Brevkasse: Ulykkelig i vuggestuen

En mor søger råd, da hendes datter er ulykkelig i vuggestuen. Se her, hvad eksperter svarer.

Min datter er netop fyldt et år og er lige begyndt i vuggestue. Hun er normalt glad for at være sammen med andre børn - både store og små - og er meget interesseret i legesager. Desværre er hun utroligt ked af at være i institutionen, som er integreret. Det går fint, når vi er der, men når vi går og hele tiden, mens vi er væk, græder hun og er meget ked af det, vred og ulykkelig.

Det har stået på i snart fjorten dage, og det var jo meningen, at hun nu skulle kunne være der hele dage - altså seks en halv- syv timer, men det kan vi jo ikke byde hende.

Pædagogerne virker lidt rådvilde - en af dem har sagt til min mand, at "det her var det værste, hun nogensinde har oplevet", og det bliver det jo ikke bedre af. Vores datter har aldrig prøvet at blive passet før, men vi er alligevel meget chokerede over hendes stærke reaktion.

Vores håb var, at hun ville glæde sig så meget over de nye venner og det nye legetøj, at det ville overskygge, at mor og far ikke er der, men sådan er det jo ikke helt gået. Når vi er der, leger hun fint uden at ænse os og er på ingen måde omklamrende eller pylret. Det skal også med, at hun leger fint med både sig selv og os, når vi er hjemme, er glad og spiser og sover normalt.

Hun har altid været en glad pige, som har været hjemme med både mor og far, da vi har delt barselsorloven imellem os, Hun er derfor meget tryg ved os begge, men har som nævnt ikke et nært forhold til andre voksne, men det kan vel ikke være dårligt?

Hvad skal vi gøre, hvis hun ikke snart begynder at blive glad for at være der - vi kan i en periode organisere os, så hun kun skal være der nogle timer om dagen, men det bliver jo ikke ved med at gå? Vil det bedste i virkeligheden være at lade hende græde ud en gang for alle - eller vil det bare gøre ondt værre?
Og har hun taget skade af at være så ked af det? Jeg har aldrig oplevet hende så ulykkelig før i sit liv?
Ulykkelig mor

Kære ulykkelige mor
For de fleste børn på et år er det svært "at komme hjemmefra". Det er helt naturligt for den alder, og nogle har sværere ved det end andre.

Hvis et barn er meget ulykkelig over at være startet i en institution, så er det en god ide at tale med pædagogerne om at knytte en bestemt person til barnet, så barnet ikke skal forholde sig til mange forskellige nye voksne. Det er vigtigt, at barnet kommer i institutionen hver dag, så det bliver en del af dagligdagen, men hvis det er muligt, så planlæg det således, at barnet ikke skal være der så mange timer.

Som forældre bliver man nødt til at væbne sig med lidt tålmodighed. 14 dage er ikke lang tid til indkøring i en institution, mange børn bruger længere tid til at falde til. Derfor en det en god ide at tage en snak med pædagogerne om, hvad barnet godt kan lide, hvordan man trøster barnet bedst og andre personlige oplysninger, så pædagogerne får en bedre mulighed for at hjælpe det ulykkelige barn indtil de lærer hinanden godt at kende.

Om børnene ligefrem tager skade af at komme hjemmefra som etårige er svært at sige - alt hvad vi byder børnene, præger dem, men det behøver jo ikke altid at være i negativ retning. Og man bliver nødt til som forældre at stå ved, at man har valgt et liv, hvor begge forældre arbejder ude, og så skal børnene jo nødvendigvis passes af andre.

Det er først, hvis problemerne bliver ved i et par måneder, at I skal overveje, om en dagplejeplads vil passe bedre til barnets personlighed.
Benedikte Hertel, sundhedsplejerske

Læs også: Han trives ikke i børnehaven

Læs mere om: