Agenda
14. juni 2010

Klumme: Dårlig samvittighed over at flytte sit barn

Jane Thoning Callesen skriver om livet som medfølgende mama og mor i Båtsfjord - en øde by et sted langt oppe i Norge.
Af: Jane Thoning Callesen
https://imgix.femina.dk/media/688db9bc29ef4d19ace3ddedc22f9188.jpg

De fleste af os kommer nok til at prøve det på et tidspunkt: At rive børnene ud af deres faste rammer og flytte til et nyt sted.

Jane Thoning Callesen

Født i 1983, er cand.public og freelancejournalist, mor til Max fra sep 2008 og gift med en læge, der er vild med at arbejde i udlandet. Derfor bor familien i øjeblikket i Båtsfjord - en øde nordnorsk landsby, tæt ved grænsen til Rusland.
Følg med på Janes blog, hvor hun beskriver sin dagligdag blandt rensdyr, snescootere og arktisk blæst.

Det gør ondt, uanset om børnene er et, fem eller 14 år. For det ER en omvæltning. Jeg havde enormt dårlig samvittighed over for Max, da vi først kom herop. Hverdagen hjemme i Odense var jo perfekt; fyldt med legekammerater, legestuer, zoo, bibliotek og familie.
Og hvad var der her? Et råt fjeld, et iskoldt arktisk klima, ingen bekendte og en børnehave, der var lukket for optag.

De første 14 dage var de hårdeste. Max spurgte dagligt efter hans legestue, hans jævnaldrende kusine og sine bedsteforældre. Vi kunne ikke komme udenfor en dør uden at blive væltet af blæst, og research blandt naboerne viste, at der ingen - som i INGEN - aktiviteter og tilbud er til børn her i landsbyen på denne tid af året.

Men... man tilpasser sig jo

Jeg kimede den lokale børnehave ned, indtil jeg fik lavet en aftale med dem på mine præmisser: At Max og jeg hver formiddag kan komme og lege med børnene på den udendørs legeplads. Desuden viste det sig, at en af naboerne har en 1-årig pige - og dem ses vi jævnligt med. Så nu har Max fået en veninde heroppe. Han er faldet på plads nu, og der er faldet en sten fra mit hjerte.

Men jo gladere han bliver for at være her, desto sværere bliver det at rykke ham op IGEN til efteråret. Men det er nu engang den skæbne, han er født til: Det bliver langt fra sidste gang, han må flytte med sin mor og far til det store udland. Vi trives nemlig med eventyr, og må stole på, at det også vil gavne ham at prøve at bo i forskellige miljøer.

Om ikke andet har han - indtil videre - lært at elske smagen af friskfangede kongekrabber og tørret hellefisk.

Følg med i Jane Thoning Callesens blog - du finder den her

Læs også