barn og voksen, der holder i hånd
Familieliv

Læserindlæg: Er det egoistisk at ønske sig et enebarn?

”Jeg er selv et ud af fem børn. Vi har fået kærlighed, omsorg og godnatsang. Men tid kunne der godt have været mere af.” Mamas klummeskribent Liv Kirkensgaard har ikke planer om at give sin lille datter en bror eller søster, selvom omverdenen forventer det. Læs klummen her.

Her er helt stille. Min datter sover, og det har hun efterhånden gjort i et par timer. Jeg trasker rundt i min lejlighed, og nyder lyden af vaskemaskinens rumlen, og regnen udenfor mit vindue. Det er sjældent at sådanne rolige timer fylder min hverdag, for inde i min seng, ligger min lille pige på snart fire måneder.

Normalen er skiftet ud. Mine timer går med at synge ‘Mariehønen Evigglad’ i moderne rytmer, blende mos, lege med farvede firkanter og synge godnat sang. Ligeså meget som jeg nyder det, ligeså meget står det mig langt ud af halsen.

For jeg savner mit arbejde og min kæreste. Jeg ser selvfølgelig min kæreste, men ham deler jeg nu med en anden, og det er nyt. Jeg kan savne det spontane og eventyrlige liv, som jeg valgte at lægge på hylden for en tid, den dag jeg blev gravid. Det er de fravalg der fulgte med valget om at blive forældre. Om at blive mor.

Men jeg føler mig lykkelig. Min datter kan smile, larme, grine, pludre og lege - og det gør mig glad. Jeg er kærester med min bedste ven, og det er i sig selv en gave. For vi kender hinanden på gode og dårlige dage og er gode til at give hinanden frihed til hver vores interesser. Før i tiden blev min kæreste og jeg ofte spurgt om, hvornår vi mon skulle lave et barn. Ni måneder efter at have annonceret min graviditet og glædesbølgen over vores fine datter havde lagt sig, erobrede et nyt spørgsmål familiearrangementerne, fødselsdagene og generelt vores liv. Vi blev mødt med spørgsmålet om, hvornår vi mon skulle i gang med at lave en lillebror eller lillesøster til vores datter.

Og svaret er helt enkelt, og altid det samme; ”Det kommer vi ikke til.”

 

Tid var i høj kurs

Jeg er selv et ud af fem børn. Vi har fået kærlighed, omsorg og godnatsang. Men tid kunne der godt have været mere af. Jeg kan den dag i dag stadig se, da min far komme cyklende til anden halvleg af min fodboldkamp. Han var iført uniform, svedklud og en netto-pose på bagagebæreren. På vej hjem delte vi en chokolade-croissant, og knap inden for døren skulle han hjælpe min bror med brøkregning, og bade min lillesøster. Så skulle der smøres madpakker, snakkes hverdag og dagen i morgen skulle arrangeres og aftales. Hos min mor hjalp min mormor til. Der blev stegt frikadeller, alt imens min mor foldede vasketøj, besvarede arbejdsrelaterede beskeder eller skiftede ble på min yngste lillesøster.

Jeg kommer fra to hjem, som gjorde det bedste de kunne, men hvor tid var i høj kurs.

Det ønsker jeg ikke for min datter.

Min egen tid betyder også rigtig meget.

Jeg holder af at følge min egen udvikling, og er drevet af lysten til at lære mere i mit fag, og dyrke mine interesser. Jeg holder af mine venner, og tror på, at blod ikke nødvendigvis er tykkere end vand. Venner kan blive familie, såfremt man passer på dem. Og det er min overbevisning, at det ikke just kan klares med et månedligt opkald, eller et gavekort til en tør brunch. Venskaber skal plejes.

Derfor har jeg valgt at sige stop til børneproduktionen. Jeg har fået et barn, og det syntes jeg er nok. I hvert fald for nu.

Jeg vil elske at se hendes danseforestillinger, hjælpe hende med hendes dansk stil og tage ud at spise. Se hende i øjnene og lytte til hendes liv. Jeg ønsker at skabe et hyggeligt hjem og rolige rammer til hende, hvor hun ikke drukner i ligegyldige gøremål, som desværre ofte fylder på dagligdagens to-do liste. Hun skal være nummer et altid, og for at hun kan bibeholde den plads, må jeg erkende at min rolle som mig, som mor og som kæreste ikke også kan rumme søskende.

Jeg har tårnhøje ambitioner til mit eget liv. Ser ingen grund til at lægge dem langt ned i en skuffe, fordi jeg er blevet mor. Tværtimod. Aldrig i mit liv har jeg været så målrettet i min karriere og lagt så mange tanker i min fremtid, for nu er det ikke kun mig selv, jeg skal leve op til. Jeg skal være den kvinde, min lille pige kan se op til.

Det er min pligt at vise hende arbejdsmoral og det at kæmpe for sine mål. Vise hende, at alting kan opnås, såfremt man har en plan. Jeg vil vise hende verden. Forklare hende om forskellige kulturer, religioner og landegrænsernes historie. Grine af livet, nyde en udsigt og gå trætte i seng.

Jeg forstår godt, at hun som enebarn kan komme til at føle sig alene, og ferierne kan blive mindre sjove. At man som barn skal lære at dele, at det er godt at have en sparringspartner og hverdagen måske bliver mere meningsfuld med én at dele sine tanker med.

Men er det ikke egoistisk at sætte et andet barn i verden, bare for det?

Misforstå mig ikke; jeg har den dybeste respekt for familier med flere børn. De familier, som formår at høre alle børnene, huske at pakke gymnastiktøjet og har plads til, at forældrene stadig kan smutte alene i byen en gang imellem. Dem, som kan strukturere deres arbejdsgang efter børnenes behov og samtidig søger for at hus og have står snorlige.

LÆS OGSÅ: Liv ønskede sig en dreng, men venter en pige: "Det er tabu at føle skuffelse"

Et forhold kræver hårdt arbejde

Det kræver styrke at kunne bevare et forhold midt i børnekaos, uden at et langt kys er en by i Rusland, og forældrene ikke ender med at gå bag om dansen selv. Det kræver styrke at opdrage, kærtegne og omfavne mange, i stedet for blot få. Og dem der kan dét, bøjer jeg mig for.

Det kræver uendeligt meget interesse og energi at være forældre, og hvis jeg skal dele den op på flere små mennesker, ville det tage en del af min datters, og det syntes jeg personligt ikke er fair. Jeg har sat hende i verden for at se hende vokse, blive til og stå som sin egen stærke kvinde engang om mange år. Og jeg har ikke lyst til at undvære et eneste sekund af hendes personlige udvikling. Et barn har brug for sine forældre, og det største du kan give et barn, er din tid.

Når det er sagt, er vi to om opgaven.

Før vi besluttede at blive tre, så var vi to. To personligheder, som fylder en del, og som begge har drømme og ambitioner, der skal føres ud i livet. Vi er rejseglade, spontane og livsnydere. Jeg vil gøre mit, for at bibeholde kærligheden imellem min kæreste og jeg. For nok er det blevet hverdag, men gnisten brænder stadig, og den må aldrig gå ud. Det kræver hårdt arbejde og til tider store kompromisser at indgå et samarbejde om at opdrage et lille menneske. Eller rettere sagt, at guide et lille menneske.

Derfor skal vi huske at rive stikket ud af kontakten, slukke mobilerne og kun fokusere på vores kærlighed og hinandens selskab. Det selskab, som vi startede sammen, og som vi sammen besluttede at kæmpe for kærligheden hele vejen.

At blive sammen i dagens Danmark er ikke givet.

Man kan blive skilt på under fem minutter. Det er nemt at give op.

Jeg er selv skilsmissebarn og har levet min ungdom i to forskellige tasker. Jeg kender den følelse af at være splittet imellem to mennesker, som jeg er kodet til at elske lige højt. Derfor tror jeg på, at kærligheden skal plejes for at holde hele livet.

Vores børn kommer ud splitternøgne. Uden viden og forståelse for menneskemønstre og slåfejl. De har hørt to stemmer, imens de selv producerede hjerne og hjerte. Nemlig mor og fars. Vi skylder dem at kæmpe for kærligheden. Og i mit tilfælde kan jeg kæmpe mere omhyggeligt, mere kreativt og mere spontant, hvis jeg har tiden til at gøre det. Det har jeg, hvis jeg ikke sætter flere børn i verden. På den måde kan jeg være den bedste mor for min datter og forhåbentlig fastholde kærligheden og gnisten i mit forhold.

LÆS OGSÅ: "Det er tankevækkende, at vi slet ikke taler om det svære ved at blive mor"

Jeg var med hele vejen

Jeg syntes derfor ikke at dét at vælge kun at få et barn, er egoistisk. Tværtimod syntes jeg, at det er egoistisk at få mange børn, hvis det betyder at der er mindre tid til dem. Det er selvfølgelig individuelt som mennesker, hvad man kan rumme, og hvor mange bolde man kan gribe. Både som forældre, men også som partner.

Jeg har valgt at sige nej tak til flere børn. Til gengæld vil jeg om mange år forhåbentlig kunne sige, at jeg var med hele vejen. Både for min datter, min kæreste, min familie, venner og karriere - og det, er det hele værd for mig.

Så for at besvare mit eget spørgsmål; Er det egoistisk at få et enebarn? JA.

Langt de fleste af os får børn, fordi vi mærker en biologisk længsel efter at sætte liv i verden. Det er en drift, som er så dyb, at den er indiskutabel, og alligevel har den forskellige udtryk og forskellige årsager i hver enkelt. Men vi har alle det til fælles, at vi får børn af selviske grunde: Vi får dem, fordi vi har lyst. Uanset antal. I og med at vi får børn for vores egen skyld – og ikke for at redde verden eller på anden måde som et ideologisk projekt – er det mest rigtige svar, at vi alle bør holde os til at få de børn, som vi i udgangspunktet har overskud til at give en opvækst med stort nærvær og omsorg.

For nogle mennesker er det ingen børn, for andre er det otte. De fleste lander et sted derimellem, og fordi ingen kender morgendagen, kan vi kun handle ud fra en fornemmelse af, hvad der fungerer for os her og nu.

LÆS OGSÅ: Klumme: Hvor køber man en forældremanual?!

Enhver har sin ret

Nu klukker alarmen, og der er uro fra soveværelset. Jeg lister langsomt ind ved hendes side og aer hendes kind. Hun er lysvågen, og klar til at gribe verden de næste mange timer. Jeg tager hende op, og sætter klar til hendes aftensbad. Om lidt vil vores hoveddør gå op, og min kæreste komme hjem. Her er roligt, rart og lige præcis den stemning, som jeg ønsker, at skabe for netop min datter. En sidste tanke strejfer mig, inden jeg overgiver mig til børnehøjde.

Jeg er så glad for, at jeg bor i et samfund, hvor man kan træffe de beslutninger, som passer bedst til én selv.

Selvfølgelig kan jeg ikke med sikkerhed sige, hvad min fremtid bringer. Det kan da godt være, at jeg på magisk vis vågner på min 30-års-fødselsdag og føler en ubeskrivelig trang til at formere mig endnu engang.

Så selvom at udtrykket ’far, mor og børn’ er i flertal, så går jeg gerne forrest med en ny fane hvorpå ’eneret’ er skrevet med stort. Enhver familie træffer deres valg, men jeg går gerne i front for, at det at ønske sig et enebarn også har sin ret.

liv kirkensgaardKlummeskribent Liv Kirkensgaard er 23 år, bosat på Østerbro og mor til datteren Ellenora på 3 måneder.

Læs mere om: