Familieliv

Eksperter uenige - godt eller skidt at være curlingforælder?

Sanne Kirchmann var en af de forældre, der klagede over den gratis Frost-koncert i København, og hun står ved, at hun er en såkaldt ’curlingmor’. Men er det godt eller skidt at være en curlingforælder? To eksperter er dybt uenige.

- Hvor er det tarveligt at lave sådan et arrangement. I skulle fanme skamme jer at lave sådan en event på så lidt plads. I skulle vide hvor mange ulykkelige børn der har været.

Sådan skrev en rasende Sanne Kirchmann til arrangørerne via Facebook, da hun sammen med sin datter havde været til en gratis 'Frost'-koncert i København den 25. april.

Et arrangement, hvor der dukkede langt flere op end forventet, og hvor mange derfor ikke kunne se eller høre, hvad der foregik på scenen.

Sanne Kirchmann og de mange andre forældre, der klagede over arrangementet, mødte dog stor modstand fra andre, som var chokerede over, at man tillod sig at klage over en gratis forestilling.

- Hvad er det for en flok forkælede egoistiske forældre, der tillader sig at brokke sig over et GRATIS arrangement. Frygter for hvordan deres egne børn ender med at blive, lød det bl.a. fra en kritisk Facebook-bruger.

'Jeg hjælper min datter igennem forhindringer'

Kritikken preller dog af på Sanne Kirchmann, som i går stod frem i '21 Søndag' på DR1.

- Jeg er mor med hjertet og gør det, der føles rigtigt. Og lige meget hvor mange, der stiller sig op og siger, at jeg er en curlingmor eller en dårlig mor, så følger jeg min mavefornemmelse, og det gør mig til en god mor. Jeg lærer min datter, at der er modstand, men jeg hjælper hende også igennem forhindringerne, siger Sanne Kirchmann i indslaget.

'Man får mennesker, der ikke kan klare problemer'

Psykologen Finn Korso, der også medvirker i indslaget, er dog bekymret for, at hun og andre med denne opdragelsesstil forhindrer deres børn i at blive rustet til de problemer, der med sikkerhed vil opstå i deres liv.

- Man kan være nervøs for, at man får en type mennesker, der ikke er i stand til at pleje et problem eller bearbejde smerte eller en afvisning, som man kommer ud for mange gange i livet, siger Finn Korso.

'Positivt at være curlingforældre'

Ungdomsforsker Karen Margrethe Dahl er dog dybt uenig med Finn Korso.

- Hvis curlingforældre betyder, at man hjælper sine børn på vej, og man er meget engageret, drager en stor grad af omsorg og har et tæt forhold til sine børn, så er det helt klart de børn, der klarer sig bedst. Curlingforældre har overskud, og de bruger det måske engang imellem forkert, men det er ikke dér, det reelle problem er. De forældre, der har underskud på tid, kræfter og engagement - det er deres børn, der har det skidt, siger hun i indslaget.

Du kan se hele indslaget her

3 opdragelsestyper - hvilken er du?:

3 opdragelsestyper - hvilken er du?

Læs også:

Frost, Filur og dyrekort - klager forældre for meget?
Skal børn have lommepenge?
Hvor medbestemmende skal dit barn være?
Forældre lærer selv børn at gennemtrumfe deres vilje
Sådan siger du nej til dit barn - uden at sige nej

Hvilken forældertype er du? Test det her