over badedragten når du tager på sommerferie.
 
 
 
Silkebluse fra Inan Isik, 1.995 kr. Blazer fra Zoey, 999 kr. Bukser fra Zoey, 699 kr. Bæltetaske fra Baum und Pferdgarten, 799 kr. Sneakers fra Billi Bi, 1.099 kr. Brillestel fra Barton Perreira, 3.300 kr.
 
 

Makeupartistens bedste tip

 
Trin 1. Brug en primer som start på makeuppen for perfekt underlag på din flotte velplejede hud, inden foundation i naturlig farve fordeles. Concealer lysner let under øjnene. 
 
Trin 2. Øjenmakeuppen startes med øjenprimer inden nude grundskygge på hele øjenlåget. Blommebrun skygge lægges i fin streg langs øverste vippekant og halvt ind under nederste samt op i siden ind på globelinjen. Mascara definerer vipperne perfekt og samler øjenmakeuppen. 
 
Trin 3. Brynene trimmes, og svag brun brynfarve giver et fint løft og karakter til ansigtet. Hindbærrosa blush sørger for glød og friskhed på kinderne. 
 
Trin 4. Læberne får blid farve i mat blomme, så helheden holdes naturlig feminin og frisk. 
 
 
 
Kjole fra My Little Curvy Love, 1.399 kr. Halskæde fra Jane Kønig, 750 kr. pr. perle.
 

Frisørens bedste tip

 
Randi har kraftigt hår med naturligt fald og god fylde. Er farvet ret mørk for at skjule begyndende grå hår, men Vicki fra Zoe Hair foreslår et meget lysere look for at give mere liv til ansigtet. Først lægges en masse lyse reflekser i håret, og derefter giver en toningsfarve naturlig dybde og spil. Nakken klippes tæt og kort, men med fylde på toppen, siderne skråner let frem mod ansigtet, og pandehåret trækkes let til siden. Frisuren styles med Dry Powder Wax fra Eleven Australia.
 
 
Tunika fra My Little Curvy Love, 899 kr. Jeans fra Only Carmakoma, 400 kr. Tørklæde fra Relove and Roses, 350 kr. Halskæde fra Jane Kønig, kort kæde, 1.400 kr., lang kæde 450 kr. pr. vedhæng. Armbånd fra Jane Kønig, med guldperler 1.400 kr. og lænkearmbånd 900 kr. Sling-back fra Gardenia, 999 kr. Brillestel fra Barton Perreira, 2.900 kr.
 

 

Læs mere om: