to børn på en strand
Familieliv

Undersøgelse: 3 ud af 4 skilsmissefamilier får sommerferien til at gå op uden konflikter

27. juni 2018
af redaktionen
Det kan kræve nøje planlægning at få sommerferieplanerne til at gå op, når to eller flere travle forældrekalendere skal tale sammen. App'en CoPilots har lavet en rundspørge blandt 1.200 skilsmissefamilier om, hvordan de oplever planlægningen op til ferietiden.

Ahh – endelig sommerferie! Det burde være en afslappende ting at se frem til, men i mange skilsmissefamilier kræver det en nøje planlægning at få ferieugerne til at gå op – især hvis der er kommet nye bonusfædre og -mødre til, der måske også har børn fra tidligere forhold.

Heldigvis er der rigtig mange, der er gode til at få puslespillet til at gå op, viser en rundspørge, som app’en CoPilots, der hjælper skilsmisseforældre med logistikken i hverdagen, har foretaget blandt 1.200 skilsmissefamilier.

Størstedelen af forældrene oplever nemlig, at ferietiden går op uden konflikter: 73 procent svarer, at de får sommerferien til at gå op uden konflikt, men der er dog stadig 23 procent, der synes, at det er svært at blive enige om fordelingen af børnenes ferie.

78 procent af de adspurgte forældre planlægger fordelingen af sommerferien år for år, og har altså ikke faste aftaler for sommerferien. 11 procent følger derimod et fast ferie-rul og to procent ændrer ikke deres samvær, selvom det er ferie.

"Jeg priser mig lykkelig for, at min ekskones mand ikke har børn fra tidligere. Med den koordinering, der følger bare at være ét sæt ekspartnere med børn, så kan jeg slet ikke stave til, hvis vi var flere! Særligt fordi vores børn har ramt skolealderen, hvor skolernes ferie er afgørende for den ferie, man som forælder planlægger."

Søren Christiansen, far til 2 på 8 år

Børnenes indflydelse på ferien

63 procent af forældrene fortæller, at børnene nyder den længere ferieperiode uden skift mellem forældrene, mens 14 procent af forældrene fortæller, at børnene synes, at det er svært at undvære forældrene længere tid end normalt.

16 procent af forældrene spørger børnene, hvordan de synes, feriens samvær skal fordeles. 63 procent af forældrene mener ikke, at barnet bør inddrages i planlægningen af forældrenes samvær under ferien og 20 procent af forældrene svarer, at deres børn er for små til at blive spurgt om deres mening omkring sommerferiens samvær.

"I de store træk kører det fint med planlægningen af ferie. Det sværeste er de nye kærester, som vi har fået. For selvom min koordinering kun er med min eksmand, så skal vi hver især hjem og få kabalen til at gå op også med vores nye kærester - og de med deres bagland og børn. Så er vi pludselig 6 mennesker, der skal have tingenene til at gå op, hvor vi alle ønsker ferie i skoleferien - for ikke at tale om 6 arbejdspladser. Det bliver lidt som skolegårdens ‘førstevælger’ på skift. Jeg har det svært ved, at alle disse fremmede mennesker pludselig har så stor indflydelse på mit personlige liv og min planlægning med mine børn, samt de muligheder, som vi har."

Sidsel Albertsen, mor til 3 på 10, 14 og 17 år

Gode råd til sommerferien for skilsmisseforældre

  • Hjælp barnet med at have kontakt til den anden forælder, hvis barnet gerne vil. Det kan fx være ved at sende postkort, ringe hjem eller på anden måde lade barnet give lyd fra sig
  • Lad hinanden vide, hvad børnene skal i ferien. På den måde kan forældrene i begge hjem hjælpe barnet ved at dele forventningen og forberede sig på ferie-oplevelserne
  • Forbered barnet på hvordan ferien forløber. På den måde kan barnet selv følge med i, hvornår hvad sker. Er det mindre børn, kan en visuel tavle eller planche være en god ide
  • Husk at holde fri hjemme. Sommerferien er ikke en konkurrence om, hvem der tilbyder den største eller bedste ferie. Ferien er også tiden, hvor I bare slapper af og nyder at have tid sammen
  • Hjælp barnet med at dele sine oplevelser med den anden forælder. Lad fx barnet føre feriedagbog, købe en souvenir eller tag nogle billeder, barnet kan vise frem. Det øger barnets oplevelse af sammenhæng mellem de 2 hjem
  • Husk at den længere ferieperiode kan medføre savn af den anden forælder. Det er helt i orden at barnet savner - det betyder ikke, at I ikke hygger jer

"Min eksmand og hans kone har arbejde, hvor deres ferie er fastlagt. Det betyder, at de har svært ved at komme uden om altid at holde ferie i skoleferiens første uger. Det betyder, at min egen ferie med mine børn bliver væsentligt dyrere, da vi rammer højsæson. Det er den konstante balance i det gode samarbejde; fleksibilitet og viljen til at mødes - og så virker det hurtigt nipset at hænge sig i, at ferien bliver dyrere i de uger. Men som enlig forsørger ér penge bare en væsentlig faktor i feriens kabale.
For mig er der en stor overvejelse i, om børnene vitterligt nyder den længere tid, vi har sammen, eller om de kommer til at savne den anden forælder for meget. De er store nok til, at vi kan tale om det, og både deres far og jeg er indstillet på, at drengene har meget at sige ift deres ønsker. Vi kører 2 ugers sommerferie hver, og det er ifølge drengene den rette længde. De siger selv, at det ville blive for lang tid uden at se den anden forælder, hvis der kom en uge mere oveni. Jeg selv elsker den længere tid sammen - vi kommer ned i gear, hvor skiftedagen ikke hele tiden lurer, og hvor vi falder på plads på en anden måde end i hverdagen."

Louise Lisner, mor til 2 på 11 og 8 år

Kilde: Louise Lisner, medstifter af CoPilots. CoPilots er en app designet til at hjælpe skilsmissefamilier med at få overblik over hverdagen.

Læs også