Emmas fødsel
Fødsel

Emmas smertefulde fødsel: ”Der er noget fedt ved at presse sin krop derud, hvor man ikke kan styre den”

Det gik ikke stille for sig, da Emma-Caroline Bjerg Londoño Gonzalez fra Kanal 4-programmet "Velkommen til verden" skulle føde for anden gang. Selvom hun havde lovet sig selv at skrige mindre end første gang, var det svært på grund af en særdeles smertefuld fødsel. Til gengæld varede det ikke særlig længe. Og hun glæder sig til at opleve det igen, når hun skal have barn nummer tre.

Har du fulgt med i programmet "Velkommen til verden" på Kanal 4, husker du muligvis 28-årige Emma-Caroline Bjerg Londoño Gonzalez. Hun er nemlig en af de fødende kvinder, vi møder i det første program, der er optaget på fødegangen på Aarhus Universitetshospital.

Fødslen af hendes andet barn er én, der virkelig sætter sig fast på nethinden. Det er tydeligt, at det er virkelig smertefuldt.

- Det føltes, som om jeg eksploderede indeni. Jeg troede, hele min krop var ved at sprække i alle led, og… nu skulle jeg dø. Selvom jeg havde prøvet det før, så var der et punkt, hvor jeg troede, at min krop ikke kunne mere. For det kan da ikke passe, at det kan gøre så ondt. Og så, lige pludselig gør det ikke så ondt mere, og så er barnet kommet ud, og så kan man slet ikke forstå, at man skulle dø af det.

 

 

Det er omkring et halvt år siden, Emma fødte for anden gang. Før fødslen havde hun skrevet en liste med ønsker til fødslen. Ønsker, ikke krav. For Emma opdagede ved sin første fødsel, at der ikke er særlig meget, man kan planlægge sig ud af, når man skal føde. Det er bare med at acceptere, hvad der skal ske. Og det er ikke altid, alle ens ønsker bliver opfyldt.

Et af ønskerne var til hende selv: Hun ville forsøge at lade være med at skrige så højt under fødslen. Det lyder måske umiddelbart ligegyldigt, men for Emma føltes det som et nederlag at skrige så ukontrolleret.

- Det kom bag på mig ved min første fødsel, at jeg var en, der skreg så meget. Jeg havde ikke regnet med det, og derfor følte jeg mig ikke lige så sej, som jeg havde håbet på. Så denne gang var det vigtigt for mig, at jeg ikke skreg så meget. Det gjorde jeg heller ikke. I hvert fald ikke lige så meget, griner Emma.

 

Som at se stjerner

- Når noget gør rigtig ondt, har jeg altid fundet noget at holde fast i og fokusere på. Det kan jeg bare ikke, når jeg føder. Det føles, ligesom det ser ud, når nogen ser stjerner på tegnefilm.

Derfor var et af ønskerne på listen også, at hendes kæreste, Henrik, støttede hende, og bekræftede hende meget under og efter fødslen. Men også, at han og jordemoderen satte hende på plads, hvis hun blev for doven.

- Ved min første fødsel fandt jeg ud af, at jeg har brug for at blive skældt lidt ud, fordi jeg har svært ved at finde et holdepunkt. Hvis jordemoderen og Henrik havde været for pussenussede, havde jeg nok ikke hørt efter. Henrik var god til at sige, hvornår jeg skulle høre efter, hvad jordemoderen sagde. Men han holdt mig også i hånden og sagde, at jeg gjorde det rigtigt. Jeg ved godt, at når jeg ligger der og skriger, lyder jeg ikke ligefrem som en, der har styr på situationen. Så jeg havde brug for, at Henrik fortalte mig, at jeg var sej og gjorde det godt, og det var han god til. Første gang kom det også bag på ham, hvordan jeg reagerede i en fødsel, så han kom til at sige, at hvis det havde været ham, der lå og pressede, så var det nok gået lidt hurtigere. Ha, ha. Så fik han at vide, at det skulle han i hvert fald ikke sige anden gang!

 

En knytnæve lige i fjæset

På trods af smerten valgte Emma ikke at få en epiduralblokade. I en lang periode efter sin første fødsel, havde hun tænkt sig at få en epidural til sin anden. Men hun havde jo klaret en fødsel uden før, og det blev hun mere bevidst om, jo tættere de kom på termin.

- Jeg vidste jo, at jeg kunne. Alle siger, at anden fødsel er nemmere, og at det er ligesom at smutte en mandel, og jeg ved ikke hvad. Hvis jeg kunne føde uden epidural, så ville jeg gerne det.

”Jeg er ikke stærk nok,” lyder det fra Emma i "Velkommen til Verden". Hun ligger i hospitalssengen og vender og drejer hovedet i smerte. Det er ikke fordi, hun ikke er i stand til at presse mere – men på et tidspunkt løber man bare tør for måder at beskrive, hvor smertefuldt det er. Sådan var det i hvert fald for Emma.

- Jeg tror egentlig, at jeg stolede nok på min krop til at vide, at jeg nok skulle klare det. Men mellem de meget smertefulde veer er det lidt svært at se – fordi man er så flad af energi – hvordan man skal komme igennem én ve mere. Men ligeså snart den er der, og det gør sindssygt ondt, så kan man jo godt mærke, at kroppen har sindssygt meget mere at give af.

I næste klip trækker Emma vejret gennem masken med lattergas. Hendes lille datter er på vej ud, hovedet titter allerede frem. Uden for masken siger jordemoderen, at nu skal Emma lægge lattergassen fra sig. Ellers ender hun med at blive dårlig af den.

- Lige i situationen syntes jeg, hun skulle holde sin kæft. Lattergassen hjalp mig rigtig meget, og når man føler, den er det eneste hjælpemiddel, man har, så er det bare rigtig svært at lytte til nogen, der siger, man skal tage den væk. Jeg ved godt, hun havde ret – jeg sprang over en presseve, fordi jeg simpelthen var spacet ud på lattergas. Men da jeg lå dér, syntes jeg bare, hun skulle have en knytnæve lige i fjæset, for den skulle jeg bare ikke give slip på. Det var lidt nemt for dem, der stod omkring mig, og jeg ved udmærket godt, at jeg ikke ville kunne klare en fødsel alene, men jeg havde allermest lyst til, at de alle sammen skulle gå deres vej. For selvom det var en kæmpe hjælp, så var det også provokerende med folk i rummet, der ikke gik igennem det smertehelvede, jeg selv var i.

 

Urkvindeinstinkt

Emmas første fødsel var lang, og hendes pressefase varede i fire og en halv time. Derfor blev hun meget overrasket, da hovedet pludselig var ude.

- Jeg var enormt bange, fordi det lige pludselig gjorde helt vildt ondt, mere ondt, end det gjorde første gang. Jeg var bange for, at jeg nu skulle have så ondt i mange timer igen, for den smerte ville jeg ikke kunne klare. Så da hendes hoved pludselig var ude, gik det op for mig, at det ville være overstået snart.

Første gang Emma fødte, ville hun gerne selv have taget imod sit barn. Sådan blev det ikke, for Emma var ikke i stand til særligt meget, og hun kan ikke huske, da Henrik klippede navlestrengen. Da hun skulle føde anden gang, hjalp hun selv til med at hive sin datter ud.

- Denne gang havde jeg skrevet på min liste, at jeg gerne selv ville tage imod hende, og at de godt måtte presse mig til det. Men da jeg tog armene derned, følte jeg ikke, jeg kunne klare det. Jordemoderen og Henrik fortalte mig, at jeg skulle gøre det, og at jeg ville blive glad for det senere. Så jeg gjorde det alligevel, og det er jeg SÅ glad for. Det var vigtigt, fordi jeg trængte så meget til at føle succes og mærke det der urkvindeinstinkt. Jeg fødte hende, og jeg hjalp selv med at hive hende ud. Det føltes så sejt.

 

”Jeg havde gjort det 1000 gange igen”

”Du er ude, du er ude…” siger Emma til sin nyfødte datter i et klip fra "Velkommen til verden". Hun har lige taget imod sin datter selv, og nu ligger den lille på hendes bryst, mens Emma ser helt overrasket ud.

- Jeg var helt vildt lettet. Det var magisk. Jeg troede ikke, hun ville komme ud så hurtigt, og så lige pludselig var hun der bare, og så var hun helt perfekt og ligesom, hun skulle være, og det hele værd. Jeg havde gjort det 1000 gange igen for at få hende ud.

Det kan godt virke voldsomt at se Emmas fødsel. Derfor er det en smule overraskende, at hun ikke er et sekund i tvivl om, at hun og Henrik skal have barn nummer tre – og gerne også nummer fire, hvis Henrik ellers vil være med til det. Emma ville aldrig frivilligt vælge kejsersnit, og hun vil heller ikke starte med en epiduralblokade, næste gang hun skal føde.

- Der er et eller andet fedt ved at presse sin krop derud, hvor man ikke kan styre den. Jeg glæder mig faktisk til at opleve det igen. Man ved ikke, hvordan man reagerer på veerne, og jeg synes, der er noget ved at mærke de smerter. Det er fantastisk at man rent faktisk kan klare det, fordi man er skabt til det. Lige så smertefuldt, som det er, lige så fedt er det også.

 

Om "Velkommen til verden"

Kanal 4's program "Velkommen til verden" følger personalet og de vordende forældre på landets andenstørste fødeafdeling på Århus Universitetshospital, hvor Kanal 4 har fået unik adgang til at filme 24 timer i døgnet med 24 kameraer, syv dage om ugen for at fange de følelsesladede og dramatiske minutter, når et barn kommer til verden.

Du kan se Emmas fødsel og mange andres i "Velkommen til verden" hver tirsdag på Kanal 4 eller på dplay.dk